Adfærd.

En dojo er et individuelt ansvarsfællesskab som indgås mellem frie og myndige mennesker. En dojo er et sted hvor der udøves en budo øvelsespraksis, hvis væsen bygger på et aristokratisk princip og moralsk imagenation.

Mange tror at en dojo er en juridisk forening hvor der gælder de samme regler som i politiske partier. En dojo kan, men behøver nødvendigvis ikke at være organiseret som en juridisk forening, men de fleste dojoer er bundet op omkring en demokratisk forenings struktur, af hensyn til økonomiske tilskuds fordele.

At en dojo ikke er underlagt demokratiske principper skyldes at de fleste budo former er bygget op omkring et graduerings system. Lederens af en dojo (dojo cho) er normal den højest graduerede.

Vi kan således tale om de forenings styrede dojoer og de private dojoer.

Adfærd i dojo –

Da jeg lavede min egen dojo, var jeg ikke klar over disse forhold. Jeg søgte at skabe en klub, som passede ind i en dansk foreningskultur. Jeg opdagede imidlertid at mit ønske om at dele ansvaret ud og at lade de ivrigste elever få en placering i undervisning og ledelse af dojo gav anledning til total misforståelse.

Jeg havde set det tidligere i den dojo jeg først lærte i. Den daværende dojo cho var meget teknisk velfunderet, men social umoden. Han havde valgt ikke at blande sig i de organisatoriske forhold i dojo og resultatet blev at der op stod intriger mellem sempai. Det betød at medlemmerne begyndte at vælge hvornår de kom til træning afhængig af hvem det var som underviste. Sempai begyndte at samle på tilhængere. Det gav mig en social sorg at se dette.

I min egen dojo søgte jeg derfor at undgå sådanne fragmenteringer som kun var til skade for eleverne og dojo, ved at fastholde min rolle som Dojo Cho, samtidig med at jeg søgte at skabe et så bredt ansvarsfællesskab som muligt.

Men denne ”demokratiske” model holdt heller ikke. Set i bakspejlet så jeg det komme - af ydre såvel som indre impulser, men min naivitet bevirkede at jeg ikke kunne eller ville se udviklingen i øjnene. Jeg burde havde standset denne udvikling langt tidligere ved at standse mine gentagende, men nyttesløse forsøg på at imødekomme rækken af urimeligheder..

Man begyndte at interesserer sig for hvad ”funktioner” de forskellige bestyrelses medlemmer havde – og ”nu så længe man er venner er det fint uden skriftlige aftaler, men når man ikke er venner er det godt at have skriftlige aftaler” – alt i alt mere ”kontrol” mindre ”tillid”.

Det bevirkede at jeg måtte opgive mine forestillinger om at lave en ”kollegium” og igen selv indtræde i rollen som ”sensei”, en ændring som betød at nogle medlemmer forlod min dojo.

Jeg havde søgt at holde en ”etikette” eller Rei-gi, hvor de ydre ritualer var tilpassede vor kulturelle baggrund. For mange ydre (omote) kulthandlinger passer ikke så godt til vor protestantiske kultur kreds. Min form var afslappet og uformel i det ydre, måske efterlod det nogle i et friheds rum som de ikke selv kunne udfylde.

Jeg søger mere at lade adfærden være et indre anliggende (ura). Den indre respekt, hengivenhed og ønsket om at lære er afgørende.

Det dybere formål med udvikling af den rette adfærd er led i den mentale og emotionelle øvelsespraksis. Det er en misogi en lutringsproces hvor praktikanten har mulighed for i dojo at hengive sit lille ego til destruktion.

Da jeg for 38 år siden var i Nepal mødte jeg en Sardu dvs. Yogi som følger Siva (Herre over skabelse og destruktion), som i løbet af nogle minutter destruerede min falske personlighed og lille ego.

I Aikido følger man ikke en så radikal metode, men hensigten med Rei-gi er den samme – nemlig at polere egoet for emotionel forfængelighed og mental dovenskab.

Gennem den rette adfærd i dojo får eleven mulighed for at vise hvad han rummer på sig. Han kan gennem ihærdig træning vise sin villighed til at tage udfordringerne på sig af et rent hjerte. Han kan hæve sig til at blive deshi eller sempai.

Hvordan han accepterer eller afviser den rette adfærd viser sig her i hans hengivenhed eller mangel på samme til en sensei. De praktikanter som til stadighed ikke evner at forstå en sensei intentioner og motiver er ikke i stand til at forsætte træningen, fordi han ser sine egne meninger og opfattelse som vigtigere end hans sensei. Forblændet af sin egen selvoptagethed og respektløshed for den rette adfærd i dojo er han ikke i stand til at accepterer de kendsgerninger der knytter sig til hans ansvar som en formel elev i dojo, hvor det handler om at tjene andre før sig selv.

For den formelle elev er den rette adfærd i dojo den største mulighed han har for at lære en meget vigtig lektion. De tekniske færdigheder og evnen til at brillerer er værdiløse, hvis de løsrives fra den rette adfærd i dojo proces.

Adfærd og indsigt er eet. Ansvarligheden for hans senior, dojo og medmennesker bliver eet med hans eget begær. De abstrakte og intellektuelle forestillinger og dagdrømme bliver afløse af konkret ønske om at tjene. Det er hensigten med arbejdet i Dojo – det er Do. Uden følsomhed og tiltagende opmærksomhed om hans rolle livet som sådan, kan han miste sporet. Han vil da gøre en dyd ud af nødvendigheden og blot se sine partnere i dojo som mål for hans mindre mål og utålmodige ambitioner.

Den visdom som beskytter eleven i dojo kaldes kami eller ”guddomme” –

Det er det ene punkt – den åndelige kraft som uden elevens viden hjælper ham til at kunne modtage den åndelige introduktion. Den virkelige kamp er ikke mod fysiske magter med mod smålighed, intriger og konspirationer.

Hvad er dårlig adfærd?

Moral er en ydre kodeks, normer, protokoller, etiketter. Vi har frigjort os fra fortidens lov religioner. Vi er i dag henvist til vor samvittighed eller vort Hjertes Gud.

De etiske normer må være relevante. Alt hvad der overskrider højde punktet for sin egen udvikling degenererer. Jo bredere sammenhænge man optræder i jo større bliver den moralske fællesnævner. I dojo kan denne fællesnævner være meget præcis og skarp- det er den moralske teknik.

På et tidspunkt sagde jeg til nogle af mine elever: Fra nu af skal i ikke tiltale mig ved mit fornavn når jeg underviser i dojo – Jeg er sensei og i er sempai. De opfattede det som en ydre ting og blev meget forvirrede – de forstod ikke at det ikke var ment omote men uru – og naturligvis noget der aldrig kunne eller skulle bruges uden for dojo –

Jeg var i en dojo til et seminar, hvor der var en senior lærer som underviste.

Jeg kendte ham uden for dojo og kom til at kalde ham ved fornavn – han svarede ”Hvad skal alt det med fornavne til for – her er jeg Sensei” – han havde ret, men desværre for ham selv, mente han det også uden for dojo.

Titler og ærens falske rov kan korrumperer selv de bedste motiver og intentioner.

Et andet eksempel på dårlig adfærd er det der knytter sig til ordet Shihan (mester instruktør) For mig er Shihan ikke en administrativ titel eller udnævnelse. Shihan er en æres titel, som bruges af den dojo cho eller sensei, som forbinder sig til en senior instruktør. Medens navnet sensei knytter sig til den enkelte elev, så er en Shihans rolle mere upersonlig og knytter sig mere til forholdet mellem Dojo cho og en gruppe af elever.

Navnet Shihan er således ikke en generel betegnelse for senior instruktører. Det er en titel som kun kan bruges inden for en given ryu – uden for denne giver det ingen mening på samme måde som ordet sesnei kun giver mening i en personlig sammenhæng og i en given dojo.

En Shihans roller er ikke at introducerer budo teknikker så meget som det er at vise moralske teknikker – Rei-gi.

Ordet mester har mistet sin betydning, fordi de indre relationer mellem mennesker er blevet udvandede. Relationer af en sådan karakter forudsætter en vis grad af initiation. Men da de fleste budo grader ikke udtrykker meget andet end teknisk kunnen og mangler en dybere åndelig initiation og oplysning, så er forudsætningerne for Mester begrebet også degenereret.

På den anden side kan man også sige, at ingen virkelig mester i vor tid hverken forventer eller har brug for en eller anden person kult eller selvhøjtidelig placering i et hierakie. Det vil under alle omstændigheder kun fremme dårlig adfærd.
Da en af mine for henværende lærere en gang sagde til mig: "Du har ikke nogen særlig status, for det er et hieraki og vi ved bedre". Når sådanne ord falder er jeg øjeblikkelig klar over hvad konsekvensen er. Straks var klar over at han ikke længere kunne være min lærer, fordi der var tale om inflatorisk kommunikation. Nutiden skolingsvej bygger op det omvendte hieraki - det at være mester tjener.

Hvad er den rette adfærd?

Det er godt for nybegyndere af få nogle andre adfærdsmønstre end dem de går rundt med i hverdagen - at møde til tiden i en dojo og være omklædt i en ren dogi er basis - hilse med respekt – opretholde en god og munter atmosfære i under træningen – at fastholde sine træng tider også selv om der er tilsyneladende gode grunde til at tage en pause - ofte viser det sig at når eleven kommer i krise, på den ene eller den anden måde – da er det netop at han gennem sin rette tilknytning til dojo, vil opdage at den rette adfærd er en indre kilde til kraft og styrke, som giver et overskud som han ellers ville have utrolig vanskeligt ved at finde frem til.

Hvis dojo ikke er et sådant åndehul og friheds rum, så må man spørge sig selv om man befinder sig på det rette sted og plads i sit liv.

Den rette adfærd bevirker at ting bliver noget sekundært – at man kan udfører det ene og det andet – uden at opleve nogen form for modstand eller anstrengelse. Der er ingen pligt følelse knyttet til den rette Rei-gi.

Re-gi er da blevet meditation i bevægelse.

Men den rette adfærd kan kun udvikles der hvor eleven ud fra egen drift påtager sig en frivillig disciplin.

Men for elever der er nået lidt frem på vejen, og som har fået hagam eller et sortbælte, kan der opstå en form for devaluering. Gradueringerne kan let blive til en ydre form for prestige og statussymbol, som forstærker det oppustede lille ego endnu mere, frem for at lade sin forrang blive til en tjenende impuls i dojo, bliver den nu til det modsatte.

Det kan vise sig som manglende evne til fornyelse. Et kropssprog som gennem adskillige år ikke har ændret sig eller en emotionel og mental holdning som er regiet eller sløv. De kommer i dojo for at nyde den beundring som deres prestiges har givet dem i form af en ydre symbolisme. Uden at vide det er de på vej ind på venstrehåndsvejen hvor advarsler og råd ikke længere når deres øre – og hvor deres budo degenererer til ren ydre from og kopi.

Deres møde med budo var i sin tid en opvågning fra en mekanisk søvn – men de er nu indgået i det som er endnu vanskeligere at vågne op fra – ”den anden søvn” også kaldet den ”anden død”. En sådan situation påkalder sig medfølelse for den er meget vanskelig at gennemskue uden ydre hjælp. En sådan hjælp opleves ikke som noget behageligt og opmuntrende, men ofte en nådesløs likvidering af vort lille ego.

Der er her brug for Kami (guddommelig skabelse og destruktion) og Karma. ( moralsk årsag og virkning)

En indre øvelse kan være en hjælp nemlig at fordybe sig i følgende Kotodama (åndelige ord)

1) arbejd for dig selv og med dig selv

2) arbejd for andre og med andre

3) arbejd for dojo og sensei

Arbejder man på disse tre planer samtidig vil man ikke længere sover så godt når man igen falder i søvn og gemmer en eller to af ovennævnte principper.