tirsdag, februar 13, 2007
Kommunikation og virkelighed
Some organizations which do not belong to Ki no Kenkyukai,
improperly use the name of Ki no Kenkyukai, Ki-Aikido, Kiatsu-ryoho,
Koichi Tohei. If you do not know if the certain dojos belong to Ki no
Kenkyukai officially or not, please ask us.
In addition, the organization called "Ki no Kenkyukai Association
Internationale" is improperly using the name of Ki no Kenkyukai, and
it is completely separate entity.
Da Yoshigasaki, sensei dannede sin organisation "Ki no Kenkyukai Association Internationale", gav han udtryk for at der ikke var brug for ar skabe et nyt navn og at han ved at bruge det allerede eksisterende ønskede at antyde den indre kontinuitet.
Baggrunde for hans valg må vel søges i det forhold at når et menneske gennem flere årtier loyalt har tjent en bevægelse eller en organisation og når dette mennesket har nået en moden alder og i relation til aikido er gradueret 8 dan, - så må et sådant menneske have en vis ret til at søge genforhandlet sit aftaleforhold mellem sig selv og en given ledelse.
I tilfældet aikido, er det vel nærmest at forvente at der fra 8 dan og Shihans udgår visse frie initiativer for at skabe fornyelse. Noget andet er det når initiativer udspringer af en moralske fantasi der endnu ikke er helt udviklet og som derfor skaber social disharmoni.
Yoshigasaki, sensei ønskede ikke et brud med Ki no kenkyukai. Ifølge de oplysninger som jeg har fået, søgte han længe at genforhandle sine samarbejdsvilkår med KNK HQ. Det endte med at KNK HQ, sendte et brev til alle de Dojos i verden som havde Yoshigasaki som Shihan og orienterede dem om at tilbagesende foto af Tohei og Dojo diplom eller bekræfte deres medlemskab til KNK HQ.
Med undtagelse af nogle få dojos i Holland og Tyskland, valgte alle dojos at følge Yoshigasaki, sensei ind i hans nye organisation, og han antog derefter titlen Doshou – ”Den der beskytter aikido”.
Nu er det jo ikke første gang at nogle af de højst ansvarlige Shíhan i KNK HQ har forladt denne organisation Chefinstruktørerne for KNK HQ og KNK Amerika trak sig også for at lave deres egen organisation.
Koretoshi Maruyama trak sig i 1971 fra Aikikai og blev ved denne lejlighed Chefinstruktøren for KNK HQ og 8 dan.
Efter 20 års arbejde for KNK HQ, begyndte han imidlertid i 1991 at få visse forbehold med hensyn til KNKs retning og politik og han trak sig derefter tilbage fra al aikido arbejde og helligede sig i en periode på 10 år et meditativ arbejde i Templet Saitama Prefecture.
I 1996 fik han tilladelse fra Templet til at lave Aikido Yuishinkai og i 2001 forlod han Templet for at hellige sig dette arbejde.
Forskellighederne i Aikido, må ses som et naturligt udtryk for den menneskelige natur. Det der imidlertid har gjort at Aikikai har formået at holde sammen på så vidt forskellige stilarter som dem der er udgået fra Nishio, sensei og Saito, sensei er at de forskellige Shihans altid har accepteret Ueshiba familien som den monistiske ledelse af Aikido bevægelsen.
Tilbage da M: Ueshiba dannede Aikido eller som det officielt blev kaldt i begyndelsen ”Den store japanske budo” – gav M. Ueshiba sine nærmeste elever visse privilegier. Da hans søn blev udnævnt som den Anden Doshou, var der ingen som anfægtede dette valg og alligevel lå der indbygget et problem, idet M. Ueshiba på den ene side fulgte den japanske tradition med at lade arven gå videre til den ældste søn og så det forhold at han havde udnævnt Tohei, sensei som Generel Chefinstruktør og 10 dan. Det siges at M. Ueshiba havde håbet at hans søn ville påtage sig funktionen som Præsident for Aikikai og overlade Chefinstruktør rolle til Tohei, sensei. Men som vi ved var denne ansvarsdeling ikke mulig. Der er få der betvivler at Tohei, sensei var en af de mest begavede af M. Ueshiebas elever og da bruddet kom var der mange der mente at det var forkert det som skete – selv Nishio, sensei brød sig ikke om denne udvikling i Aikikai.
Medens Toheis ønske var at fremme den helsemæssige side af aikido hvilket førte til hans betoning af begrebet Ki og hans udelukkelse af begrebet Aikido i hans bevægelse, som på dansk kom til at hede Ki-selskabet, så gik Nishio i en anden retning, nemlig hans fokusering på aikido som udgangspunkt i sværdet – katana. Han skabte også sin egen organisation Aikido Toho Iai, som var uafhængig af Aikikai. I sit aikido arbejde fulgte han Aikikai pensum og diplomerne blev udstedt af Aikikai. Hans våben arbejde Aikido Toho Iai, blev en periode betegnet som Iaido, selv omdet også indbefattede aiki-ken og jo øvelser. Gradueringer i denne disciplin blev udstedt af Nishio, sensei personligt.
Efter hans død, har Aikikai nedlagt forbud mod at bruge ordet Aikido i forbindelse med hans livsværk med iaito, bokken og jo. Han elever på dette felt ved ikke hvad de så skal kalde dette arbejde men forslag som Toho Iai Ryu eller Toho Iai Kenkyukai har været fremme. Da jeg ikke er underlagt Aikikai, har jeg valgt at fastholde det oprindelige navn i mit arbejde: Aikido Toho Iai, men uden gradueringer, for ikke at skabe disharmoni med de elever som ønsker at viderefører hans organisation. På den anden side ønsker jeg heller ikke kun af viderefører et kopi af hans arbejde.
Når en mester dør, træder der noget enestående ud af verden, forsøg på at viderefører hans tradition viser sig normalt ikke at være muligt. En mester sagde en gang da han mærkede at hans liv kom til sin afslutning. ”Når jeg dør, tror jeg at alt mit arbejde vil forsvinde – og det er sikkert også det bedste”
Alligevel blev dette forsøg gjort af Saito, sensei. Da M. Ueshiba trak sig ud til landsbyen Iwama, uden for Tokyou, skabte han der sin Dojo. Saito, sensei så det som sin opgave af blive ved mesterens side så længe han levede og da M. Ueshiba døde, over tog Saito hans dojo i Iwama.
Som tiden gik begyndte Saito at sætte system i alle de våben øvelser som han kunne huske at havde lært af sin mester. I lighed med Nishio dannede han så sit eget gradueringssystem, som blev kendt som ”Iwama” – Når det drejede sig om Aikido, holdt han sig af loyalitet til Ueshiba familien til Aikikas pensum. Gennem tiden blev Saitios arbejde betragtet som den ”autentiske” linie eller Traditionel Aikido.
Da han døde overtog hans søn farens tradition, men det skulle vise sig at være noget vanskeligere end først troet. For det første var Iwama Dojo Ueshiba familien private ejendom, selv om den officiel var Humbo Dojo for Aikikai, så Aikikai ville ikke lade sønnen forsætte sit arbejde i Iwama Dojo. For det andet forbød Aikikai sønnen i at udfører flere Iwama Gradueringer. Vilkårene som Aikikai bød den gamle mesters søn blev uacceptable og han skabte så sin egen organisation uden for Aikikai og kaldte den for Iwama Shinshin Aiki Shurenkai http://www.iwamaaikido.com/
Vi kan altså konkludere at hvad end der er tale Aikikai eller Ki no kenkyukai, så er det organisationer som er underkastet de samme almene vilkår, som knytter sig til de ideologiske og politiske spørgsmål som adskiller og forener mennesker.
Fælles for disse to organisationer er at de følger en monistisk tradition eller at arven går fra fader til ældste søn.
Denne tradition lever videre i det konstituerede monarki. Dog er der en afgørende forskel.
I de gamle monarkier blev kongen valgt ud af adelens egen midte – senere førte det til enevælden og nu som et konstitueret monarki – at monarkiet er vedtaget af folketinget, men arvefølgen er biologisk betinget.
Her er der sammenfald den biologiske arvefølge i Aikikai og det moderne Monarki. Hvilket nu også er tilfældet i Ki no kenkyukai hvor Toheis søn er blevet udnævnt som faderens efterfølger.
Vi ser altså at der på dette punkt ingen forskel er på disse to aikido organisationer.
Selv om monarkiet som man siger trives i bedste velgående og et flertal af befolkningen i Danmark er begejstrede for denne ordning, så er der trods alt en afgørende forskel på det moderne monarki og så Aikido arvefølgen.
Den moderne monark har ingen politisk magt – kun ceremoniel. I Aikido arvefølgen både den politiske og den ceremonielle funktion slået sammen i en og samme titel Doshou. Denne forskel er af afgørende betydning.
Ud over den biologiske tradition i aikido bevægelsen, betydegraduerings princippet også meget i forhold til den udøvende magt i en monistisk organisation.
Gradsystemet stammer fra antikken – fra den akademiske opstigning trind for trind i Olympens Tårn. Gradueringssystemet stammer også fra den militære kommandovej – med rangordning, med foranstående og overordnede.
Når der i en bevægelse som aikido sker rokader og dannelse af nye foreninger, der opleves af nogle som brud og af andre som udvikling, så kan man ikke sammenligne disse bevægelser med det der foregår i andre sociale organismer. Årsagen er at finde i gradueringssystemet.
Gradueringssystemet er altid blevet brugt af vestlige Ordner, så som Frimurer Ordenen, Tempelridder Ordenen og Rosenkors Ordenen, blot for at nævne nogle få vestlige ordner.
I realiteten er de orientalske Budo Ryu også sådanne ordner.
Dette system rummer i sig nogle bemærkelsesværdige muligheder for individuel udvikling, men det forudsætter at de der indtager de ledende funktioner er ”aristokrater” – det vil sige i sig rummer de højeste kvaliteter – og hermed menes ikke kun i teknisk betydning, men i åndelig moralsk betydning. Skygge siden ved gradueringssystemet er at det rummer faren for magtfordrejning og korruption, mere end noget demokratisk system kan fremvise. Det skyldes at ansvaret i ordens systemet kun kan hente sin autoritet eet sted fra, nemlig menneskets moralske imagenation – mennesket falder eller rejser sig gennem denne graduering.
Når man derfor møder ovenstående udtalelser på KNKs hjemmeside så må man spørge sig selv hvilket motiv der ligger bag sådanne advarsler og anbefalinger.
Vi ser jo overalt at der kæmpes om branding og mærkevarer – om kopiprodukter og originale produkter.
Man kan vel godt forstå at KNK HQ – synes at brugen af begrebet KNK ai – kan forveksles med den originale betegnelse på en aikido aktivitet – jeg har selv gjort mig de samme tanker jeg så min dojos navn Ki & Aikido Dojo, Århus – brugt af andre med eneste ændring af bynavnet med nyt Å og gammelt AA.
Nu var det imidlertid mit indtryk at Yoshigasaki, sensei valgte KNK ai for at udvise respekt for den tradition som han fører videre, han kunne jo blot havde valgt et andet navn, som Hitohiro Saito Sensei gjorde.
I sin bog ”Veje til en ny opfattelse” rejser Yoshigasaki spørgsmålet ”Hvad er et navn”. (s. 61)
”Navne repræsenterer ting i verden – vi må vide hvad navnet virkelig betyder – men vi knytter os ofte mere til navnet end til den virkelighed de repræsenterer – denne tilknytning kaldes identifikation og skaber illusion.”
Han henviser her til den indre tradition, hvor eleven navn. Det kan ske ved at han antager et navn som gives ham ude fra eller at han gennem sin indre rejse modtager et åndeligt ord – en kotedama eller manthra – som ingen kender ud over den som modtager det. Gennem fordybelse på dette ord og virkeligheden det repræsenterer kan man lærer at frigøre sine tanker Vi klyngere os ikke kun til tingen, men en verden af idiosynkrasi.
Et andet eksempel på anvendekse af ord er det som er anvendt i forbindelse med sammenslutningen af Nishio, sensei og Saito, senseis skoler i Danmark. Her valgte man at kalde denne sammen slutning "Dansk Aikido Forbundt". Sammenstillingen af disse ord viser ikke det afgørende - nemlig at dette forbund repræsenterer Aikikai og at formålet var at for bragt orden i disse to skolers relation til Aikikai HQ, Japan.
Nishio, sesneis skole havde gennem mange år heddet "Danish Aikikai", et ord som svarede til en virkeligheden, ssom man mente var virkelighed. Det viste sig imidlertid da Nishio, sensei døde, at hans skole i Danmark ikke officiel var repræsenteret i Aikikai HQ, Japan - men kun tilknytte gennem den særlige statud som Nishio, sensei havde i kraft af hans særlige forhold til M. Ueshiba . noget lignende var tilfældet med Saitos "Iwama" ordning.
Ordet "Dansk Aikido Forbundt", kan for den udenforstående let misforståes derhen at der er tale om et forbundt eller sammenslutning af alle danske aikido dojos. Men da der er mange dojos som enten er organiseret i egne foreninger eller som slet ikke ønsker at være tilknytte kollektive organisationer, så kan ordet "Dansk Aikido Forbundt" opfattes som en marginalisering af aikido aktiviteter, som ikke er medlem af detet forbundt. Denne misforståelse kunne havde været undgået, hvis man hvde valgt et ord som beskrev virkeligheden bedere, f.eks. "Dansk Aikikai".
Kommunikation er meget vigtig, men spørgsmålt er hvad er det vi kommunikerer. Ytringsfrihed betragtes i vor civilisation som en menneskerettighed. Alle har ret til at have deres egen mening om hvad som helst, men det er ikke alle meninger som er lige gode. Meninger baseret på forestillinger eller emotioner kommunikerer noget subjektivt. Skal vi kommuikerer noget objektivt, må vi forholde os til virkeligheden. Vi må have mod nok til at se tingene fra mange forskellige synsvinkler, hvis vi ikke har det bliver vore meninger dogmatiske, fanatiske eller sekteriske. Når vi kommunikerer virkeligheden er vi med til at ændre på virkelighedes opfattelse og dermed hjælper vi andre mennesker til at se sandheden og dermed bliver vi fri. Dette er Fredens Kunst.
tirsdag, august 08, 2006
The three fold of the human foot
Allow me to share some of my contemplations on the human foot.
Natural moments of the body starts in the food, goes to the hips and finally to the arm and finger.
The human food is actually not made for working on the ground. The is very little different between the foot and the hand of monkeys, as they equally used for climbing in trees.
The Human foot looks like the hand, but has lost all the abilities as many monkeys naturally still have.
If we should find the optimal “foot” for walking on the solid and rocky ground, the optimal creation is to be found among hoofed mammals, like horses, ox and goats. These “feeds” can stand all conditions and are never worn out. The human foot is too vulnerable, that men hade to rap them in skin for protection. Man had to create sandals and shoos to walk the earth.
If we contemplate the human foot, is constructed of three elements: the heel, arch and toes.
The heel is based on the ending of the lower leg bone. The arch of a complex combination of many small bones and the toes are terminals of bones in small lines.
These three elements in the construction of the human foot are basic for three different kinds of qualities in the movement of the body.
The heel and the hoof correspond to each other. When it is fixed in the ground the direction of the toes are determent and so the movement of the body. This is the aspect of Will. We see this quality used in the exercise of marching. Which are use to discipline all soldiers and armies thru history.
The bone of the heel is at such a point.
The toes are small lines. Mowing the body from the toes is use among dancers who want to expres the free movement of the body with out any resistant of weight. By touching the hot sand on the summer beach first with your toes you will not burn you feeds – and by testing the is on a lake in the winter, you protect your self from drowning. Our toes are expressing some kind of intelligence..
The arch is the elastics or flexible principle that create a unity between heel and toes or intelligence and will. Where this arch is flat, the walking of the person becomes duck like. The body is loosing its rhythm.
The threefold of walking
The step is also the manifestation of three elements.
When the knee is moving forward in to space, the heel is lifted a bit, and the food are lifted free of the ground. There by there is created an unstable condition of the body, as it for at second only is supported by one foot. This second movement a caring the body forward. The third part of the step is when the foot again are landing on the ground.
The relationship is made by landing on the heel or landing on the toes. The quality of the following movement depends on if the foot is touching the ground first by the heel or the toes.
Open and closed lines of the feet
The direction of the feeds when walking is also of important. If the lines or ankle are too open the walk looks like a clown – Charley Chaplin use this food position in all his performers and his walking made people smile – as he was a naïve fool. We have the impression that the person is falling backwards or falling “out of space” In other words such persons are badly incarnated or nor relay present in there body
If the ankle are too close, we often say that the person is falling over his own two feet and we have the impression that the person is falling in to space. If such a person kept on walking in that matter we could have the impression that he would walk down in to the earth or becoming smaller and smaller ending op like a dwarf. We cane say that such an attitude is the expression of persons why are to deep incarnated in there body. When this tendency become too strong we have the disease of spastic.
The open and the closed possession of the feet are here described in extremes, but it tells us also therefore how important the footwork in aikido is and especially when it comes to the Bokken and Jo work.
The movement and the quality of the footwork is mowing up in to the hips who are the balancing factor of the body and from there to the arms and out in the hands.
However by correcting the foot work of student is very difficult, because we here are touching profound resisters and instincts of the human mind.
I love to watch Sumo because all this is seen very clearly in this Budo.
Thank you.
tirsdag, februar 28, 2006
Den uendelige befrugtning
På et pædagogisk kursus lærte jeg til min undren at der var tre
ting som fik folk til at vælge en aktivitet. 1) om tidspunktet passer, 2) om de sociale relationer er gode, 3) det faglige indhold.
Når folk vælger at gå til aikido, så aner de intet om det faglige indhold i en given dojo eller om hvilke kvaliteter man søger.
Således gik der 7 år med at træne Nishio, sensei stil. Jeg
deltog i flere seminar rundt om i Europa og på den måde opdagede jeg at aikido ikke kun var aikido, selv om andre sagde at ”aikido er kun aikido”.
Jeg traf flere Shihans fra forskellige Aikido skoler, hvilket bevirkede at jeg kunne begynde at iagttage min egen skole i perspektiv og dermed se ting, som jeg hidtil ikke selv havde fået øje på.
Jeg så bl.a. at Aikikai var en sammenslutning af mange forskellige realisationer, som alle havde eet til fælles: anerkendelsen af Ueshiba familien som ”vejens overhoved” eller Doshu.
Men det var ikke organisatoriske overvejelser som var afgørende for at jeg søgte en aikido realisation, som levede op til mine behov – nemlig en større glæde og bevægelsesfrihed i krop og sind – kombineret med evnen til at skabe en vis respekt om min person uden at skulle bruge fysiske energi.
De aikido teknikker jeg hidtil havde kendt var meget interessante, men ofte på grænsen til det spekulative – jeg savnede at bevægelserne kom fra mit indre – og ikke som programmeringer af min krop.
Denne åbenhed bevirkede at jeg kom i kontakt med folk i København som dyrkede det man kaldte Ki-aikido
Jeg vidste intet om hvad denne stil repræsenterede – andet end at jeg fornemmede at man gik mere op i det helsemæssige og meditation. Det negative var en tendens til det "frelste", som en af mine aikikai venner kaldte det, men det interesserede mig ikke fordi sekterisme florerer overalt.
Jeg var på dette tidspunkt slet ikke klar over det politiske og idiologiske skisma der lå tilgrund for i ordet ”Ki-aikido”.
Selve ordet antyder at der er tale om en anden slags aikido og jeg fandt senere ud af at ordet ”ki-aikido” ikke var ment i denne betydning, men der imod ”Ki og Aikido”.
I realiteten var stilens oprindelige navn Shin shin toitsu aikido, som betyder ”aikido med krop og sind forenet”. Et begreb han havde lånt fra Takamura, sensei http://faculty.washington.edu/~kendo/tempu.html
Denne betegnelse havde Tohei, sensei valgt ud fra det man i Japan også kaldte for Shin shin toitsu do eller ”japansk yoga”. Begrebet Ki, blev således sat i forbindelse med Shin shin toitsu do, som i lighed med ordet yoga hentyder til ”en vej til enhed mellem krop og sind”
Under betegnelse Shin shin toitsu do – udvikklede Toheis, sensei et helt selvstændigt graduerings system, som gik forud for aikido gradueringerne, (eks. Shoden ligger før Shodan), men som også kunne tage helt uafhængig af aikido gradueringerne.
Disse gradueringer blev populært set kaldt for Ki-test. Formålet var her at give eleven mulighed for at undersøge sin egen kropskvalitet og sindets åndsnærværelse. Disse kvaliteter blev betragtet som en forudsætning for at aikido øvelserne blev meningsfyldte og levende eller gemmestrømmet af Ki.
Dette var i sig selv en enestående pædagogisk landvindig som Tohei, sensei hermed tilføjede sin aikido.
I traditionel Budo øver man visse teknikker, som man derefter forventer skal give et vist resultat.
I aikido forholder det sig omvendt. Her søger man først at opbygge en bevægelses form, som bygger på indre kraft – eller et kraftlegeme baseret på det man kaldte ”aiki”.
Den pædagogiske metode tager her sit udgangspunkt i imaginationer af kraftlegemet og ikke intelektuelle beskrivelser af teknikker. Imaginationerne består af kraft linier og felter i kroppen. Ud fra disse visualiseringer opstår teknikkerne da af sig selv og fungerer som en slags finjustering i bevægelses formen.
Tohei, sensei formulerede tre principper som tilsyneladende har bestået tidens test.
1) Fatshold et punkt
2) Vær naturlig afslappet
3) Hold ligevægtet på undersiden¨
4) Udsend Ki.
Disse fire principper er stort set en formel, som er grundlager for alt hvad der udføres i Shin shin toitsu aikido og do.
Dette er den radikale forvandling af enhver traditionel budo som aikido hermed henviser til. Formen opstår ikke som et resultat af anvendelsen af en ydre teknik eller waza. Form opstår som en konsekvens af et kraftlegeme (aiki) som skaber en bevægelse vi kalder teknik (waza).
Aiki har den samme kraft som et lyn. Gennem waza leder vi denne kraft ind i konstruktive baner.
Teknikkerne er således det sidste led i processen, som jeg benytter til at lede og finpudse, formkraften og bevægelsen ukontrollerbare styrke og dynamik.
Kampkunsten, selvforsvaret eller modangrebet i aikido, bliver således et biprodukt, et sekundært resultat af en indre åndskraft og ikke et mål i sig selv.
Jeg tror at det er i dette kvantespring at mange aikido udøvere taber tråden og aikido blevetr til en slags blød kampsport i lighed med karate, judo eller ju-jutsu.
Tohei, sensei indså imidlertid i lighed med M. Ueshiba at:
Sindet er en selv skabende kraft, som virker fuldstændig uafhængig af ydre forhold og omstændigheder og dermed er det sindet der leder kroppen og ikke omvendt.
Dette kan symbolsk beskrives således: Vi har en vogn. Det er hesten som trækker vognen. Hesten, seletøj og vogn tilses og passe af kusken. Men det er hverken hest eller kusken som bestemmer hvor vogn, hest og kusk skal bevæge sig hen. Det er vognen herre.
Ovenstående synspunkter kunne ikke findes indpas i den udvikling som Aikikai påbegyndte efter at O´sensei ikke var Doshu længere. Ja selv medens han levede var der ikke mange som kunne følge ham i hans mystiske religiøsitet. Han søgte ikke videnskabelige metoder til at forklare sig og beskrive hans aikido, men kun poetiske og mystiske hymner og forelæsninger.
Som ”General Chef Instruktør” og 10 dan, formåede Tohei, sensei endnu mindre at få sine noget mere jordnære synsvinkler virkeliggjort i Aikikai og som den endelige konsekvens blev han ud fra omstændighederne nødt til at forlade sin post som leder og skabe sin egen skole.
For at gøre tingene helt klart, valgte han at kalde denne organisation for Ki no kenkyukai eller
Ki-selskabet – en sammenslutning af mennesker som studerer livet.
Gennem en sådan omdefinering havde Tohei, sensei åbnet for en almen menneskelig tilgang. Han understregede denne tilgang ved udgivelsen af bogen ”Aikido i hverdagen” – altså ikke i dojo eller i kampsituationen, men i det daglige liv.
Siden grundlæggelsen af Ki-selskabet er der også sket en globalisering i Aikido. Udviklingen af mange ikke japanske Shihan og Senseis har bevirket at Japan ikke længere har den centrale placering i udviklingen.
Skønt Aikikai stadig søger at opretholde monopolet på titlen som Doshu i betydningen, ”vejens overhoved” og knytter denne til familien Ueshiba, så har den globale og regionale udvikling stillet Japan på lige fod med andre verdensdele og lande. Selve ordet Doshu i betydningen ”vejens overhoved” synes også at tabe i betydning og titlen Doshu, burde måske heller oversættes men ”den der beskytter vejen”.
Det er som om at de pyramidale organisationer nu afløses af et åbent globalt og regionalt netværk, i hvilket de nationale organisationer kommer til at spille en mindre betydningsfuld rolle end tidsligere.
Disse regionale netværk, vil være baseret på konkrete relationer mellem Shihans og Senseis. Opgaver og funktioner i en sådan fremtids impuls må gribes meget mere individuelt an end den måde hvorpå de traditionelle organisatoriske funktioner hidtil har virket.
En sådan udvikling ser vi også i Ki-selskabet. På globalt plan er der indtil videre formet to skoler som relaterer til Toheis, sensei.
En af Tohei, senseis nærmeste medarbejdere Koretoshi Maruyama, trak sig fra Ki no kenkyukai for at koncentrerer om Zen-meditation. Efter 10 år skabte han så Aikido Yuishinka http://www.aikidoyuishinkai.com/.
En anden af Toheis personlige elever, K. Yosigasaki formede efter at havde tjent Ki no kenkyukai siden 1977 i Europa, Syd Amerika og Afrikasin egen skole. Denne aktivitet kaldes Ki no kenkyukai association international.
Den helsemæssige side af arbejdet i KNKai, blev her kaldt Kenkodo – en vej til helse.
Fælles for begge disse impulser er at de søger at kombinerer aikido som kampkunst med det helse mæssige og meditative aspekt.
Det oprindelige Ki-selskab kan findes på denne link:
I dette selskab samlede Tohei, sensei sit helsemæssige prgram i det han kaldte Ki-klassen.
Her bliver der stadig arbejdet med Ki-meditation, Ki-åndedrætsøvelser, Ki-atsu og Ki-taiso.
Tilbage bliver der et spørgsmål: Bliver man et bedre menneske af at dyrke aikido? Når man ser på den historiske side af aikido, kunne man fristes til at sige – nej, for denne historie er lige så fyldt med menneskelig afmagt og kortsigtede ambitioner som alle andre menneskelige initiativer.
Alt er såre menneskeligt.
Det hele må gribes meget mere individuelt an. Aikido er stort set kun hvad man selv gør det til – for nogle er det en sjov form for motion, for andre en verden af grader og heroiske oplevelser og for andre en indre skolingsvej.
Ser jeg ud i verden møder jeg mig selv og ser jeg ind i mig selv møder jeg verden. Det hele er blot en mulighed. Kræfterne overfører ikke sig selv. Tingene er kun hvad vi selv gør dem til. Måske er det Takemusu – den uendelige forplantning i aiki
mandag, december 19, 2005
Game teori i aikido
Der er de der mener at Aikido blot er et paraplybegreb, som dækker over meget mere og andet end budo. Tilblivelsen af begrebet Aikdio fortaber sig i det dunkle – vejen frem til introduktionen af konceptet Aikido var en lang proces. Noget taler for at det er for ensidigt at betegne M. Ueshiba som ”grundlæggeren”. Set i lyset af den historiske proces var der mange kilder og personligheder der virkede sammen før begrebet Aikido endelig blev introduceret.
Der er de der mener at Aikido som begreb bedst kan forstås som en Fredens Kunst, således som M. Ueshiba formulerede det i sine Doka.
På en måde ligger der en kim tilstede i Aikido som vi i dag kalder for Fremtids Forskning, Freds Forskning, Rationel konfliktløsning eller Game theory..
I Aikido taler man om to r0ller uke og nage – om en der forsøger at passe på sig selv og om en der kaster. Der er her tale om et traditionelt fjende billede. Om den gode og den onde. De der ikke kender meget til Aikido siger ofte. ”Aikido, ja det er en teknik hvor man vender modstanderens kraft (ki ) mod ham selv, man vender angrebet mod angriberen”. Et er imidlertid en fejltagelse.
Konkflinthåndteringer drejer sig om at harmioniserer to modsatrettede poler eller at ophæve, at transformerer konflikten.
For at forstå denne strategi er det nødvendigt at vi ser på fjendebilledet. Modparten betragtes ofte som en ”barbar”, ”fremmede”, ”konkurrenter”, ”fjender” eller ”kættere” alt efter temperament.
Gennem flere år arbejde jeg med begrebet ”angreb” – men under indflydelse af Yosigasaki, sensei, begyndte jeg at omdefinere bergebet ”angreb” til ”en negativ impuls” og angriberen (uke9 som en ”partner”.
I traditionel budo handler det om at stadse modstanderen ”ved en enkelt bevægelse” – ”single shot”. I aikido ”ved en række af bevægelser”. Den første teori går ud på at kontrollerer og dominerer. Den anden teori går ud på at skabe ligevægt og harmoni. De to teorier drejer sig om magt anvendelse eller ledelse.
For at frostå dette er det nødvendigt at forstå singel shot dominonation strategien. Er det individets om dømme som afføder magt anvendelse? Hvad er det som leder til rigide rollespild?
Nogle mener at harmoni betyder en homogeniserer af spændinger gennem intellektuel monopol. Man mener at når man er del af et kollektiv spild (en gruppe eller organisation) så er man en del af et lineært spild og man folestækker at kalde hinanden for ”partnere”, medens de der gentager ”single-shot spild kaldes ”fremmede”. Hvis omdømme skulle betyde noget, burde partnere samarbejde mere end fremmede. Overraskende nok har undersøgelser vist lige det modsatte – fremmede samarbejder meget mere en partnere.
Partnere versus fremmede
Hvad vil social handling sige? At noget kommer helheden til gode? At de resurser som er til rådighed anvendes og ”inviteres” på en sådan måde at individet kan identificerer sig med nytteværdien af en give social handling.
I grupper hvor begrebet partner normen, ser man ofte at under dække af ønsket om at tjene gruppens fælles interesser, er der en eller flere i gruppen som søger at vinde kontrol over deltagerne.
DE søger i realiteten at skabe en ”gruppe i gruppe”. Partnerne søger samarbejde, demokrati og politisk korrekthed. Men ofte viser det sig at det blot er en strategi som bygger på behov for omdømme og anerkendelse. De tror at deres bidrag til gruppen er vigtige for at etablerer positive relationer. De måler deres eget bidrag ud fra deres egen selvforståelse.
Men en gruppe består af mange forskellige bidragsydre og her er de fremmede et helt andet elemnt at tilføje den sociale proces.
Både partnerne og de fremmede ønsker at bidrage til positive relationer og at bidrage til gruppens udvikling. Forskellen ligger i motiverne og forventningerne som deltagerne bringer med sig ind i gruppen.
Både partnerne og de fremmede ønsker at få en varm fornemmelse i det sociale felt – men for nogle er gruppen et mål i sig selv – et fælles gode - andre er den blot et middel til selvisk behov tilfredsstillelse. Jeg oplevede en gang i en gruppe at en af partnerne pludselig blev meget ivrig med at få defineret deltagernes ”funktioner og rolle” – på det økonomiske felt introducerede han begrebet ”skjult løn” – for de små kompensationer de aktive medlemmer af gruppen fik udbetalt i forbindelse med konkrete opgaver. De handler som altruister, men bidrager kun med begrebs forvirringer og social utryghed. Deres begejstring kan være højstemt og i det næste øjeblik forvandle sig til opgivelse og mistillid..
I disse impulser ligger kimen til mange fejltagelser og evnen til samarbejde blev mindre.
Behovet for anerkendelse erstattes af forvirring.
Forvirring, partnere og fremmede
Den partner søgende ønsker at forme enighed og formel støtte forud for sine handlinger. Han kan handler ikke uden at hans handlinger er godkendt af en ydre autoritet. Den fremmede spørger ikke gruppen om man ønsker at gøre dette eller hint – han gør det og ser så hvem der følger med eller bliver tilbage i forvirring. For partneren er den sociale tryghed og bekræftelse af ydre autoritet afgørende for at han tør tage et initiativ – han tror at handle ud fra et frit initiativ, men han er i realiteten underkastet den straf og belønning som udspringer af hans forvirrede altruisme.
Partneren er en insider medens den fremmede er en outsider. Partnerens handlinger er statiske eller lineære, medens den fremmedes er variable.
Det man kalder fredelig sameksistens er i realiteten blot en form for væbnet neutralitet. Fred er ikke fraværd af konflikt. Fred forudsætter en kreativ og aktiv indsats, som ikke er det samme som reaktion.
Konsekvenser af enten partner eller fremmed teorien kan ikke findes gennem projektmagerier
Ledelse er baseret på en strategi der bygger på åben kommunikation og ikke intriger.
Ledelse er at kunne sige fra når projekter handler om omdømme og prestiges og sige til når det handler om afprøvning af projekter som tilføjer processen en ny kreativ dynamik. De negative projekter er hvor energi og resurser forsvinder i en steril konkurrence. Hvor alle bliver tabere.
Den sande kvalitet i lederskab er at skabe ligevægt – harmoni, men det er ikke det samme som harmonisering.
At bidrage til at introducerer noget nyt i processen, forudsætter at de informationer man har at give ikke allerede er tilgængelige. Det vil blot fører til nul-ligevægt. Når motivet er prestige vil projektet før eller siden løbe ind i de altruistiske selvmodsigelser som, var årsagen til initiativet. Det tilfredsstiller midlertidig konkurrencen for social anerkendelse, men er kun ”snob appel”
Hvad så..
Det afgørende er at informationerne strømmer frit, og det er nu muligt via Internettet. Den gamle magt sociale model bygge på informations monopol. Det er helt patetisk når nogen i dag sige: ”Ja, men jeg var ikke informeret” - Der er i realiteten ikke brug for ledere i den gamle betydning, når informationerne strømmer frit. Ligevægten i interesser brydes når informationer bliver til hvisken i krogene og intrigerne hober sig op – den åbne dagsorden er den sikreste garanti for ligevægt i interesser, men mange orker ikke at benytte sig af den frihed som tidens informations samfund muliggør. De foretrækker det gamle hemmelige pseudo demokratiske diplomati, uden at ane at det er denne fortidige model de har søgt tilflugt i.
Da Lord Nelson en gang blev spurgt af en lady i London: ”Er det ikke frygtelig sådan at gå ind i alle disse krige”? Svarede han: ”My Lady, det er ikke os der starter krigene det er politikerne, vi afslutter dem bare”.
torsdag, december 08, 2005
Rei-gi - den rette adfærd
Adfærd.
En dojo er et individuelt ansvarsfællesskab som indgås mellem frie og myndige mennesker. En dojo er et sted hvor der udøves en budo øvelsespraksis, hvis væsen bygger på et aristokratisk princip og moralsk imagenation.
Mange tror at en dojo er en juridisk forening hvor der gælder de samme regler som i politiske partier. En dojo kan, men behøver nødvendigvis ikke at være organiseret som en juridisk forening, men de fleste dojoer er bundet op omkring en demokratisk forenings struktur, af hensyn til økonomiske tilskuds fordele.
At en dojo ikke er underlagt demokratiske principper skyldes at de fleste budo former er bygget op omkring et graduerings system. Lederens af en dojo (dojo cho) er normal den højest graduerede.
Vi kan således tale om de forenings styrede dojoer og de private dojoer.
Adfærd i dojo –
Da jeg lavede min egen dojo, var jeg ikke klar over disse forhold. Jeg søgte at skabe en klub, som passede ind i en dansk foreningskultur. Jeg opdagede imidlertid at mit ønske om at dele ansvaret ud og at lade de ivrigste elever få en placering i undervisning og ledelse af dojo gav anledning til total misforståelse.
Jeg havde set det tidligere i den dojo jeg først lærte i. Den daværende dojo cho var meget teknisk velfunderet, men social umoden. Han havde valgt ikke at blande sig i de organisatoriske forhold i dojo og resultatet blev at der op stod intriger mellem sempai. Det betød at medlemmerne begyndte at vælge hvornår de kom til træning afhængig af hvem det var som underviste. Sempai begyndte at samle på tilhængere. Det gav mig en social sorg at se dette.
I min egen dojo søgte jeg derfor at undgå sådanne fragmenteringer som kun var til skade for eleverne og dojo, ved at fastholde min rolle som Dojo Cho, samtidig med at jeg søgte at skabe et så bredt ansvarsfællesskab som muligt.
Men denne ”demokratiske” model holdt heller ikke. Set i bakspejlet så jeg det komme - af ydre såvel som indre impulser, men min naivitet bevirkede at jeg ikke kunne eller ville se udviklingen i øjnene. Jeg burde havde standset denne udvikling langt tidligere ved at standse mine gentagende, men nyttesløse forsøg på at imødekomme rækken af urimeligheder..
Man begyndte at interesserer sig for hvad ”funktioner” de forskellige bestyrelses medlemmer havde – og ”nu så længe man er venner er det fint uden skriftlige aftaler, men når man ikke er venner er det godt at have skriftlige aftaler” – alt i alt mere ”kontrol” mindre ”tillid”.
Det bevirkede at jeg måtte opgive mine forestillinger om at lave en ”kollegium” og igen selv indtræde i rollen som ”sensei”, en ændring som betød at nogle medlemmer forlod min dojo.
Jeg havde søgt at holde en ”etikette” eller Rei-gi, hvor de ydre ritualer var tilpassede vor kulturelle baggrund. For mange ydre (omote) kulthandlinger passer ikke så godt til vor protestantiske kultur kreds. Min form var afslappet og uformel i det ydre, måske efterlod det nogle i et friheds rum som de ikke selv kunne udfylde.
Jeg søger mere at lade adfærden være et indre anliggende (ura). Den indre respekt, hengivenhed og ønsket om at lære er afgørende.
Det dybere formål med udvikling af den rette adfærd er led i den mentale og emotionelle øvelsespraksis. Det er en misogi en lutringsproces hvor praktikanten har mulighed for i dojo at hengive sit lille ego til destruktion.
Da jeg for 38 år siden var i Nepal mødte jeg en Sardu dvs. Yogi som følger Siva (Herre over skabelse og destruktion), som i løbet af nogle minutter destruerede min falske personlighed og lille ego.
I Aikido følger man ikke en så radikal metode, men hensigten med Rei-gi er den samme – nemlig at polere egoet for emotionel forfængelighed og mental dovenskab.
Gennem den rette adfærd i dojo får eleven mulighed for at vise hvad han rummer på sig. Han kan gennem ihærdig træning vise sin villighed til at tage udfordringerne på sig af et rent hjerte. Han kan hæve sig til at blive deshi eller sempai.
Hvordan han accepterer eller afviser den rette adfærd viser sig her i hans hengivenhed eller mangel på samme til en sensei. De praktikanter som til stadighed ikke evner at forstå en sensei intentioner og motiver er ikke i stand til at forsætte træningen, fordi han ser sine egne meninger og opfattelse som vigtigere end hans sensei. Forblændet af sin egen selvoptagethed og respektløshed for den rette adfærd i dojo er han ikke i stand til at accepterer de kendsgerninger der knytter sig til hans ansvar som en formel elev i dojo, hvor det handler om at tjene andre før sig selv.
For den formelle elev er den rette adfærd i dojo den største mulighed han har for at lære en meget vigtig lektion. De tekniske færdigheder og evnen til at brillerer er værdiløse, hvis de løsrives fra den rette adfærd i dojo proces.
Adfærd og indsigt er eet. Ansvarligheden for hans senior, dojo og medmennesker bliver eet med hans eget begær. De abstrakte og intellektuelle forestillinger og dagdrømme bliver afløse af konkret ønske om at tjene. Det er hensigten med arbejdet i Dojo – det er Do. Uden følsomhed og tiltagende opmærksomhed om hans rolle livet som sådan, kan han miste sporet. Han vil da gøre en dyd ud af nødvendigheden og blot se sine partnere i dojo som mål for hans mindre mål og utålmodige ambitioner.
Den visdom som beskytter eleven i dojo kaldes kami eller ”guddomme” –
Det er det ene punkt – den åndelige kraft som uden elevens viden hjælper ham til at kunne modtage den åndelige introduktion. Den virkelige kamp er ikke mod fysiske magter med mod smålighed, intriger og konspirationer.
Hvad er dårlig adfærd?
Moral er en ydre kodeks, normer, protokoller, etiketter. Vi har frigjort os fra fortidens lov religioner. Vi er i dag henvist til vor samvittighed eller vort Hjertes Gud.
De etiske normer må være relevante. Alt hvad der overskrider højde punktet for sin egen udvikling degenererer. Jo bredere sammenhænge man optræder i jo større bliver den moralske fællesnævner. I dojo kan denne fællesnævner være meget præcis og skarp- det er den moralske teknik.
På et tidspunkt sagde jeg til nogle af mine elever: Fra nu af skal i ikke tiltale mig ved mit fornavn når jeg underviser i dojo – Jeg er sensei og i er sempai. De opfattede det som en ydre ting og blev meget forvirrede – de forstod ikke at det ikke var ment omote men uru – og naturligvis noget der aldrig kunne eller skulle bruges uden for dojo –
Jeg var i en dojo til et seminar, hvor der var en senior lærer som underviste.
Jeg kendte ham uden for dojo og kom til at kalde ham ved fornavn – han svarede ”Hvad skal alt det med fornavne til for – her er jeg Sensei” – han havde ret, men desværre for ham selv, mente han det også uden for dojo.
Titler og ærens falske rov kan korrumperer selv de bedste motiver og intentioner.
Et andet eksempel på dårlig adfærd er det der knytter sig til ordet Shihan (mester instruktør) For mig er Shihan ikke en administrativ titel eller udnævnelse. Shihan er en æres titel, som bruges af den dojo cho eller sensei, som forbinder sig til en senior instruktør. Medens navnet sensei knytter sig til den enkelte elev, så er en Shihans rolle mere upersonlig og knytter sig mere til forholdet mellem Dojo cho og en gruppe af elever.
Navnet Shihan er således ikke en generel betegnelse for senior instruktører. Det er en titel som kun kan bruges inden for en given ryu – uden for denne giver det ingen mening på samme måde som ordet sesnei kun giver mening i en personlig sammenhæng og i en given dojo.
En Shihans roller er ikke at introducerer budo teknikker så meget som det er at vise moralske teknikker – Rei-gi.
Ordet mester har mistet sin betydning, fordi de indre relationer mellem mennesker er blevet udvandede. Relationer af en sådan karakter forudsætter en vis grad af initiation. Men da de fleste budo grader ikke udtrykker meget andet end teknisk kunnen og mangler en dybere åndelig initiation og oplysning, så er forudsætningerne for Mester begrebet også degenereret.
På den anden side kan man også sige, at ingen virkelig mester i vor tid hverken forventer eller har brug for en eller anden person kult eller selvhøjtidelig placering i et hierakie. Det vil under alle omstændigheder kun fremme dårlig adfærd.
Da en af mine for henværende lærere en gang sagde til mig: "Du har ikke nogen særlig status, for det er et hieraki og vi ved bedre". Når sådanne ord falder er jeg øjeblikkelig klar over hvad konsekvensen er. Straks var klar over at han ikke længere kunne være min lærer, fordi der var tale om inflatorisk kommunikation. Nutiden skolingsvej bygger op det omvendte hieraki - det at være mester tjener.
Hvad er den rette adfærd?
Det er godt for nybegyndere af få nogle andre adfærdsmønstre end dem de går rundt med i hverdagen - at møde til tiden i en dojo og være omklædt i en ren dogi er basis - hilse med respekt – opretholde en god og munter atmosfære i under træningen – at fastholde sine træng tider også selv om der er tilsyneladende gode grunde til at tage en pause - ofte viser det sig at når eleven kommer i krise, på den ene eller den anden måde – da er det netop at han gennem sin rette tilknytning til dojo, vil opdage at den rette adfærd er en indre kilde til kraft og styrke, som giver et overskud som han ellers ville have utrolig vanskeligt ved at finde frem til.
Hvis dojo ikke er et sådant åndehul og friheds rum, så må man spørge sig selv om man befinder sig på det rette sted og plads i sit liv.
Den rette adfærd bevirker at ting bliver noget sekundært – at man kan udfører det ene og det andet – uden at opleve nogen form for modstand eller anstrengelse. Der er ingen pligt følelse knyttet til den rette Rei-gi.
Re-gi er da blevet meditation i bevægelse.
Men den rette adfærd kan kun udvikles der hvor eleven ud fra egen drift påtager sig en frivillig disciplin.
Men for elever der er nået lidt frem på vejen, og som har fået hagam eller et sortbælte, kan der opstå en form for devaluering. Gradueringerne kan let blive til en ydre form for prestige og statussymbol, som forstærker det oppustede lille ego endnu mere, frem for at lade sin forrang blive til en tjenende impuls i dojo, bliver den nu til det modsatte.
Det kan vise sig som manglende evne til fornyelse. Et kropssprog som gennem adskillige år ikke har ændret sig eller en emotionel og mental holdning som er regiet eller sløv. De kommer i dojo for at nyde den beundring som deres prestiges har givet dem i form af en ydre symbolisme. Uden at vide det er de på vej ind på venstrehåndsvejen hvor advarsler og råd ikke længere når deres øre – og hvor deres budo degenererer til ren ydre from og kopi.
Deres møde med budo var i sin tid en opvågning fra en mekanisk søvn – men de er nu indgået i det som er endnu vanskeligere at vågne op fra – ”den anden søvn” også kaldet den ”anden død”. En sådan situation påkalder sig medfølelse for den er meget vanskelig at gennemskue uden ydre hjælp. En sådan hjælp opleves ikke som noget behageligt og opmuntrende, men ofte en nådesløs likvidering af vort lille ego.
Der er her brug for Kami (guddommelig skabelse og destruktion) og Karma. ( moralsk årsag og virkning)
En indre øvelse kan være en hjælp nemlig at fordybe sig i følgende Kotodama (åndelige ord)
1) arbejd for dig selv og med dig selv
2) arbejd for andre og med andre
3) arbejd for dojo og sensei
Arbejder man på disse tre planer samtidig vil man ikke længere sover så godt når man igen falder i søvn og gemmer en eller to af ovennævnte principper.
søndag, december 04, 2005
Er aikido en kampkunst eller -
Da Ki-selskabet blev oprette var der mange som oplevede det som en bevægelse bort fra aikido som en kampkunst.
Når man ser på de mange video som findes med Tohei, sensei lades man ikke i tvivl om at hans teknikker er kampkunst.
I sin rolle som Chefinstruktør for Aikikai, har mange af de nulevende Shihans praktiseret sammen Tohei i sin tid. De fleste aikido skoler er på en eller anden måde præget af hans bidrag til videre udvikling af aikido.
Hvad Tohei sensei primær pegede på var nødvendigheden af at ”være naturlig afspændt” når man praktiserede aikido.
I 1998 var jeg i Japan med G. Ruglioni, Shihan, Ki-dojo, Italien for at møde Mr. Tohei. Han fortalte mig da, at den første gang Mr. Tohei kom til Europa for at undervise i sin aikido, var der mange højt dan graduerede deltagere, som alle gik rundt og så meget seriøse ud. Han sagde til dem: ” Jeg kan ikke undervise Jer når I ikke kan smile” – efter nogen tid løste man op for stivheden i sindet og deltagerne begyndte at bevæge sig mere naturlig afslappet.
Den naturlige afspændthed er forudsætning for udøvelse af aikido, men det betød ikke at den aikido han underviste i ikke var kampkunst. Derfor kaldte han sit sin øvelsespraksis for ”aikido med krop og sind forenet” eller Shin shin toistu aikido – et begreb han hentede fra Tempu Nakamura, sensei
En kritik af Mr. Toheis aikido gik ud på at han kun interesserede sig for ”enhed mellem krop og sind” og at kampkunsten kun var et biprodukt af noget helt andet.
En sådan kritik er forståelig, hvis man kun fokuserer på den yoga mæsige side af sagen – men ser man Mr. Toheis teknikker helt op til det tidspunkt hvor han fik sin hofte lidelse, vil man ikke være i tvivl om at der er tale om en aikido med et klart kraftfelt og anvendeglighed.
Men der opstod med tiden i Ki-selskabet en tendens som senere første til en to forgrening af hans arbejde – 1) de der ønskede at gøre aikido til en ikke-kampkunst med hoved vægt på det helsemæssige og de der ønske at fastholde aikido i det kampkunsts mæsige.
Det er min personlige opfattelse at begge disse retninger ikke forstod den impuls som Mr. Tohei søgte at fremme.
En af hans hoved elever K. Yosigasaki, sensei synes at søge en balance i dette spørgsmål.
I de 8 år jeg har været elev af ham og fulgte ham på adskillelige seminar, har han altid kaldt sit arbejde for ”martial art”. Jeg havde før da været elev af Nishio, sensei i 7 år.
Nogle mente om Yosigasakis aikido at den for ”dansende” . Hvortil han svarede: ”Hvis de synes det, så er jeg godt tilfreds”.
PÅ det tidspunkt jeg begyndte at studerer hans aikido, begyndt han imidlertid at lade sin egen aikido skinne igennem mere og mere og som 7 år senere slog igennem ved at han lavede KNK ia. Denne udvikling passede mig rigtig godt. Hans teknikker blev mere minimalistisk og mindre hoppende – et aspekt som blev kaldt ”Tohei hoppet” – men som jeg e synes var en karikatur og ydre efterligning af Toheis dynamiske bevægelse teknik, hans opfattelse af rum, flow og timing.
For mig var hans teknikker ikke baseret på lette øvelser hvor begge partnere samarbejder fuldstændig med hinanden, blottet for kampkunstens udtryk, holdninger og kraftfelt i deres træning.
Jeg siger dette fordi jeg har set en masse dojoer uafhængig af stilart, hvor man bare løber rundt og kaster rundt med hinanden og tror det er ki no nagari eller hvor kast og låse er erstattet med bløde judo kast og ju justu teknikker. Ingen tvivl om det: man har det sjovt og man bevæger sig som om aikido var tango eller judo/ju-jutsu.
Nu er min synsvinkel den, at hvad der sker i den enkelte dojo ikke vedkommer mig, så længe min dojo er fri for ovennævnte impulser.
En anden interessant impuls som udgår fra Yosogasaki, sensei er hans begreb Kenkodo som betyder en vej til sundhed eller helse.
Jeg opfattede dette initiativ som et forsøg på at lade de impulser som Tohei introducerede i sine Ki-klasser finde en ny form, for derved at lade aikido står mere klart som en kampkunst - ikke at forveksle helse-gymnastik, kampdans eller motions øvelser.
Der findes mange steder hvor man kan dyrke sådanne emner og der findes også mange steder hvor man kan dyrke kampsport.
Når det drejer sig om våbenøvelser i Aikido bliver selvmodsigelserne til tider helt indlysende. En elev som brugte sin bokken som et rigtig sværd, fik af en sensei at vide: Det er kun en pind. Måske kunne jeg følge denne tankegang hvis der var tale om en Jo, som jo er en stok. Og alligevel ser vi at Ueshiba, ofte arbejde end et stav som var spids i den ene ende.
Bokken øvelser er i sig selv en selvstændig disciplin i Aikido og var det også i samurai tiden før Kendo blev opfundet. Mister aiki-våben teknikkerne der oprindelige udgangspunkt hvad har vi så tilbage andet en tom symbolisme?
Ikke uden grund sagde en Ki-Aikido Shihan om arbejdet med bokken: ”Behandle den som var det den rigtige ting”
Hvad der ligger i Iaido i forhold til Aikido er en spørgsmål jeg ikke vil komme dybere ind på nu, men blot sige at jeg ikke kan følge Nishio, sensei i hans direkte overførsel af aikido teknikker til brugen af iaito.
Skal aikido have nogen berettigelse i det store supermarkeds tilbud som i dag findes på helse og spots markedet , er det vigtigt at vi fastholder aikido som en kampkunst.
I traditionerne har kunst, filosofi og meditation altid været en del af kampkunsten.
Den æstetiske og religiøse vej er en del kampkunstens væsen.
Aikido rummer derfor i en integreret form kampkunst, helse og meditation, at skabe enhed og harmoni mellem disse tre discipliner synes for mig at være kunsten.
Denne antagelse synes at bekraftes af grundlæggerens eget eksempel. Et stort åndsmenneske som forenede sin kampkunst med en helsebringende omsorg for alle levendevæsner.
mandag, november 21, 2005
Noget mangler, noget er forkert...
Efter sigende et af K. Toheis ynglings slogan op til det punkt hvor han skabte Ki-selskabet.
Blandt de elever som samlede sig omkring grundlæggeren af Aikido, M. Ueshiba, kan man uden overdrivelse sige at være en af hans hovedelever.
På det organisatoriske plan viste det sig ved hans udnævnelse som General Chef Instruktør for Aikikai med rang af 10 dan.
Det er imidlertid ikke denne ydre side af hans virke som gør at jeg vil betegne ham som en af grundlæggerens hovedelever. Der var mange andre elever som stod M. Ueshiba personligt nærmere end K. Tohei og som viede det meste af deres liv til at tjene Ueshiba familien og den rolle som Doshu i Aikikai.
Når man hører om de udtalelser som er kommet fra K. Tohei, vedrørende hans forhold til M. Ueshiba, så kan man med rette spørge om betegnelsen hoved elev i det heletaget passer på K. Tohei.
Da M. Ueshiba døde var det ifølge japansk tradition hans søn K. Ueshiba som skulle efterfølge faren og han blev da udnævnt som den anden Doshu for Aikikai. M. Ueshiba udnævnte derpå K. Tohei, som General Chef Instruktør, idet han ubetinget var den der havde de højeste tekniske kvalifikation, til at lede undervisningen.
I denne ansvars deling lå der imidlertid kimen til splittelse lige fra starten, fordi titlen Doshu i sig rummer både den administrative og den undervisningsmæssige ledelse af Aikikai.
Uanset hvilken model man havde valgt, så efterlader en så karismatisk leder som M. Ueshiba altid et tomrum, som ingen kan udfylde og sønnen K. Ueshiba kunne naturligvis ikke leve op til faderens unikke egenskaber.
Hvad K. Tohei angår så var han en så karismatisk personlighed at han uden besvær kunne leve op til rollen som hovedansvarlig for udviklingen af aikido. Det er imidlertid forståelig at de ledende personer omkring M. Ueshiba, havde svært ved at accepterer en ny leder i den stol som kun O´SENSEI kunne udfylde. Som sådan var K. Tohei fra begyndelsen sat på en uriaspost.
I de år der fulgte efter M. Ueshibas død, viste det sig at K. Tohei ikke kunne komme igennem med den udvikling som han så måtte til, hvis grundlæggerens arbejde ikke skulle ende som et smukt minde og noget der havde været eller som en tro kopi.
Der er en sætning som i denne periode tilskrives K. Tohei: ”Some things missing, some things wrong!”.
Det som han havde fundet hos M. Ueshiba var primær betydningen af at være naturlig afslappet under udførelsen af aikido teknikkerne og ikke spændt og magtfuld som det dyrkes i megen budo.
Noget andet var at de åndelige kilder som havde været inspirationen og den drivende kraft for M. Ueshiba og som var kilden til hans inspiration ved udviklingen af hans aikido, ikke kunne bruges af nogen af hans hoved elever. Man enten lukkede ørene fordi man ikke kunne udholde at hører om M. Ueshibas særlige åndelige lærer som var en kombination af traditionel Shintoisme og Omoto sekten. Hele det åndelige arvegods blev ganske enkelt droppe og hans hoved elever antog kun de tekniske sider af hans aikido.
Dermed opstod der en spaltning mellem form og indhold mellem substans og essens. Mna kan dog stadig med held forstå essensen af hans aikido, i hans Doka– ”Fredens Kunst”, som er en total modsætning til den traditionelle opfattelse af Budo som ”Krigenes vej”.
Problemet var imidlertid at O´sensei ikke havde efterladt nogle acceptable metodereller indre skolingsvej, som nogen af hans elever kunne eller ville bruge. Men det samme kan stort set siges om hans aikido, som slet ikke fremstod som et ”system”. Noget kunne tyde på at han heller ikke ønskede at hans livsværk skulle fremtræde som et samlet organisatorisk system, men at det enkelte menneske selv måtte orienterer sig mod det som han eller hun fandt vigtig.
I dette tomrum orienterede K. Tohei sig mod to kilder, som ikke var ukendte for M. Ueshiba. Den første stammede fra grundlæggeren af det som populært er kaldt ”Japansk Yoga”. Nakamura Tempu. Fra denne kilde stammer begrebet Shin shin toitsu do og som K. Tohei senere sammenfattede til Shin shin toitsu aikido. Konceptet om ”enhed mellem krop og sind” eller ”yoga” rummer mange forskellige aspekter, men i Nakamua Tempus version, var fokus mest lagt på den helsemæssige side altså en form for Hata Yoga.
På daværende tidspunkt var der i Japan ikke det store forståelse for en sådan form for fitness og slet ikke når den blev sat i forbindelse med Budo. Sådanne sysler var for kvinder og gamle mænd og ikke for samuraier!
En anden side som K Toheis også synes at mangle var den meditative side at arbejdet, dette fandt han i en særlig meditations form ved navnet misogi shugyo som blev ledet af Ogura Tetsuju i Ichikukai Dojo.
Med udgangs punkt i disse tre kilder M. Ueshibas Aikido, Nakamua Tempus Shin shin toitsu do og Ogura Tetsujus, Misogi shugyo, begyndte han at se sin egen vej og som betød at han måtte forlade Aikikai og skabe sin egen skole Ki no kenkyukai eller Ki-selskabet. I det selskab ønskede at udforske aikido, helse og meditation.
Hans initiativ skabte en dyb splittelse blandt verdens aikido udøvere. Striden stod ikke kun om Aikikais monopol som verdens organisation, men også om de fortolkninger som man i Aikikai og med K. Ueshibas søn som Doshu søgte at fastholde. Var og er Aikido en Budo i traditionel forstand eller var der noget Aikikai havde vendt ryggen til fordi man ikke forstod konsekvenserne af O´sensies lærer? Var M. Ueshibas åndelige og religiøse dimension for kompliceret og omfattende til at man kunne forvente at den kunne gribes og begribes af den almene aikido praktikant?
Det er ikke mit indtryk at K. Toheis interesse for den åndelige side af M. Ueshibas arbejde strakte sig ikke ind i det religiøse felt, som M. Ueshiba havde bevæget sig i.
I den udvikling som fulgte efter at Ki selskabet begyndte at brede sig til hele verden var der flere af M. Ueshibas ushideshi, som fulgte K. Tohei eller Nakamua Tempus og nogle også den Zen orienterede side af Ogura Tetsujuts.
Brudet med Aikikai Doshu og Hombu Dojo havde imidlertid rørt ved noget principielt i hele den Japanske loyalitets opfattelse og den codex der lå i Bushin traditionen. Der var åbnet for en mere fri organisatorisk udvikling og som også kom til at betyde at flere af K. Toheis shihans valgte at skabe deres egen organisationer uafhængig af Japan og Ki no kenkyukai. HQ.
Grunden til disse delinger er som altid bygget på personlige forhold – politiske og ideologiske forskelligheder.
Nogle mente at Ki selskabet havde bevæget sig for lagt væk fra aikido som kampkunst og var blevet til en slags budo-helse-gymnastik. Nogle søgte tilbage til rødderne i Aiki-jutsu, fordi de mente at aikido var blevet udvandet som kamp metode. Andre søgte at dreje udviklingen i retning af tarapi og indisk yoga. Andre opfattede arbejde med jo og bokken som symbolisme.
Og midt i denne søgen efter hvad det er der mangle og hvad det er som er forkert kan vi måske finde en vej i O´sensies doka, for hvad er den ene kilde andet en sindet, essensen, det guddommelige eller ånden?
Doka 4
Fredens kunst er medicin for en syg verden.
Der er ondskab og uorden i verden
Fordi mennesket har glemt at alt udgår fra én kilde
Vend tilbage til denne kilde
Og forlad alle selv-centrerede tanker, ynkelige begær og vrede
De der besidder intet besidder alt.
For den der er interesserer sig for den idehistoriske side af aikido kan disse link måske føre frem til nye spørgsmål:
Morihei Ueshiba - Wikipedia, the free encyclopedia
Nakamura Tempu - Shin shin toitsu do
