ARTIKLER

Hvad vil træning på tværs egentlig sige? Ofte tales der om at for skellige ”stilarter” eller ”skoler” træner sammen og på denne måde udveksles erfaringer og inspiration.

Begrebet ”ryu” opleves af mage senseis, som misvisende. Man henviser til at aikido er én ryu og ikke flere. En sådan enheds opfattelse er imidlertid ikke i overensstemmelse med kendsgerningerne.

Aikido har i lighed med karate og andre budo discipliner, udviklet sig på en måde hvor prioriteringerne ofte er så forskellige, at man med rette kan spørge om der er andet end ordet ”aikido” som udøverne har til fælles.

En kendt skribent på Aiki-jouarnal Meik Skoss, henviser til at begrebet ryu begynder at ændre karakter, da våbenforbudet for bushi og samuraer blev indført i Japan og kun politiet og andre organisationer, som havde våbentilladelse fra myndighedernes side. Lokale militser kunne ellers let forhindre myndighedern i at udfører deres arbejde. Forhold som vi i dag endnu ser mange steder i verden, så som Irland og Iraq.Men begrebet ryu er også knyttet til forskellige indflydelser på kampkunsten fra Kina, Korea, Sydøst asien og Indien.

Vi kan skelne mellem to discipliner i kampkunst.

Budo hvor man beskæftiger sig med ”kamp” med selv udvikling som mål gennem en streng træning. Bujutsu hvor man søger efter effektive metoder for kamp og/eller selvforsvar

Den manglende skelnen mellem disse to sider af kampkunsten burde studeres mere klart i de moderne discipliner så som aikido, kendo eller judo, (gandai budo) og dermed også begrebet ryu.

Den klassiske kampkunst fokuserede på begrebet ryu og M. Ueshiba omtaler det også som noget vigtigt, men i betydningen Koryu – det vil sige ”gammel tradition”, det vil sige en linie af teknikker, sædvaner, adfærd, tro og lærdomme som gennemstrømmer en gruppe af mennesker som træner kampkunst.

Begrebet ryu henleder således ikke så meget til begrebet skole eller stilart, men snare til tradition.

Det handler her mere om hvor mange generationer man kan fører traditionen tilbage til en ”rod mester” eller iemoto seido.

For nogle opfattes det som en historisk uafbrudt linie, men det er ikke altid tilfældet. Traditioner kan af forskellige årsager – politiske eller personlige - været gået under jorden i længere eller kortere perioder. Når tiden så er moden træder der en person ind på livets scene, som har de fornødne forudsætninger for at forstå og genoplive en Do.

I gandai budo er denne personlige relation mere eller mindre udskiftet med et upersonligt forhold til en organisation. Den personlige relation mellem sensei og elev erstattet af et upersonligt gradueringssystem. Gandai budo er som sådan et udmærket udgangspunkt for det moderne menneske, hvor dojo-jumping og frit valg fra alle hylder eller blev din egen zen-sensei er et tidsfænomen alle nikker genkendende til.

Det karakteristiske i vor postmodernistiske tid er at traditioner (ryu) ikke længere tillægges nogen værdi og at processen (do) er erstatte af en rastløs søgen efter hurtige svar.

Via Neve Sagiba

Aikiblue.com

Fra Australien kommer spørgsmålet om hvordan det kan være at folk løber rundt og lader som om de angriber og forsvarer sig på en underlig og samarbejdende måde.

Er det noget som går hinsides angreb og forsvar.

Hvis det er det – hvorfor forsætte med at praktiserer noget som ser ud som meget dårlige angreb forsvar? Hvorfor ikke bare dyrke yoga og opnå de samme resultater hvis det kun drejer sig om harmoni mellem krop og sind?

Spørgsmålet om partner bringes op. Hvorfor ikke lave partner Yoga som i Oki-yoga?

Spørgsmålet rejses: ”Virker aikido i kamp?” Og debatten løber løbsk.

I Pragh mødte jeg en Aikido Sesnei, som gik til boksning. Hans begrundelse var at han ville lære hvordan kamp virkelig føltes – Jeg anbefaler at træne den klassiske kampsport brydning og boksning.

Det er mit indtryk at mange aikido udøvere ville have godt af at få et par på hovedet og give sig selv lov til at trykke en af. Men nu hører man ofte: ”Jeg kunne havde trykket den af, men da jeg nu dyrker aikido lader jeg være med at bruge vold” – I virkeligheden siger man da: ”Ud af til er jeg en rigtig flink fyr, men indad til er jeg noget af en hård banan”. Der ligger en god del hykleri i megen aikido, hvis vi ikke forstår de negative følelser: det neurotiske og det hysteriske, som udgangspunkt for voldens natur.

Et andet punkt er spørgsmålet om konkurrence. Tohei, Sesnei indførte Taigi Konkurrencer i sin aikido, for at imødekomme en kritik og forholde sig til det virkelige livs vilkår. Spørgsmålet er imidlertid om en sådan form er den rette til at forholde sig til konkurrences aspektet.

Der tales meget om samarbejde – at forvandle sin modstander til sin partner mv. At udvikle sig ved at udvikle sin partner.

Eller træner man teknikker som de fleste aldrig vil få brug for. Spørgsmålet ligger måske i at få øje på tidens problematik og hvor det egentlig er at fjenden findes. Det er underligt at vi lever i et samfund hvor vold privat vold mødes med nul tolerance – får konen en på hovedet af manden – hustruvold – får manden en på hovedet på et værtshus – voldsmænd.

Passiv aggressivitet, camufleret som politisk korrekt adfærd

På den anden side trives den politiske terror mere end nogen sinde, både den uformelle og den statslige.

Hvis aikido skal være mere og andet end fysisk selvforsvar, yoga eller dans, så kan vi måske sige at det kan være en vej der giver os mod til at tage livs kampen op. Der giver os hjertes mod til at blev stående i konflikter og derfra søge resultater ud fra en konstruktiv uenighed. Der ikke gør os klar at intriger og manipulationer ikke er vejen frem. At dyrkelse af fjendebilleder – blot er projektioner af vor egen skygge. Aikido er for mig en lutrings proces af sind og krop. Krigerens dansegulv er hans eget hjerte – og kampen med han eget lille ego - som er summen af begær, emotioner og sløvhed.

Gennem aikido øvelserne stiller jeg mig ind i en imaginærsituation hvor konflikt og stres er substansen. Gennem aikido bevægelserne er der mulighed for at der opstår en renselse af kroppen.

I øvelses formerne ligger der et kropssprog som fremmer en sådan renselse, som er særdeles dybdegående. Indgangen gennem kroppen og det at denne antager den rette tonus, i åndedræt og muskulatur, bevirker at traumer og blokeringer løsnes – derved begynder Ki at strømme frit –

På dette plan er Aikido identisk med Pranayama og Orgonose. Dette er fredens kunst, som når denne tilstand begynder at virke i krop og sind – skaber en moralsk fantasi i vor sind , som intuitivt viser os hvad vi skal og kan gøre i livs kampen. Det er her at aikido i sig rummer både yoga og kampkunst, som en helhed.

Refleksioner over:

Aiki News # 41.

Interview med Mr. Bansho Ashihara, Omoto HQ. Japan.

Før anden verdens krig var det ret almindelig at forskellige kulturelle bevægelse havde kampkunst som en del af deres virke. Det gjaldt også Omoto bevægelsen.

Mr. Ashihara kontaktede Ueshieba, sensei og spurgte ham om han ville være leder for en sådan afdeling. Ueshiba svarede ”Hellere end gerne, lad mig gøre det”.

Han kom til dojo og underviste selv, senere fik han sine deshi undervisere.

Det var begyndelsen på forholdet mellem Ueshiba og Ashihara. Gennem Omoto ungdomsafdelingen, fik Ueshiba forbindelse til 50 til 60 dojoer som var tilknytte Omoto bevægelsen. I den atmosfære som eksisterede før krigen var dojos med kampkunst meget populære, så det var en god ide at udvide aktiviteterne og ikke kun lade dem være en del af ungdoms afdelingen.

De gik da til lederen Onisaburo Deguchi og forklarede ham ideen. Han synes om den og svarede: ”Det er en fin ide. Organiser en gruppe og bliv en uafhængig gruppe, det er fint med mig” Og da de spurgte ham hvad de skulle kalde gruppen, svarede han uden tøven: ”Dai Nihon Budo Senyo Kai”. (Sammenslutning til fremme af den større Japanske Budo” og så havde de et navn.

Da kendo og judo havde et graduerings system, spurgte de hvad han mente om det.

Han gav dem da følgende råd. I toppen havde Doshi, så Sensei og så Yoshi. Disse navne var hentet fra de 3 bogstaver i Dai Nihon Budo Senyo Kai (tilføjet bogstaverne ”shi”, som betyder lærer eller gentleman eller adelsmand) Vi fik at vide ”Uddan Jeres børn godt”.

Mr. Ahihara blev generalsekretær for Dai Nihon Budo Senyo Kai. Deguchi, leder (Sosai) og Ueshiba præsident (Kaicho).’

De fleste var meget begejstrede for aikido og bekymrede sig ikke om administrative detaljer. Man sagde: ”Vi overlader alt det administrative til jer, så vær så venlig at gøre det fro os”.

Hvornår brugte I navnet ”Aikido”?

”Vi brugte ordet ”Aikido”, selv om gruppens navn var ”Budo Senyo Kai---

Aikido? Brugte I ikke navnet Aiki Budo eller Aikijutsu?

Normalt sagde man Aikido, men de officielle detaljer er ikke klare.

Blandt de første elever var der mange højt stående personer. De kunne ikke lide at lave ukemi – det var under deres værdighed at lade sig kaste, men de elskede at kaste med andre. På japansk er der et ord der siger ”Shimza no Gyo” – som betyder den øvelse man får ved at tage den nederste plads, at ydmyge sig selv.

At lave ukemi i aikido er en måde hvorpå man lærer at forvandle stolthed til ydmyghed og ikke kun faldteknikker.

Ueshieba deltog hyppigt i religiøse ceremonier ved Tempelets Helligdom. Han begyndte altid sine beretninger med at sige: ”Jeg vil fortælle Jer alt – så vær venlig at huske det”.

Der var meget der skulle genopbygge efter krigen og Ueshiba deltog selv i meget af det fysiske arbejde og skønt han ikke var ret kraftig, havde han overmenneskelige kræfter. Han sagde at selv om han havde mange kræfter, så forstod han ikke ægte budo.
Han kunne ikke gøre ting på samme måde som andre gjorde det – han måtte altid finde sin egen metode og det gjorde han.

En gang holdt Deguchi et foredrag om ”Kotodama” (ordets ånd eller den instinktive kraft i det talte ord). Det var netop på det tidspunkt at Ueshiba kæmpede med hans manglende evner til at fuldstændiggøre ægte aikido; han følte at han kun brugte kraft. Men som man ved så fandt han ud af noget. Han fik en slags oplysning. Der var et piletræ ved Kinryukai dammen. Ueshiba kom gående en dag, faldt over noget og greb ud efter en af pilegrenene for ikke at falde. Han faldt alligevel. Havde det været en stærk gren havde den hjulpet ham til ikke at falde – men pil er bøjelig og giver ingen modstand og han tænkte : ”Åh, det er sådan” og han havde en oplysende oplevelse. Dette er sikkert ikke essensen af aikido, men det var en vej til at nærme sig læren: ”Lad være med at gøre modstand”. Hvis du trækkes, så følg med, hvis du skubbes, så tilpas dig handlingen. Bliv som en pil ellers vil du aldrig nå det som kaldes ægte budo.

En anden forklaring er denne at Aikido er noget som stammer fra guderne (kami).

Aikido er aldrig at give op – selv når alt er håbløst. Der er altid en udvej – selv når man mister initiativer da at fastholdet initiativet – fejl som det har taget årevis at opbygge kan ændres i et nu – som med et sæt – i et ryk - ! Det er forholdet mellem

Kami og Karma. Det findes i budo.

Kotodama – det åndelige ord kan udtales af selv den mest oplyste Sensei uden at eleverne forstår noget. Det handler om elevens evne til at opfatte.

Min sensei, Yosigasaki, talte sidst jeg var sammen med ham om Kotodama – han sagde: ”Lyt ikke til mine ord – men studer den virkning og de reaktioner de skaber i jeres sind – lad mine ord bare gå ind af det ene uf ud af det andet øre – glem det I ikke kan bruge – og tag det I kan bruge”.

Det er gennem det åndelige øre at vi kan forstå sandheden. En gang troede man at tonerne opstod fordi der udgik noget fra øret som bevirkede at lydene blev til ord og toner.

Hvis vi lytter med de åndelige øre kan vi opfatte ting, som den der udtaler dem end ikke slev er klar over.

Da Ueshieba hørte et foredrag om Kotodama spurgte han bagefter: Da jeg lyttede til din beretning, forstod jeg at Kotodama er den inderste tråd i aikido” Mr. Ashihara svarede:” Sagde jeg noget i den retning?” – Han svarede: ”Du sagde det selv” – Det var naturligvis kun fordi det var Ueshiba som lyttede at noget sådant kunne ske.

I gamle udføre budo folk zazen (siddende meditation) og øver sig meget på at opnå ”Shin shin no tanren”, øvelser af både krop og sind. Andre former for budo udfører nu og da zazen, men aikidoka gør det regelmæssigt, måske. Aikido er en af de bedste former fro budo, hvis man ønsker at fatte noget åndeligt.

Er kotodama en del af undervisningen i Omotoky?

Der tales en del om ”Kotodama-gaku” (studiet af kotodama) i Omoto. Påvirkning af naturkræfterne gennem ordet er noget der naturvidenskabeligt ikke er anerkendt. I budo er Kiai en ydere form af Kotodama – Bøn er en indre form af Kotodama.

Skal en ny kultur opstå må den indbefatte elementer fra alle kulturer. Uafhængig af ydre trosbekendelser eller videnskabelige dogmer.

I henhold til Omoto bevægelsen er mennesket ”Reitaiitchi”. ”Rei” er sind eller sjæl, som er eet med kroppen ”tai”. Mennesket er ansvarlig for hele universet. Det er det opgave at skabe harmoni og skønhed i livet. Den økologiske uansvarlighed som ødelægger naturen er i modstrid med Kami no kokoro (Gud).

Aikido arbejder også for verdens fred gennem budo.