Der er de der mener at Aikido blot er et paraplybegreb, som dækker over meget mere og andet end budo. Tilblivelsen af begrebet Aikdio fortaber sig i det dunkle – vejen frem til introduktionen af konceptet Aikido var en lang proces. Noget taler for at det er for ensidigt at betegne M. Ueshiba som ”grundlæggeren”. Set i lyset af den historiske proces var der mange kilder og personligheder der virkede sammen før begrebet Aikido endelig blev introduceret.

Der er de der mener at Aikido som begreb bedst kan forstås som en Fredens Kunst, således som M. Ueshiba formulerede det i sine Doka.

På en måde ligger der en kim tilstede i Aikido som vi i dag kalder for Fremtids Forskning, Freds Forskning, Rationel konfliktløsning eller Game theory..

I Aikido taler man om to r0ller uke og nage – om en der forsøger at passe på sig selv og om en der kaster. Der er her tale om et traditionelt fjende billede. Om den gode og den onde. De der ikke kender meget til Aikido siger ofte. ”Aikido, ja det er en teknik hvor man vender modstanderens kraft (ki ) mod ham selv, man vender angrebet mod angriberen”. Et er imidlertid en fejltagelse.

Konkflinthåndteringer drejer sig om at harmioniserer to modsatrettede poler eller at ophæve, at transformerer konflikten.

For at forstå denne strategi er det nødvendigt at vi ser på fjendebilledet. Modparten betragtes ofte som en ”barbar”, ”fremmede”, ”konkurrenter”, ”fjender” eller ”kættere” alt efter temperament.

Gennem flere år arbejde jeg med begrebet ”angreb” – men under indflydelse af Yosigasaki, sensei, begyndte jeg at omdefinere bergebet ”angreb” til ”en negativ impuls” og angriberen (uke9 som en ”partner”.

I traditionel budo handler det om at stadse modstanderen ”ved en enkelt bevægelse” – ”single shot”. I aikido ”ved en række af bevægelser”. Den første teori går ud på at kontrollerer og dominerer. Den anden teori går ud på at skabe ligevægt og harmoni. De to teorier drejer sig om magt anvendelse eller ledelse.

For at frostå dette er det nødvendigt at forstå singel shot dominonation strategien. Er det individets om dømme som afføder magt anvendelse? Hvad er det som leder til rigide rollespild?

Nogle mener at harmoni betyder en homogeniserer af spændinger gennem intellektuel monopol. Man mener at når man er del af et kollektiv spild (en gruppe eller organisation) så er man en del af et lineært spild og man folestækker at kalde hinanden for ”partnere”, medens de der gentager ”single-shot spild kaldes ”fremmede”. Hvis omdømme skulle betyde noget, burde partnere samarbejde mere end fremmede. Overraskende nok har undersøgelser vist lige det modsatte – fremmede samarbejder meget mere en partnere.

Partnere versus fremmede

Hvad vil social handling sige? At noget kommer helheden til gode? At de resurser som er til rådighed anvendes og ”inviteres” på en sådan måde at individet kan identificerer sig med nytteværdien af en give social handling.

I grupper hvor begrebet partner normen, ser man ofte at under dække af ønsket om at tjene gruppens fælles interesser, er der en eller flere i gruppen som søger at vinde kontrol over deltagerne.

DE søger i realiteten at skabe en ”gruppe i gruppe”. Partnerne søger samarbejde, demokrati og politisk korrekthed. Men ofte viser det sig at det blot er en strategi som bygger på behov for omdømme og anerkendelse. De tror at deres bidrag til gruppen er vigtige for at etablerer positive relationer. De måler deres eget bidrag ud fra deres egen selvforståelse.

Men en gruppe består af mange forskellige bidragsydre og her er de fremmede et helt andet elemnt at tilføje den sociale proces.

Både partnerne og de fremmede ønsker at bidrage til positive relationer og at bidrage til gruppens udvikling. Forskellen ligger i motiverne og forventningerne som deltagerne bringer med sig ind i gruppen.

Både partnerne og de fremmede ønsker at få en varm fornemmelse i det sociale felt – men for nogle er gruppen et mål i sig selv – et fælles gode - andre er den blot et middel til selvisk behov tilfredsstillelse. Jeg oplevede en gang i en gruppe at en af partnerne pludselig blev meget ivrig med at få defineret deltagernes ”funktioner og rolle” – på det økonomiske felt introducerede han begrebet ”skjult løn” – for de små kompensationer de aktive medlemmer af gruppen fik udbetalt i forbindelse med konkrete opgaver. De handler som altruister, men bidrager kun med begrebs forvirringer og social utryghed. Deres begejstring kan være højstemt og i det næste øjeblik forvandle sig til opgivelse og mistillid..

I disse impulser ligger kimen til mange fejltagelser og evnen til samarbejde blev mindre.

Behovet for anerkendelse erstattes af forvirring.

Forvirring, partnere og fremmede

Den partner søgende ønsker at forme enighed og formel støtte forud for sine handlinger. Han kan handler ikke uden at hans handlinger er godkendt af en ydre autoritet. Den fremmede spørger ikke gruppen om man ønsker at gøre dette eller hint – han gør det og ser så hvem der følger med eller bliver tilbage i forvirring. For partneren er den sociale tryghed og bekræftelse af ydre autoritet afgørende for at han tør tage et initiativ – han tror at handle ud fra et frit initiativ, men han er i realiteten underkastet den straf og belønning som udspringer af hans forvirrede altruisme.

Partneren er en insider medens den fremmede er en outsider. Partnerens handlinger er statiske eller lineære, medens den fremmedes er variable.

Det man kalder fredelig sameksistens er i realiteten blot en form for væbnet neutralitet. Fred er ikke fraværd af konflikt. Fred forudsætter en kreativ og aktiv indsats, som ikke er det samme som reaktion.

Konsekvenser af enten partner eller fremmed teorien kan ikke findes gennem projektmagerier

Ledelse er baseret på en strategi der bygger på åben kommunikation og ikke intriger.

Ledelse er at kunne sige fra når projekter handler om omdømme og prestiges og sige til når det handler om afprøvning af projekter som tilføjer processen en ny kreativ dynamik. De negative projekter er hvor energi og resurser forsvinder i en steril konkurrence. Hvor alle bliver tabere.

Den sande kvalitet i lederskab er at skabe ligevægt – harmoni, men det er ikke det samme som harmonisering.

At bidrage til at introducerer noget nyt i processen, forudsætter at de informationer man har at give ikke allerede er tilgængelige. Det vil blot fører til nul-ligevægt. Når motivet er prestige vil projektet før eller siden løbe ind i de altruistiske selvmodsigelser som, var årsagen til initiativet. Det tilfredsstiller midlertidig konkurrencen for social anerkendelse, men er kun ”snob appel”

Hvad så..

Det afgørende er at informationerne strømmer frit, og det er nu muligt via Internettet. Den gamle magt sociale model bygge på informations monopol. Det er helt patetisk når nogen i dag sige: ”Ja, men jeg var ikke informeret” - Der er i realiteten ikke brug for ledere i den gamle betydning, når informationerne strømmer frit. Ligevægten i interesser brydes når informationer bliver til hvisken i krogene og intrigerne hober sig op – den åbne dagsorden er den sikreste garanti for ligevægt i interesser, men mange orker ikke at benytte sig af den frihed som tidens informations samfund muliggør. De foretrækker det gamle hemmelige pseudo demokratiske diplomati, uden at ane at det er denne fortidige model de har søgt tilflugt i.

Da Lord Nelson en gang blev spurgt af en lady i London: ”Er det ikke frygtelig sådan at gå ind i alle disse krige”? Svarede han: ”My Lady, det er ikke os der starter krigene det er politikerne, vi afslutter dem bare”.

Adfærd.

En dojo er et individuelt ansvarsfællesskab som indgås mellem frie og myndige mennesker. En dojo er et sted hvor der udøves en budo øvelsespraksis, hvis væsen bygger på et aristokratisk princip og moralsk imagenation.

Mange tror at en dojo er en juridisk forening hvor der gælder de samme regler som i politiske partier. En dojo kan, men behøver nødvendigvis ikke at være organiseret som en juridisk forening, men de fleste dojoer er bundet op omkring en demokratisk forenings struktur, af hensyn til økonomiske tilskuds fordele.

At en dojo ikke er underlagt demokratiske principper skyldes at de fleste budo former er bygget op omkring et graduerings system. Lederens af en dojo (dojo cho) er normal den højest graduerede.

Vi kan således tale om de forenings styrede dojoer og de private dojoer.

Adfærd i dojo –

Da jeg lavede min egen dojo, var jeg ikke klar over disse forhold. Jeg søgte at skabe en klub, som passede ind i en dansk foreningskultur. Jeg opdagede imidlertid at mit ønske om at dele ansvaret ud og at lade de ivrigste elever få en placering i undervisning og ledelse af dojo gav anledning til total misforståelse.

Jeg havde set det tidligere i den dojo jeg først lærte i. Den daværende dojo cho var meget teknisk velfunderet, men social umoden. Han havde valgt ikke at blande sig i de organisatoriske forhold i dojo og resultatet blev at der op stod intriger mellem sempai. Det betød at medlemmerne begyndte at vælge hvornår de kom til træning afhængig af hvem det var som underviste. Sempai begyndte at samle på tilhængere. Det gav mig en social sorg at se dette.

I min egen dojo søgte jeg derfor at undgå sådanne fragmenteringer som kun var til skade for eleverne og dojo, ved at fastholde min rolle som Dojo Cho, samtidig med at jeg søgte at skabe et så bredt ansvarsfællesskab som muligt.

Men denne ”demokratiske” model holdt heller ikke. Set i bakspejlet så jeg det komme - af ydre såvel som indre impulser, men min naivitet bevirkede at jeg ikke kunne eller ville se udviklingen i øjnene. Jeg burde havde standset denne udvikling langt tidligere ved at standse mine gentagende, men nyttesløse forsøg på at imødekomme rækken af urimeligheder..

Man begyndte at interesserer sig for hvad ”funktioner” de forskellige bestyrelses medlemmer havde – og ”nu så længe man er venner er det fint uden skriftlige aftaler, men når man ikke er venner er det godt at have skriftlige aftaler” – alt i alt mere ”kontrol” mindre ”tillid”.

Det bevirkede at jeg måtte opgive mine forestillinger om at lave en ”kollegium” og igen selv indtræde i rollen som ”sensei”, en ændring som betød at nogle medlemmer forlod min dojo.

Jeg havde søgt at holde en ”etikette” eller Rei-gi, hvor de ydre ritualer var tilpassede vor kulturelle baggrund. For mange ydre (omote) kulthandlinger passer ikke så godt til vor protestantiske kultur kreds. Min form var afslappet og uformel i det ydre, måske efterlod det nogle i et friheds rum som de ikke selv kunne udfylde.

Jeg søger mere at lade adfærden være et indre anliggende (ura). Den indre respekt, hengivenhed og ønsket om at lære er afgørende.

Det dybere formål med udvikling af den rette adfærd er led i den mentale og emotionelle øvelsespraksis. Det er en misogi en lutringsproces hvor praktikanten har mulighed for i dojo at hengive sit lille ego til destruktion.

Da jeg for 38 år siden var i Nepal mødte jeg en Sardu dvs. Yogi som følger Siva (Herre over skabelse og destruktion), som i løbet af nogle minutter destruerede min falske personlighed og lille ego.

I Aikido følger man ikke en så radikal metode, men hensigten med Rei-gi er den samme – nemlig at polere egoet for emotionel forfængelighed og mental dovenskab.

Gennem den rette adfærd i dojo får eleven mulighed for at vise hvad han rummer på sig. Han kan gennem ihærdig træning vise sin villighed til at tage udfordringerne på sig af et rent hjerte. Han kan hæve sig til at blive deshi eller sempai.

Hvordan han accepterer eller afviser den rette adfærd viser sig her i hans hengivenhed eller mangel på samme til en sensei. De praktikanter som til stadighed ikke evner at forstå en sensei intentioner og motiver er ikke i stand til at forsætte træningen, fordi han ser sine egne meninger og opfattelse som vigtigere end hans sensei. Forblændet af sin egen selvoptagethed og respektløshed for den rette adfærd i dojo er han ikke i stand til at accepterer de kendsgerninger der knytter sig til hans ansvar som en formel elev i dojo, hvor det handler om at tjene andre før sig selv.

For den formelle elev er den rette adfærd i dojo den største mulighed han har for at lære en meget vigtig lektion. De tekniske færdigheder og evnen til at brillerer er værdiløse, hvis de løsrives fra den rette adfærd i dojo proces.

Adfærd og indsigt er eet. Ansvarligheden for hans senior, dojo og medmennesker bliver eet med hans eget begær. De abstrakte og intellektuelle forestillinger og dagdrømme bliver afløse af konkret ønske om at tjene. Det er hensigten med arbejdet i Dojo – det er Do. Uden følsomhed og tiltagende opmærksomhed om hans rolle livet som sådan, kan han miste sporet. Han vil da gøre en dyd ud af nødvendigheden og blot se sine partnere i dojo som mål for hans mindre mål og utålmodige ambitioner.

Den visdom som beskytter eleven i dojo kaldes kami eller ”guddomme” –

Det er det ene punkt – den åndelige kraft som uden elevens viden hjælper ham til at kunne modtage den åndelige introduktion. Den virkelige kamp er ikke mod fysiske magter med mod smålighed, intriger og konspirationer.

Hvad er dårlig adfærd?

Moral er en ydre kodeks, normer, protokoller, etiketter. Vi har frigjort os fra fortidens lov religioner. Vi er i dag henvist til vor samvittighed eller vort Hjertes Gud.

De etiske normer må være relevante. Alt hvad der overskrider højde punktet for sin egen udvikling degenererer. Jo bredere sammenhænge man optræder i jo større bliver den moralske fællesnævner. I dojo kan denne fællesnævner være meget præcis og skarp- det er den moralske teknik.

På et tidspunkt sagde jeg til nogle af mine elever: Fra nu af skal i ikke tiltale mig ved mit fornavn når jeg underviser i dojo – Jeg er sensei og i er sempai. De opfattede det som en ydre ting og blev meget forvirrede – de forstod ikke at det ikke var ment omote men uru – og naturligvis noget der aldrig kunne eller skulle bruges uden for dojo –

Jeg var i en dojo til et seminar, hvor der var en senior lærer som underviste.

Jeg kendte ham uden for dojo og kom til at kalde ham ved fornavn – han svarede ”Hvad skal alt det med fornavne til for – her er jeg Sensei” – han havde ret, men desværre for ham selv, mente han det også uden for dojo.

Titler og ærens falske rov kan korrumperer selv de bedste motiver og intentioner.

Et andet eksempel på dårlig adfærd er det der knytter sig til ordet Shihan (mester instruktør) For mig er Shihan ikke en administrativ titel eller udnævnelse. Shihan er en æres titel, som bruges af den dojo cho eller sensei, som forbinder sig til en senior instruktør. Medens navnet sensei knytter sig til den enkelte elev, så er en Shihans rolle mere upersonlig og knytter sig mere til forholdet mellem Dojo cho og en gruppe af elever.

Navnet Shihan er således ikke en generel betegnelse for senior instruktører. Det er en titel som kun kan bruges inden for en given ryu – uden for denne giver det ingen mening på samme måde som ordet sesnei kun giver mening i en personlig sammenhæng og i en given dojo.

En Shihans roller er ikke at introducerer budo teknikker så meget som det er at vise moralske teknikker – Rei-gi.

Ordet mester har mistet sin betydning, fordi de indre relationer mellem mennesker er blevet udvandede. Relationer af en sådan karakter forudsætter en vis grad af initiation. Men da de fleste budo grader ikke udtrykker meget andet end teknisk kunnen og mangler en dybere åndelig initiation og oplysning, så er forudsætningerne for Mester begrebet også degenereret.

På den anden side kan man også sige, at ingen virkelig mester i vor tid hverken forventer eller har brug for en eller anden person kult eller selvhøjtidelig placering i et hierakie. Det vil under alle omstændigheder kun fremme dårlig adfærd.
Da en af mine for henværende lærere en gang sagde til mig: "Du har ikke nogen særlig status, for det er et hieraki og vi ved bedre". Når sådanne ord falder er jeg øjeblikkelig klar over hvad konsekvensen er. Straks var klar over at han ikke længere kunne være min lærer, fordi der var tale om inflatorisk kommunikation. Nutiden skolingsvej bygger op det omvendte hieraki - det at være mester tjener.

Hvad er den rette adfærd?

Det er godt for nybegyndere af få nogle andre adfærdsmønstre end dem de går rundt med i hverdagen - at møde til tiden i en dojo og være omklædt i en ren dogi er basis - hilse med respekt – opretholde en god og munter atmosfære i under træningen – at fastholde sine træng tider også selv om der er tilsyneladende gode grunde til at tage en pause - ofte viser det sig at når eleven kommer i krise, på den ene eller den anden måde – da er det netop at han gennem sin rette tilknytning til dojo, vil opdage at den rette adfærd er en indre kilde til kraft og styrke, som giver et overskud som han ellers ville have utrolig vanskeligt ved at finde frem til.

Hvis dojo ikke er et sådant åndehul og friheds rum, så må man spørge sig selv om man befinder sig på det rette sted og plads i sit liv.

Den rette adfærd bevirker at ting bliver noget sekundært – at man kan udfører det ene og det andet – uden at opleve nogen form for modstand eller anstrengelse. Der er ingen pligt følelse knyttet til den rette Rei-gi.

Re-gi er da blevet meditation i bevægelse.

Men den rette adfærd kan kun udvikles der hvor eleven ud fra egen drift påtager sig en frivillig disciplin.

Men for elever der er nået lidt frem på vejen, og som har fået hagam eller et sortbælte, kan der opstå en form for devaluering. Gradueringerne kan let blive til en ydre form for prestige og statussymbol, som forstærker det oppustede lille ego endnu mere, frem for at lade sin forrang blive til en tjenende impuls i dojo, bliver den nu til det modsatte.

Det kan vise sig som manglende evne til fornyelse. Et kropssprog som gennem adskillige år ikke har ændret sig eller en emotionel og mental holdning som er regiet eller sløv. De kommer i dojo for at nyde den beundring som deres prestiges har givet dem i form af en ydre symbolisme. Uden at vide det er de på vej ind på venstrehåndsvejen hvor advarsler og råd ikke længere når deres øre – og hvor deres budo degenererer til ren ydre from og kopi.

Deres møde med budo var i sin tid en opvågning fra en mekanisk søvn – men de er nu indgået i det som er endnu vanskeligere at vågne op fra – ”den anden søvn” også kaldet den ”anden død”. En sådan situation påkalder sig medfølelse for den er meget vanskelig at gennemskue uden ydre hjælp. En sådan hjælp opleves ikke som noget behageligt og opmuntrende, men ofte en nådesløs likvidering af vort lille ego.

Der er her brug for Kami (guddommelig skabelse og destruktion) og Karma. ( moralsk årsag og virkning)

En indre øvelse kan være en hjælp nemlig at fordybe sig i følgende Kotodama (åndelige ord)

1) arbejd for dig selv og med dig selv

2) arbejd for andre og med andre

3) arbejd for dojo og sensei

Arbejder man på disse tre planer samtidig vil man ikke længere sover så godt når man igen falder i søvn og gemmer en eller to af ovennævnte principper.

Da Ki-selskabet blev oprette var der mange som oplevede det som en bevægelse bort fra aikido som en kampkunst.

Når man ser på de mange video som findes med Tohei, sensei lades man ikke i tvivl om at hans teknikker er kampkunst.

I sin rolle som Chefinstruktør for Aikikai, har mange af de nulevende Shihans praktiseret sammen Tohei i sin tid. De fleste aikido skoler er på en eller anden måde præget af hans bidrag til videre udvikling af aikido.

Hvad Tohei sensei primær pegede på var nødvendigheden af at ”være naturlig afspændt” når man praktiserede aikido.

I 1998 var jeg i Japan med G. Ruglioni, Shihan, Ki-dojo, Italien for at møde Mr. Tohei. Han fortalte mig da, at den første gang Mr. Tohei kom til Europa for at undervise i sin aikido, var der mange højt dan graduerede deltagere, som alle gik rundt og så meget seriøse ud. Han sagde til dem: ” Jeg kan ikke undervise Jer når I ikke kan smile” – efter nogen tid løste man op for stivheden i sindet og deltagerne begyndte at bevæge sig mere naturlig afslappet.

Den naturlige afspændthed er forudsætning for udøvelse af aikido, men det betød ikke at den aikido han underviste i ikke var kampkunst. Derfor kaldte han sit sin øvelsespraksis for ”aikido med krop og sind forenet” eller Shin shin toistu aikido – et begreb han hentede fra Tempu Nakamura, sensei Shin shin toitsu do eller ”japanske yoga.

En kritik af Mr. Toheis aikido gik ud på at han kun interesserede sig for ”enhed mellem krop og sind” og at kampkunsten kun var et biprodukt af noget helt andet.

En sådan kritik er forståelig, hvis man kun fokuserer på den yoga mæsige side af sagen – men ser man Mr. Toheis teknikker helt op til det tidspunkt hvor han fik sin hofte lidelse, vil man ikke være i tvivl om at der er tale om en aikido med et klart kraftfelt og anvendeglighed.

Men der opstod med tiden i Ki-selskabet en tendens som senere første til en to forgrening af hans arbejde – 1) de der ønskede at gøre aikido til en ikke-kampkunst med hoved vægt på det helsemæssige og de der ønske at fastholde aikido i det kampkunsts mæsige.

Det er min personlige opfattelse at begge disse retninger ikke forstod den impuls som Mr. Tohei søgte at fremme.

En af hans hoved elever K. Yosigasaki, sensei synes at søge en balance i dette spørgsmål.

I de 8 år jeg har været elev af ham og fulgte ham på adskillelige seminar, har han altid kaldt sit arbejde for ”martial art”. Jeg havde før da været elev af Nishio, sensei i 7 år.

Nogle mente om Yosigasakis aikido at den for ”dansende” . Hvortil han svarede: ”Hvis de synes det, så er jeg godt tilfreds”.

PÅ det tidspunkt jeg begyndte at studerer hans aikido, begyndt han imidlertid at lade sin egen aikido skinne igennem mere og mere og som 7 år senere slog igennem ved at han lavede KNK ia. Denne udvikling passede mig rigtig godt. Hans teknikker blev mere minimalistisk og mindre hoppende – et aspekt som blev kaldt ”Tohei hoppet” – men som jeg e synes var en karikatur og ydre efterligning af Toheis dynamiske bevægelse teknik, hans opfattelse af rum, flow og timing.

For mig var hans teknikker ikke baseret på lette øvelser hvor begge partnere samarbejder fuldstændig med hinanden, blottet for kampkunstens udtryk, holdninger og kraftfelt i deres træning.

Jeg siger dette fordi jeg har set en masse dojoer uafhængig af stilart, hvor man bare løber rundt og kaster rundt med hinanden og tror det er ki no nagari eller hvor kast og låse er erstattet med bløde judo kast og ju justu teknikker. Ingen tvivl om det: man har det sjovt og man bevæger sig som om aikido var tango eller judo/ju-jutsu.

Nu er min synsvinkel den, at hvad der sker i den enkelte dojo ikke vedkommer mig, så længe min dojo er fri for ovennævnte impulser.

En anden interessant impuls som udgår fra Yosogasaki, sensei er hans begreb Kenkodo som betyder en vej til sundhed eller helse.

Jeg opfattede dette initiativ som et forsøg på at lade de impulser som Tohei introducerede i sine Ki-klasser finde en ny form, for derved at lade aikido står mere klart som en kampkunst - ikke at forveksle helse-gymnastik, kampdans eller motions øvelser.

Der findes mange steder hvor man kan dyrke sådanne emner og der findes også mange steder hvor man kan dyrke kampsport.

Når det drejer sig om våbenøvelser i Aikido bliver selvmodsigelserne til tider helt indlysende. En elev som brugte sin bokken som et rigtig sværd, fik af en sensei at vide: Det er kun en pind. Måske kunne jeg følge denne tankegang hvis der var tale om en Jo, som jo er en stok. Og alligevel ser vi at Ueshiba, ofte arbejde end et stav som var spids i den ene ende.

Bokken øvelser er i sig selv en selvstændig disciplin i Aikido og var det også i samurai tiden før Kendo blev opfundet. Mister aiki-våben teknikkerne der oprindelige udgangspunkt hvad har vi så tilbage andet en tom symbolisme?

Ikke uden grund sagde en Ki-Aikido Shihan om arbejdet med bokken: ”Behandle den som var det den rigtige ting”

Hvad der ligger i Iaido i forhold til Aikido er en spørgsmål jeg ikke vil komme dybere ind på nu, men blot sige at jeg ikke kan følge Nishio, sensei i hans direkte overførsel af aikido teknikker til brugen af iaito.

Skal aikido have nogen berettigelse i det store supermarkeds tilbud som i dag findes på helse og spots markedet , er det vigtigt at vi fastholder aikido som en kampkunst.

I traditionerne har kunst, filosofi og meditation altid været en del af kampkunsten.

Den æstetiske og religiøse vej er en del kampkunstens væsen.

Aikido rummer derfor i en integreret form kampkunst, helse og meditation, at skabe enhed og harmoni mellem disse tre discipliner synes for mig at være kunsten.
Denne antagelse synes at bekraftes af grundlæggerens eget eksempel. Et stort åndsmenneske som forenede sin kampkunst med en helsebringende omsorg for alle levendevæsner.