ARTIKLER

Hvad vil træning på tværs egentlig sige? Ofte tales der om at for skellige ”stilarter” eller ”skoler” træner sammen og på denne måde udveksles erfaringer og inspiration.

Begrebet ”ryu” opleves af mage senseis, som misvisende. Man henviser til at aikido er én ryu og ikke flere. En sådan enheds opfattelse er imidlertid ikke i overensstemmelse med kendsgerningerne.

Aikido har i lighed med karate og andre budo discipliner, udviklet sig på en måde hvor prioriteringerne ofte er så forskellige, at man med rette kan spørge om der er andet end ordet ”aikido” som udøverne har til fælles.

En kendt skribent på Aiki-jouarnal Meik Skoss, henviser til at begrebet ryu begynder at ændre karakter, da våbenforbudet for bushi og samuraer blev indført i Japan og kun politiet og andre organisationer, som havde våbentilladelse fra myndighedernes side. Lokale militser kunne ellers let forhindre myndighedern i at udfører deres arbejde. Forhold som vi i dag endnu ser mange steder i verden, så som Irland og Iraq.Men begrebet ryu er også knyttet til forskellige indflydelser på kampkunsten fra Kina, Korea, Sydøst asien og Indien.

Vi kan skelne mellem to discipliner i kampkunst.

Budo hvor man beskæftiger sig med ”kamp” med selv udvikling som mål gennem en streng træning. Bujutsu hvor man søger efter effektive metoder for kamp og/eller selvforsvar

Den manglende skelnen mellem disse to sider af kampkunsten burde studeres mere klart i de moderne discipliner så som aikido, kendo eller judo, (gandai budo) og dermed også begrebet ryu.

Den klassiske kampkunst fokuserede på begrebet ryu og M. Ueshiba omtaler det også som noget vigtigt, men i betydningen Koryu – det vil sige ”gammel tradition”, det vil sige en linie af teknikker, sædvaner, adfærd, tro og lærdomme som gennemstrømmer en gruppe af mennesker som træner kampkunst.

Begrebet ryu henleder således ikke så meget til begrebet skole eller stilart, men snare til tradition.

Det handler her mere om hvor mange generationer man kan fører traditionen tilbage til en ”rod mester” eller iemoto seido.

For nogle opfattes det som en historisk uafbrudt linie, men det er ikke altid tilfældet. Traditioner kan af forskellige årsager – politiske eller personlige - været gået under jorden i længere eller kortere perioder. Når tiden så er moden træder der en person ind på livets scene, som har de fornødne forudsætninger for at forstå og genoplive en Do.

I gandai budo er denne personlige relation mere eller mindre udskiftet med et upersonligt forhold til en organisation. Den personlige relation mellem sensei og elev erstattet af et upersonligt gradueringssystem. Gandai budo er som sådan et udmærket udgangspunkt for det moderne menneske, hvor dojo-jumping og frit valg fra alle hylder eller blev din egen zen-sensei er et tidsfænomen alle nikker genkendende til.

Det karakteristiske i vor postmodernistiske tid er at traditioner (ryu) ikke længere tillægges nogen værdi og at processen (do) er erstatte af en rastløs søgen efter hurtige svar.