mandag, november 21, 2005
Noget mangler, noget er forkert...
Efter sigende et af K. Toheis ynglings slogan op til det punkt hvor han skabte Ki-selskabet.
Blandt de elever som samlede sig omkring grundlæggeren af Aikido, M. Ueshiba, kan man uden overdrivelse sige at være en af hans hovedelever.
På det organisatoriske plan viste det sig ved hans udnævnelse som General Chef Instruktør for Aikikai med rang af 10 dan.
Det er imidlertid ikke denne ydre side af hans virke som gør at jeg vil betegne ham som en af grundlæggerens hovedelever. Der var mange andre elever som stod M. Ueshiba personligt nærmere end K. Tohei og som viede det meste af deres liv til at tjene Ueshiba familien og den rolle som Doshu i Aikikai.
Når man hører om de udtalelser som er kommet fra K. Tohei, vedrørende hans forhold til M. Ueshiba, så kan man med rette spørge om betegnelsen hoved elev i det heletaget passer på K. Tohei.
Da M. Ueshiba døde var det ifølge japansk tradition hans søn K. Ueshiba som skulle efterfølge faren og han blev da udnævnt som den anden Doshu for Aikikai. M. Ueshiba udnævnte derpå K. Tohei, som General Chef Instruktør, idet han ubetinget var den der havde de højeste tekniske kvalifikation, til at lede undervisningen.
I denne ansvars deling lå der imidlertid kimen til splittelse lige fra starten, fordi titlen Doshu i sig rummer både den administrative og den undervisningsmæssige ledelse af Aikikai.
Uanset hvilken model man havde valgt, så efterlader en så karismatisk leder som M. Ueshiba altid et tomrum, som ingen kan udfylde og sønnen K. Ueshiba kunne naturligvis ikke leve op til faderens unikke egenskaber.
Hvad K. Tohei angår så var han en så karismatisk personlighed at han uden besvær kunne leve op til rollen som hovedansvarlig for udviklingen af aikido. Det er imidlertid forståelig at de ledende personer omkring M. Ueshiba, havde svært ved at accepterer en ny leder i den stol som kun O´SENSEI kunne udfylde. Som sådan var K. Tohei fra begyndelsen sat på en uriaspost.
I de år der fulgte efter M. Ueshibas død, viste det sig at K. Tohei ikke kunne komme igennem med den udvikling som han så måtte til, hvis grundlæggerens arbejde ikke skulle ende som et smukt minde og noget der havde været eller som en tro kopi.
Der er en sætning som i denne periode tilskrives K. Tohei: ”Some things missing, some things wrong!”.
Det som han havde fundet hos M. Ueshiba var primær betydningen af at være naturlig afslappet under udførelsen af aikido teknikkerne og ikke spændt og magtfuld som det dyrkes i megen budo.
Noget andet var at de åndelige kilder som havde været inspirationen og den drivende kraft for M. Ueshiba og som var kilden til hans inspiration ved udviklingen af hans aikido, ikke kunne bruges af nogen af hans hoved elever. Man enten lukkede ørene fordi man ikke kunne udholde at hører om M. Ueshibas særlige åndelige lærer som var en kombination af traditionel Shintoisme og Omoto sekten. Hele det åndelige arvegods blev ganske enkelt droppe og hans hoved elever antog kun de tekniske sider af hans aikido.
Dermed opstod der en spaltning mellem form og indhold mellem substans og essens. Mna kan dog stadig med held forstå essensen af hans aikido, i hans Doka– ”Fredens Kunst”, som er en total modsætning til den traditionelle opfattelse af Budo som ”Krigenes vej”.
Problemet var imidlertid at O´sensei ikke havde efterladt nogle acceptable metodereller indre skolingsvej, som nogen af hans elever kunne eller ville bruge. Men det samme kan stort set siges om hans aikido, som slet ikke fremstod som et ”system”. Noget kunne tyde på at han heller ikke ønskede at hans livsværk skulle fremtræde som et samlet organisatorisk system, men at det enkelte menneske selv måtte orienterer sig mod det som han eller hun fandt vigtig.
I dette tomrum orienterede K. Tohei sig mod to kilder, som ikke var ukendte for M. Ueshiba. Den første stammede fra grundlæggeren af det som populært er kaldt ”Japansk Yoga”. Nakamura Tempu. Fra denne kilde stammer begrebet Shin shin toitsu do og som K. Tohei senere sammenfattede til Shin shin toitsu aikido. Konceptet om ”enhed mellem krop og sind” eller ”yoga” rummer mange forskellige aspekter, men i Nakamua Tempus version, var fokus mest lagt på den helsemæssige side altså en form for Hata Yoga.
På daværende tidspunkt var der i Japan ikke det store forståelse for en sådan form for fitness og slet ikke når den blev sat i forbindelse med Budo. Sådanne sysler var for kvinder og gamle mænd og ikke for samuraier!
En anden side som K Toheis også synes at mangle var den meditative side at arbejdet, dette fandt han i en særlig meditations form ved navnet misogi shugyo som blev ledet af Ogura Tetsuju i Ichikukai Dojo.
Med udgangs punkt i disse tre kilder M. Ueshibas Aikido, Nakamua Tempus Shin shin toitsu do og Ogura Tetsujus, Misogi shugyo, begyndte han at se sin egen vej og som betød at han måtte forlade Aikikai og skabe sin egen skole Ki no kenkyukai eller Ki-selskabet. I det selskab ønskede at udforske aikido, helse og meditation.
Hans initiativ skabte en dyb splittelse blandt verdens aikido udøvere. Striden stod ikke kun om Aikikais monopol som verdens organisation, men også om de fortolkninger som man i Aikikai og med K. Ueshibas søn som Doshu søgte at fastholde. Var og er Aikido en Budo i traditionel forstand eller var der noget Aikikai havde vendt ryggen til fordi man ikke forstod konsekvenserne af O´sensies lærer? Var M. Ueshibas åndelige og religiøse dimension for kompliceret og omfattende til at man kunne forvente at den kunne gribes og begribes af den almene aikido praktikant?
Det er ikke mit indtryk at K. Toheis interesse for den åndelige side af M. Ueshibas arbejde strakte sig ikke ind i det religiøse felt, som M. Ueshiba havde bevæget sig i.
I den udvikling som fulgte efter at Ki selskabet begyndte at brede sig til hele verden var der flere af M. Ueshibas ushideshi, som fulgte K. Tohei eller Nakamua Tempus og nogle også den Zen orienterede side af Ogura Tetsujuts.
Brudet med Aikikai Doshu og Hombu Dojo havde imidlertid rørt ved noget principielt i hele den Japanske loyalitets opfattelse og den codex der lå i Bushin traditionen. Der var åbnet for en mere fri organisatorisk udvikling og som også kom til at betyde at flere af K. Toheis shihans valgte at skabe deres egen organisationer uafhængig af Japan og Ki no kenkyukai. HQ.
Grunden til disse delinger er som altid bygget på personlige forhold – politiske og ideologiske forskelligheder.
Nogle mente at Ki selskabet havde bevæget sig for lagt væk fra aikido som kampkunst og var blevet til en slags budo-helse-gymnastik. Nogle søgte tilbage til rødderne i Aiki-jutsu, fordi de mente at aikido var blevet udvandet som kamp metode. Andre søgte at dreje udviklingen i retning af tarapi og indisk yoga. Andre opfattede arbejde med jo og bokken som symbolisme.
Og midt i denne søgen efter hvad det er der mangle og hvad det er som er forkert kan vi måske finde en vej i O´sensies doka, for hvad er den ene kilde andet en sindet, essensen, det guddommelige eller ånden?
Doka 4
Fredens kunst er medicin for en syg verden.
Der er ondskab og uorden i verden
Fordi mennesket har glemt at alt udgår fra én kilde
Vend tilbage til denne kilde
Og forlad alle selv-centrerede tanker, ynkelige begær og vrede
De der besidder intet besidder alt.
For den der er interesserer sig for den idehistoriske side af aikido kan disse link måske føre frem til nye spørgsmål:
Morihei Ueshiba - Wikipedia, the free encyclopedia
Nakamura Tempu - Shin shin toitsu do
