ARTIKLER

Some organizations which do not belong to Ki no Kenkyukai,
improperly use the name of Ki no Kenkyukai, Ki-Aikido, Kiatsu-ryoho,
Koichi Tohei. If you do not know if the certain dojos belong to Ki no
Kenkyukai officially or not, please ask us.
In addition, the organization called "Ki no Kenkyukai Association
Internationale" is improperly using the name of Ki no Kenkyukai, and
it is completely separate entity.


Da Yoshigasaki, sensei dannede sin organisation "Ki no Kenkyukai Association Internationale", gav han udtryk for at der ikke var brug for ar skabe et nyt navn og at han ved at bruge det allerede eksisterende ønskede at antyde den indre kontinuitet.

Baggrunde for hans valg må vel søges i det forhold at når et menneske gennem flere årtier loyalt har tjent en bevægelse eller en organisation og når dette mennesket har nået en moden alder og i relation til aikido er gradueret 8 dan, - så må et sådant menneske have en vis ret til at søge genforhandlet sit aftaleforhold mellem sig selv og en given ledelse.
I tilfældet aikido, er det vel nærmest at forvente at der fra 8 dan og Shihans udgår visse frie initiativer for at skabe fornyelse. Noget andet er det når initiativer udspringer af en moralske fantasi der endnu ikke er helt udviklet og som derfor skaber social disharmoni.

Yoshigasaki, sensei ønskede ikke et brud med Ki no kenkyukai. Ifølge de oplysninger som jeg har fået, søgte han længe at genforhandle sine samarbejdsvilkår med KNK HQ. Det endte med at KNK HQ, sendte et brev til alle de Dojos i verden som havde Yoshigasaki som Shihan og orienterede dem om at tilbagesende foto af Tohei og Dojo diplom eller bekræfte deres medlemskab til KNK HQ.
Med undtagelse af nogle få dojos i Holland og Tyskland, valgte alle dojos at følge Yoshigasaki, sensei ind i hans nye organisation, og han antog derefter titlen Doshou – ”Den der beskytter aikido”.

Nu er det jo ikke første gang at nogle af de højst ansvarlige Shíhan i KNK HQ har forladt denne organisation Chefinstruktørerne for KNK HQ og KNK Amerika trak sig også for at lave deres egen organisation.
Koretoshi Maruyama trak sig i 1971 fra Aikikai og blev ved denne lejlighed Chefinstruktøren for KNK HQ og 8 dan.
Efter 20 års arbejde for KNK HQ, begyndte han imidlertid i 1991 at få visse forbehold med hensyn til KNKs retning og politik og han trak sig derefter tilbage fra al aikido arbejde og helligede sig i en periode på 10 år et meditativ arbejde i Templet Saitama Prefecture.
I 1996 fik han tilladelse fra Templet til at lave Aikido Yuishinkai og i 2001 forlod han Templet for at hellige sig dette arbejde.
Forskellighederne i Aikido, må ses som et naturligt udtryk for den menneskelige natur. Det der imidlertid har gjort at Aikikai har formået at holde sammen på så vidt forskellige stilarter som dem der er udgået fra Nishio, sensei og Saito, sensei er at de forskellige Shihans altid har accepteret Ueshiba familien som den monistiske ledelse af Aikido bevægelsen.
Tilbage da M: Ueshiba dannede Aikido eller som det officielt blev kaldt i begyndelsen ”Den store japanske budo” – gav M. Ueshiba sine nærmeste elever visse privilegier. Da hans søn blev udnævnt som den Anden Doshou, var der ingen som anfægtede dette valg og alligevel lå der indbygget et problem, idet M. Ueshiba på den ene side fulgte den japanske tradition med at lade arven gå videre til den ældste søn og så det forhold at han havde udnævnt Tohei, sensei som Generel Chefinstruktør og 10 dan. Det siges at M. Ueshiba havde håbet at hans søn ville påtage sig funktionen som Præsident for Aikikai og overlade Chefinstruktør rolle til Tohei, sensei. Men som vi ved var denne ansvarsdeling ikke mulig. Der er få der betvivler at Tohei, sensei var en af de mest begavede af M. Ueshiebas elever og da bruddet kom var der mange der mente at det var forkert det som skete – selv Nishio, sensei brød sig ikke om denne udvikling i Aikikai.

Medens Toheis ønske var at fremme den helsemæssige side af aikido hvilket førte til hans betoning af begrebet Ki og hans udelukkelse af begrebet Aikido i hans bevægelse, som på dansk kom til at hede Ki-selskabet, så gik Nishio i en anden retning, nemlig hans fokusering på aikido som udgangspunkt i sværdet – katana. Han skabte også sin egen organisation Aikido Toho Iai, som var uafhængig af Aikikai. I sit aikido arbejde fulgte han Aikikai pensum og diplomerne blev udstedt af Aikikai. Hans våben arbejde Aikido Toho Iai, blev en periode betegnet som Iaido, selv omdet også indbefattede aiki-ken og jo øvelser. Gradueringer i denne disciplin blev udstedt af Nishio, sensei personligt.
Efter hans død, har Aikikai nedlagt forbud mod at bruge ordet Aikido i forbindelse med hans livsværk med iaito, bokken og jo. Han elever på dette felt ved ikke hvad de så skal kalde dette arbejde men forslag som Toho Iai Ryu eller Toho Iai Kenkyukai har været fremme. Da jeg ikke er underlagt Aikikai, har jeg valgt at fastholde det oprindelige navn i mit arbejde: Aikido Toho Iai, men uden gradueringer, for ikke at skabe disharmoni med de elever som ønsker at viderefører hans organisation. På den anden side ønsker jeg heller ikke kun af viderefører et kopi af hans arbejde.
Når en mester dør, træder der noget enestående ud af verden, forsøg på at viderefører hans tradition viser sig normalt ikke at være muligt. En mester sagde en gang da han mærkede at hans liv kom til sin afslutning. ”Når jeg dør, tror jeg at alt mit arbejde vil forsvinde – og det er sikkert også det bedste”

Alligevel blev dette forsøg gjort af Saito, sensei. Da M. Ueshiba trak sig ud til landsbyen Iwama, uden for Tokyou, skabte han der sin Dojo. Saito, sensei så det som sin opgave af blive ved mesterens side så længe han levede og da M. Ueshiba døde, over tog Saito hans dojo i Iwama.
Som tiden gik begyndte Saito at sætte system i alle de våben øvelser som han kunne huske at havde lært af sin mester. I lighed med Nishio dannede han så sit eget gradueringssystem, som blev kendt som ”Iwama” – Når det drejede sig om Aikido, holdt han sig af loyalitet til Ueshiba familien til Aikikas pensum. Gennem tiden blev Saitios arbejde betragtet som den ”autentiske” linie eller Traditionel Aikido.
Da han døde overtog hans søn farens tradition, men det skulle vise sig at være noget vanskeligere end først troet. For det første var Iwama Dojo Ueshiba familien private ejendom, selv om den officiel var Humbo Dojo for Aikikai, så Aikikai ville ikke lade sønnen forsætte sit arbejde i Iwama Dojo. For det andet forbød Aikikai sønnen i at udfører flere Iwama Gradueringer. Vilkårene som Aikikai bød den gamle mesters søn blev uacceptable og han skabte så sin egen organisation uden for Aikikai og kaldte den for Iwama Shinshin Aiki Shurenkai http://www.iwamaaikido.com/
Vi kan altså konkludere at hvad end der er tale Aikikai eller Ki no kenkyukai, så er det organisationer som er underkastet de samme almene vilkår, som knytter sig til de ideologiske og politiske spørgsmål som adskiller og forener mennesker.
Fælles for disse to organisationer er at de følger en monistisk tradition eller at arven går fra fader til ældste søn.
Denne tradition lever videre i det konstituerede monarki. Dog er der en afgørende forskel.
I de gamle monarkier blev kongen valgt ud af adelens egen midte – senere førte det til enevælden og nu som et konstitueret monarki – at monarkiet er vedtaget af folketinget, men arvefølgen er biologisk betinget.
Her er der sammenfald den biologiske arvefølge i Aikikai og det moderne Monarki. Hvilket nu også er tilfældet i Ki no kenkyukai hvor Toheis søn er blevet udnævnt som faderens efterfølger.
Vi ser altså at der på dette punkt ingen forskel er på disse to aikido organisationer.
Selv om monarkiet som man siger trives i bedste velgående og et flertal af befolkningen i Danmark er begejstrede for denne ordning, så er der trods alt en afgørende forskel på det moderne monarki og så Aikido arvefølgen.
Den moderne monark har ingen politisk magt – kun ceremoniel. I Aikido arvefølgen både den politiske og den ceremonielle funktion slået sammen i en og samme titel Doshou. Denne forskel er af afgørende betydning.
Ud over den biologiske tradition i aikido bevægelsen, betydegraduerings princippet også meget i forhold til den udøvende magt i en monistisk organisation.
Gradsystemet stammer fra antikken – fra den akademiske opstigning trind for trind i Olympens Tårn. Gradueringssystemet stammer også fra den militære kommandovej – med rangordning, med foranstående og overordnede.
Når der i en bevægelse som aikido sker rokader og dannelse af nye foreninger, der opleves af nogle som brud og af andre som udvikling, så kan man ikke sammenligne disse bevægelser med det der foregår i andre sociale organismer. Årsagen er at finde i gradueringssystemet.
Gradueringssystemet er altid blevet brugt af vestlige Ordner, så som Frimurer Ordenen, Tempelridder Ordenen og Rosenkors Ordenen, blot for at nævne nogle få vestlige ordner.
I realiteten er de orientalske Budo Ryu også sådanne ordner.
Dette system rummer i sig nogle bemærkelsesværdige muligheder for individuel udvikling, men det forudsætter at de der indtager de ledende funktioner er ”aristokrater” – det vil sige i sig rummer de højeste kvaliteter – og hermed menes ikke kun i teknisk betydning, men i åndelig moralsk betydning. Skygge siden ved gradueringssystemet er at det rummer faren for magtfordrejning og korruption, mere end noget demokratisk system kan fremvise. Det skyldes at ansvaret i ordens systemet kun kan hente sin autoritet eet sted fra, nemlig menneskets moralske imagenation – mennesket falder eller rejser sig gennem denne graduering.

Når man derfor møder ovenstående udtalelser på KNKs hjemmeside så må man spørge sig selv hvilket motiv der ligger bag sådanne advarsler og anbefalinger.
Vi ser jo overalt at der kæmpes om branding og mærkevarer – om kopiprodukter og originale produkter.
Man kan vel godt forstå at KNK HQ – synes at brugen af begrebet KNK ai – kan forveksles med den originale betegnelse på en aikido aktivitet – jeg har selv gjort mig de samme tanker jeg så min dojos navn Ki & Aikido Dojo, Århus – brugt af andre med eneste ændring af bynavnet med nyt Å og gammelt AA.
Nu var det imidlertid mit indtryk at Yoshigasaki, sensei valgte KNK ai for at udvise respekt for den tradition som han fører videre, han kunne jo blot havde valgt et andet navn, som Hitohiro Saito Sensei gjorde.
I sin bog ”Veje til en ny opfattelse” rejser Yoshigasaki spørgsmålet ”Hvad er et navn”. (s. 61)
”Navne repræsenterer ting i verden – vi må vide hvad navnet virkelig betyder – men vi knytter os ofte mere til navnet end til den virkelighed de repræsenterer – denne tilknytning kaldes identifikation og skaber illusion.”
Han henviser her til den indre tradition, hvor eleven navn. Det kan ske ved at han antager et navn som gives ham ude fra eller at han gennem sin indre rejse modtager et åndeligt ord – en kotedama eller manthra – som ingen kender ud over den som modtager det. Gennem fordybelse på dette ord og virkeligheden det repræsenterer kan man lærer at frigøre sine tanker Vi klyngere os ikke kun til tingen, men en verden af idiosynkrasi.




Et andet eksempel på anvendekse af ord er det som er anvendt i forbindelse med sammenslutningen af Nishio, sensei og Saito, senseis skoler i Danmark. Her valgte man at kalde denne sammen slutning "Dansk Aikido Forbundt". Sammenstillingen af disse ord viser ikke det afgørende - nemlig at dette forbund repræsenterer Aikikai og at formålet var at for bragt orden i disse to skolers relation til Aikikai HQ, Japan.
Nishio, sesneis skole havde gennem mange år heddet "Danish Aikikai", et ord som svarede til en virkeligheden, ssom man mente var virkelighed. Det viste sig imidlertid da Nishio, sensei døde, at hans skole i Danmark ikke officiel var repræsenteret i Aikikai HQ, Japan - men kun tilknytte gennem den særlige statud som Nishio, sensei havde i kraft af hans særlige forhold til M. Ueshiba . noget lignende var tilfældet med Saitos "Iwama" ordning.
Ordet "Dansk Aikido Forbundt", kan for den udenforstående let misforståes derhen at der er tale om et forbundt eller sammenslutning af alle danske aikido dojos. Men da der er mange dojos som enten er organiseret i egne foreninger eller som slet ikke ønsker at være tilknytte kollektive organisationer, så kan ordet "Dansk Aikido Forbundt" opfattes som en marginalisering af aikido aktiviteter, som ikke er medlem af detet forbundt. Denne misforståelse kunne havde været undgået, hvis man hvde valgt et ord som beskrev virkeligheden bedere, f.eks. "Dansk Aikikai".

Kommunikation er meget vigtig, men spørgsmålt er hvad er det vi kommunikerer. Ytringsfrihed betragtes i vor civilisation som en menneskerettighed. Alle har ret til at have deres egen mening om hvad som helst, men det er ikke alle meninger som er lige gode. Meninger baseret på forestillinger eller emotioner kommunikerer noget subjektivt. Skal vi kommuikerer noget objektivt, må vi forholde os til virkeligheden. Vi må have mod nok til at se tingene fra mange forskellige synsvinkler, hvis vi ikke har det bliver vore meninger dogmatiske, fanatiske eller sekteriske. Når vi kommunikerer virkeligheden er vi med til at ændre på virkelighedes opfattelse og dermed hjælper vi andre mennesker til at se sandheden og dermed bliver vi fri. Dette er Fredens Kunst.