ARTIKLER

Ledelses spørgsmålet i budo.

Hvis mine forhåbninger om at blive forstået af nogle få skribenter på BD, havde været mine eneste motiver, så havde jeg nok for længst lagt pennen fra mig og ladet 7 være lig 4.

Mine spinkle forhåbninger er dog at der er mage aktive læsere, som samlet et eller andet op ----

Da jeg havde øvet mig i aikido nogle år begyndte jeg at undre mig over at nogle af deltagerne gik så meget op i at kunne de rigtige japanske navne for alt muligt. Jeg forstod ikke rigt at det skulle betyde noget for udøvelsen af praksis.

Selv den katolske kirke havde for 100 af år siden opgivet latin som kirke sprog, hvorfor skulle man så bruge japansk for at udøve budo? Hele den japanske budo fraseologi giver ingen normale mennesker nogen mening i dag.

Men alle fagområder rummer jo et vist fagsprog – og sportens verden henter de fleste fraser fra engelsk. – så hvorfor ikke nogle få japanske gloser?

Men som vi allerede ser af de indledende drøftelser, så ender vi meget hurtigt i de skriftkloges faldgrube. Og særlig når det kommer til spørgsmålet om navnetitler. Hvad er det som giver problemet? Det er ærens falske rov! Her er budo virkelig belastet af den orientalske autoktratisme og dekadente feudalisme.

Men på den anden side er der visse budo begreber som afgrænser visse spørgsmål på en mere klar måde end de engelsk sports begrebet – så som” choats” og ”instruction” - Jeg har allerede give min mening om disse begreber som kun knytter sig til underholdning og leg som hele sportens verden er et udtryk for.

I de forudgående indlæg viser det sig jo klart hvor forskellig mennesker opfatter og bruger budo begreberne.

Uanset hvilke fraser man bruger, så er det for mig afgærende at de kun har nogen betydning når de bruges i forbindelse med arbejdet i dojo. Den hierarkiske grads inddeling i budo har jo lige så lidt betydning som frimurernes ordens grader eller andre kultiske organisationers navnetitler. De beskriver kun en funktion og en status inden for en given social ramme. Det sammen gælder hele dan systemet – det har kun nogen værdi som en reference inden for en meget snæver kreds af udøvere. Forkert brug af ordet ”sensei” kan jo næsten lede til blasfemi anklager.

Ordet sensei – bruges vel normalt en den hovedansvarlige for undervisningen i en forening hvor der udøves kampkunst. Så ansvarshavende underviser er måske en rimelig oversættelse. Men, da vi nu taler om dubo ville er ordet sensei – måske alligevel det mest passende for denne funktion.

For mig betyder det at en sensei er den der pædagogisk ansvarlig for hvad der sker i undervisningen. Hvad angår de politiske, administrative og økonomiske forhold har vi jo de normale bestyrelser som er demokratiske valgt.

Jeg tror derfor ikke at man kan forstå begrebet sensei – hvis man ser bort fra meningen jeg tidligere har henvist til - med mindre man forstår begrebet dojo.

Der er nu lige taget huld på en ny tråd hvor det drejer sig om organisatoriske magtkampe og personlige kriser. Men alt dette ville jo havde taget en helt anden vending, hvis man havde forstået begrebet dojo og ikke kastet sig ud i demokraturets ironiske kultur død.

Dojo er vel i sin oprindelige betydning den mest oprindelige gruppedannelse som kan tænkes, nemlig familien. Men her ikke i betydningen blodsbåndet – men åndsfællesskabet og hermed noget dybt individuelt – ja nærmest skæbnemæssigt i sine relationer.

Sådanne ansvarsfællesskaber beror ikke på statens godkendelse, men kun på aftaler og overenskomster mellem myndige mennesker. Som sådan er en dojo fuldstændig autonom.

Hvilken ryu en dojo følger beror derfor på de relationer som Dojo Cho eller Sensei – lederen af dojo orienterer sig imod.

I de gamle traditioner koryu, var begrebet ”blod segl” almindeligt. Det betød at eleverne aflagde en troskabs ed til en bestemt familie. Loyaliteten blev beseglet som var der tale om et blodsslægtskab.

Sådanne edsaflæggelser er imidlertid dekadent udtryk for et princip som for længst har mistet sin virkelighed kraft. Der er i realiteten tale om en krænkelse af den frie individualitet – af menneskets Jeg. Men ikke desto mindre skinner sådanne holdninger igennem i mange af de moderne ryu.

Forventninger om at eleven kun har én lærer og at han loyalt følger denne lærer hele livet igennem, præger megen budo. Træder eleven uden for den ene vej som han har påbegyndt opfattes det som regelen som illoyalitet.

Men mennesket udvikler sig individuelt og de fleste elever har i dag flere lærere, enten i budo eller i andre retninger. Ofte siger de det ikke for ikke at såres deres lærer, eller miste prestiges i deres dojo.

Bedst er det at være åbent om dette spørgsmål – for eleven må være fri af læreren og læreren fri af eleven. Det er i realiteten eleven der vælger sin sensei og ikke omvendt.

Hvad lederen af dojo angår er hans situation den samme. I traditionel ryu er begrebet hans valg består imidlertid i af finde en mester eller Shihan. I mange ryu er Shihan en vending der bruge når en sensei er nået 5 eller 6 dan.

I Aikikai udnævnes sådanne lærere af Hombu dojo. Som sådan er de udnævnte funktionærer i en hierarkisk organisation. Men i det omvendte hierarki er det den enkelte leder af dojo, som vælger de mestre undervisere eller Shihan, som han ønsker at dojo skal præges af.

Dette valg er fagørende hvilke kvaliteter og værdier der kommer til at præge den enkelte dojo – her kan altså ikek være tale om et ”blod segl” eller om en autokratisk udnævnelser af Shihan ud fra geoplitiske hensyn – valg af Shihan er det ansvar og den pligt, som den ansvarshavende underviser har. Det er det der gør ham til Dojo Cho og ikke formand for en forening til demokratiets fremme.

Demokratiske institutioner er meget nødvendige når det drejer sig om juridiske og økonomiske områder i det sociale, men det re ikke de kvaliteter der dyrkes i en dojo – her er det det individuelle og åndsfriheden der som i enhver kunstart er afgørende.

Det er denne sammenblanding af stat og åndsliv som har forplumret begrebet budo og dojo i den grad at spørgsmålet om sensei og shihan i dag ikke kan drøftes åbent uden at emotionerne kommer frem.

Problemet er at oreintens åndsliv stadig hænger i gamle autokratiske normer, medens vestens åndsliv ikke er stærkt nok til at omformulerer de gamle visdoms impulser fra østen.

Hvis vesten ikke erkender at delingen mellem det juridiske og det åndelige er en bydende nødvendighed, så vil de kommercielle kræfter overtage magten, således som vi nu overalt ser det i sportens verden.

Foreninger, forbund og unioner vil begynde at bekrige hinanden for at få den højeste placering på den sociale rangstige i en stadig mere forbitret kamp om at monopoliserer den gren eller ryo som man repræsenterer.

Da man i sin tid skabte det Internationale Aikido Forbund (IAF) var det for at skabe et åbent aikido forum for alle aikido forbund i verden.

Men i lighed med alle andre multinationale sports organisationer så som OL og FIFA har IAF pådraget sig de samme symptomer som alle andre idræts organisationer.

Et af problemerne er den uheldige kombination af pseudodemokratiske forestillinger og så en ledelse af Aikika som er monarkistisk –altså knyttet til blods båndet og der med de dekadente rester af koryu og ”blods seglet”.

Materielle forhold kan arves, men ikke inspiration, selv ikke paven har arveret til sin tredobbelte krone, men udpeges af ca. 170 kardinaler svarende til shihan.. Sådanne forhold kan endnu trive inden for stars livet og i åndslivet – men i erhvervslivet er en sådan organisatorisk konstruktion umulig. Hele Ford Imperiet var ved at kuldsejle, da Ford sønnerne forsøgte sig som erhvervs fyrster.

I kunstens verden er blot forestillingen om arvefølge absurd – havde Mozart haft en arving var det eneste han kunne arve var rettighederne til hans musik- men ikke evne til at viderefører eller skabe de kompositkationer som stamme fra hans blodlinie eller biologiske og sociale arv.

Det store spørgsmål er, hvorledes kan budo virke som en kulturfornyelse og samtidig opretholde de værdier der ligger i de gamle traditioner.

Tages vi ikke dette spørgsmål alvorlig vil budo udvikle kultursygdomme som vil føre til at budo som kultur uddør, ja symptomerne ses allerede i de tendenser som findes i ekstrem sporten og de ultimative initiativer. Men også i de klassiske budo linie ser man sociale kampe, hvis årsag er at finde det orientalske autokrati.

Vejen frem synes for mig at ligge i en forståelse af nødvendigheden af en ansvarsdeling mellem juridiske og så det kulturelle. Det er her at begreber som sensei, shihan – ryu og dojo kan være impulser som give plads til udviklingen af menneskets individualitet og frie sociale initiativer.

I realiteten er disse idealer knyttet til det kristne riddervæsen – og findes vil i alle kriger traditioner: at beskytte de svage og individets frihed.

Takemusu Aiki. 4

Forelæsning af M. Ueshiba.

4.1.

I denne serie af forelæsninger synes Ueshieba at gøre Misugi (lutring) til et essens punkt..

Han gør nu opmærksom på at forudsætningen for at kunne ændre noget i det sociale er at man ændre noget i sjælspersonligheden.

For mig at se er det som hans åndelige stræben ligger i en kombination af Shintoismens kærlighed til hele universet, naturen og folkeånden, samt den Buddhistiske lære om frigørelse fra livets hjul – smerten i – gennem forvandlingen af karma. Dette er læren om kærlighed til alt levende. I sig at optage alle levende væsners negative karma og forvandle den til velsignelse af alt levende – dette er boddhicita – og Bodjutsu.

Hvor disse to åndelige impulser mødes opstår hans forståelse af Budo – eller Aiki-budo som senere bliver til Aiki-do.

I dette tredje felt ser jeg at handlingens vej – hans karma yoga - forvandle sig til det der ligger i kristenheden som sociale stræben. Viljen til det gode – ikke kun for mig selv, naturen eller kosmos, men for det individuelle menneske.

With old-style martial arts it took many years of hard training to realize the true self. However, I have established a Way that can be understood immediately and this is the difference between aikido and old-style martial arts.

Igen hentyde han til forskellen mellem den nye og den gamle handlingens vej. Den vej han henviser til er netop også det der adskille de gamle åndelige indvielses mysterier fra det nye – nemlig at mennesket gennem tro og bøn og ikke kun gennem handlinger gennem et eller flere liv – kan nå frem til en realisation af dets sande Jeg.

Den rette forståelse af krigerens vej, finder vi i den Ur-indiske opdeling af samfundet i tre kaster.

1)Braminerne, yogierne, præsterne, lægerne, kunstnernes eller alt hvad der vedrører kulturelle og åndelige aktiviteter.
2) Krigerkasten, administratorer, politikere, politi, militær og alt hvad der vedrører de funktionelle og praktiske indretninger af i en human civilisation og kultur.
3) Producenter, erhvervslivet, kapital forvaltning.

Denne socialetregrening, dukkende atter op i Europa i vor tidsalder, under parolen FRIHED, LIGHED og BRODERSKAB. Frihed i åndslivet, Lighed i retslivet og Solidaritet i det social-økonomiske liv.

Når Ueshiba derfor taler om Aikido som en vej til fuldstændiggørelse af mennesket, naturen og universet, så ligger sådanne opfattelser helt i forlængelse af det der fremstille i aftenlandet, som åndsvidenskab og initiationsvidenskab. De tre områder er her blevet kaldt for Pan-sofia , Teo-sofia og Antropo-sofia, hvor begrebet SOPHIA orienterer sig i retning af morgenlandets AIKI.

Ueshieba taler om de Tre Verdener – Den Guddommelige, åndelige og fremtrædelsernes verden.

Ueshiba bruger nu et andet navn om sig selv Tsunemori. Det indicerer at har er bevidst om at hvad han siger og gør udspringer ikke fra hans eget lille ego, men af hans Åndsselv.

I de vestlige esoteriske skoler, udtrykkes dette forhold på følgende måde: ”Og der gives dem en hvid sten, på hvilket der står skrevet et nyt navn, som kun den kender som får stenen” – Denne sten er også kaldt Den filosofiske sten – eller De vises sten.

I buddhismen refererer den til Boddhi cita stadiet – altså evnen til at forvandle dødsånden til livsånd, dårlig karma til god karma, løgn til sandhed, mørke til lys, mv.

Man ser her klart den etiske fordring og forventning til den der stiller sig ind på hans vej Aiki-do – nemlig ”absorberingens vej” eller Yurusu Budo, som Nishio, Shihan kaldte sin aikido.

I do not need a dojo. Neither do I need honor, position or wealth. I can explain the teachings even from under a tree or while on a stone. Wherever I am, I will stand on Ame No Ukihashi (Floating Bridge of Heaven, see AJ116) above the Earth, and be happy to explain the teachings whenever I am asked. Please question me.

2.

Vi lades ikke I tvivl om at Ueshiba så sig selv som et helt frit åndsmenneske – der står på Ame No Ukihashi. Den ”flydende bro” eller Bifrost – Regnbue broen, som de gamle Nordboer talte om.

Det var på denne bro at grundlæggeren, fandt sin budo – og ikke som en efterligning af nogen eksisterende Ryu eller Budo – hans Aiki-do er resultatet af Inspiration eller Satori.

I dag har det meste aikido der praktiseres glemt alt dette – og er kun fokuseret på en række af simple teknikker. En slags arkæologisk efterforskning eller balsameret sytem, hvor man vogter over Aiki Helligdommen, som de der vogter den Hellige Gral - uden at have opdaget at stenen er væltet til siden fra graven og at det forlænges har været både Påske og Pinse. For som Grundlæggeren selv siger det Aikido er en åndelig videnskab en Åndsvidenskab.

I sin lutrings proces i forhold til andre menensker går han lige så lang som Kristus, når han siger: ”hvem er mine brødre og søstre andet end dem i ånden, forlad din far og mor, brødre og søstre og følg mig”

Vi lades heller ikke i tvivl om at han ikke så Aiki Helligdommen som noget der var fysisk afgrænset til Japan, på samme måde som Kristus ikke gjorde Jerusalem eller Oliebjerget til et Mekka for de troende, selv om hans kærlighed til den japanske folkeånd til tider fik ham til at sige ting, som let kan drejes i retning af nationalisme og fascisme.

3

Atter gøres der opmærksom på at den materialistiske tænkning og naturvidenskaberne har nået deres højdepunkt og må erstattes af en åndsvidenskab. At kroppens eneste formål er at være et redskab for åndelige kræfter. På den anden side ser Ueshiba også at bøn, håb og tro på Gud ikke er nok. Vejen til helvede er brolagt med gode intentionr. I hans kampkusnt ligger kimen til rationel konflitløsning og viljen til det gode i det sociale. Ideen må omsættes til social virkelighed og ikke kun leve i en abstrakt eller mystisk forstillingsverden.

Igen vender Ueshiba tilbage til kraftordene, manthra og kiai. Hos Pythagoras tales der om Sphærenes Mysik eller Toner. I åndsvidenskaben tales der Den kemiske klangæther. Det re hvad der hentydes til når Ueshiba taler om de seks kotodama TA-KA-A-MA-HA-RA og som er centrifugale og centripitale bevægelse i tid og rum, således som vi ser det i univerests galaxer.

En fordybelse i disse spørgsmål er beskrevet i R. Steiners bog ”Videnskaben om det skjulte”, som for en vesterlænding er mere forståeligt en de orientalske begreber som Ueshieba benytter sig af. Det han ønsker at sige er imidlertid det, at gennem Aikido bringer mennesket sig i samklang med ordet AEIOU og AUM. Det samme er beskrevet også på en mere udførlig og forståelig måde for en vesterlænding i den bevægelses kunst som R. Stener kaldte Eurytmi eller ”Harmoniske bevægelser”. Hre er hver eneste bevægelse en afspejling af hele alfabetet, planeterne og stjernebillederne. Altså en bevægelses form som udtryller enhed mellem krop og sind, mellem mikro - og makrokosmos.

Eurytmiuddanelse iÅrhus hovedside

4.

Ueshieba beskriver nu Guddommen som en trefoldig identitet – også her falderr hans kosmologi sammen med den kristne treenighed og den hinduistiske, Brahman, Vishnu og Krishna trigon.

Normalt synes mennesker at det er for blufærdigt at tale om personlige åndelige oplevelser. Man holder det for sig selv eller man omtaler det kun i tredje person eller som hypotetiske iog teoretiske muligheder. Men som han selv siger, tidevandet er over os – og sådanne oplevelser vil i fremtiden blive mere almindelige at tale om. Det vil blive almindeligt blandt mennesker der følger en indre skolingsvej at tale om egne indre oplevelser. Gennem hvad jeg selv har skrevet og sagt, har jeg oplevet hvorledes mange materialistisk tænkende mennesker opfatter mig som selvforherligende, opblæst og lidende af storhedsvanvid. Men hvad kan mans stille op mod menneskelig selvundertrykkelse og selvfornægtelse? Men bedre at tænde et lille lys i mørket, end at bekæmpe mørket. Ja, selv i aikido kredse oplever man at blive lattrelig gjort når man tillader sig at tage begrebet Ki alvorligt. Hvordan kan nogen misforstå eller overhører nedenstående ord?

Talking about the body is like talking about the tide. When waves come pounding against the shore, the spray from waves become yang (positive) and produce sounds. When we breathe in, it is not just that the tide is ebbing but we assimilate everything into ourselves. Then we emit the ki of the One Original God. If we do the same thing while acting in society we assimilate the whole society into our universe within and, at the same time, purify society with Divine ki.

The opponent in the spiritual body comes to thrust at me. I ride on the light waves that come to thrust and catch the light. In other words, I assimilate myself into the light that is attacking me. In this way, I build a light bridge between myself and the attacking light; then I advance on the bridge in toward the light. I have repeatedly had such experiences. Thus, we really must learn about these four jewels—the ki of the Sun and the Moon, the Breath of Heaven, the Breath of Earth, and the Tide.

Bemærkninger til forelæsningerne af M, Ueshieba.

3.1

At gå ind i disse forelæsninger forudsætter en dybere indføring i Ueshibas åndelige referencer og de religiøse og åndelige begreber som han betjener sig af.

Det er mit indtryk at selv i hans samtid og blandt hans landsmænd, var der kun meget få som forstod denne baggrund.

Hvor meget vanskeligere er det da ikke for en vesterlænding at forstå hvad det er han søger at formidle.

Det væsentligste for mig er at han gennem disse forelæsninger lader os forstå at hans realisation af begrebet Takemuse Aiki, er mere og andet end en intellektuel ideologi, men at han opfattede Aikido, som en skabende kraft.

I forelæsning 3.1 siger han følgende:

In olden times, numerous forerunners and teachers established different martial art schools. We must study these schools as one way of training. However, in order to achieve takemusu aiki, we must assimilate all of history since the Age of the Gods into ourselves, unify ourselves, and contain both time and space within. Takemusu aiki manifests itself through the science of A-UM

Han peger her på de forskellige skoler for kampkunst og nødvendigheden af at forbinde sig med Guderne for at erhverve sig takemusu aiki. Gennem hans andre forelæsninger ved vi at kraftord eller kiai så som AEIOU var en del af han indre skolingsvej, men nu introducerer han også den indisk inspiredede mantra A-UM.

Overalt i orienten er AUM symboliseret med Swatika. Det skyldes at Det var den Braminske kaste som udvilede det første alfabet i Indien for sanskrit sproget. Alle bogstaver er således indeholdt i dette ene ord AUM – eller AEIOU, eller IAO, eller fra Alfa til Omega, som grækerne kaldte det. Hos hebræerne var ordet IHVH det ord som kun måtte udtales én gang om året i det inderste af templet, hos Perserne var det Mithra.

Ideen om eet ord for Guddommen må ses som et led i udviklingen af menneskets åndeliggørelse af dets begrebs – og sprogsans.

Ordet AUM består i sanskrit også af tre tegn..

1) En kurve og et nul. Nul betyder det der ikke har nogen begyndelse og er uendeligt., Kurven er tegnet for det almægtige.

2) Tre kurver betyder at guddommen består af tre egenskaber. SAT (tilværelsen) CHIT (intelligens) ANANDA (velsignelse).

3) En kurve og en prik, som betyder MAYA, som ikke har nogen begyndelse, og dog ikke uendelig (en halv cirkel). Det er materien, bevægelse og inerti. JIVA (prikken) er menneskets sjæl.

En erkendelse af enheden mellem krop, sjæl og ånd og en praktisk realisation af dette er hvad Ueshiba forventer gennem arbejdet med Takemuse Aiki.

Han knytter en indre skolingsvej sammen med kampkunsten. Bøn, tillid og meditation er forudsætningen for sociale handlinger bliver sande og ægte. Kampkunsten synes at være hans sociale teknik til handling. Modet til at tro og håbe på at verdens og samfundet kan udvikle sig til noget bedre. Et sted hvor harmoni og kærlighed leder menneskets handlinger frem for løgn og egoisme og dermed kultur sygdom og død.

Therefore, takemusu aiki is the divine martial art created by God in order to give the finishing touches to the creation of the worl

3.2.

Det er værd at bemærke at Ueshiba påstår at denne kombination af indre fordybelse og social vilje først er opstået i vor tidsalder.

Det virker som om han ikke rigtig har kunne se hvor og hvornår en sådan realisation kunne finde sted. Han henviser til Japans Kejser og snart til Seio, sensei og hans planer for Universel verdens fred

Hvad angår begge har de ikke indfriet hans forhåbninger og visioner for Fredens Kunst. Tanken om enhed mellem stat og religion – et Teokrati er en gammel orientalsk tanke og den har ingen fremtid for sig. Tvært imod førte den til fascisme både i Japan og i Tyskland.

Hvad angår Saio, senseis tro på bønnes kraft, så min der den om middelalderens religiøse mystik tro på at de åndelige magter overfører sig selv. Efter at Pave Poul Johannes II er død, er det kommet frem at han lod afholde en global messe hvor man bad til Jomfru Maria om at frelse Rusland fra Kommunismens åg.

Tro og håb er godt, men det er ikke længere nok og den sociale vilje kan ikke kanaliseres gennem en almægtig leder, værende sig kejser eller pave.

På dette punkt virker det som om Ueshiba enten ikke kunne se hvilke sociale teknikker der skulle til eller var for naiv.

3.3

Han indrømmer da også, at han ikke er sikker på rigtigheden af hvad det er han siger. I do not know if I am saying this being guided directly or indirectly by inner deities. Det overlader han til Guds vilje, men han slår følgende fast: Thus, all my techniques are purification (misogi).

AI-KI er altså en lutringsproces, for sind og krop.

Når han taler som Guddommen, så virker det ofte som om at taler om folkeånden eller folkesjælen, og sommetider om natur ånden i kosmos og på jorden.

De to primære åndelige strømninger i Japan var Shintoisme og Buddhisme.

Shintoisme er en slags panteisme eller pansofi – hvor mennesket ser det guddommelige overalt i skaberværket – som sådan kan man sige at realiseringen af Shintoisme ville føre til et naturligt paradis på jorden – som sådan er Shintoisme den første realisation af det økologiske og biodynamiske princip i den i8ndividuelle såvel som den universelle livskraft eller Ki.

Det som i Indien også blev kaldt Prana og Kundalina kraften og som i Europa blev kaldt for det æteriske og det astrale legeme og Verdensæteren.

Buddhismen kan på den anden side beskrives som den første åndelige realisation af det psykologiske aspekt i menneskets udvikling - altså en sjæle lærer, en lærer om årsagen og virkning (karma) i forhold til menneskets smerte. Vel og mærke en psykologis lutringsproces, hvor mennesket selv påtager ansvar for at befri sig fra karmas hjul. Sjælens frelse.

Når Ueshiba opfatter det således at Takemuse Aiki først er muligt i vor tidsalder, så rejser det et interessant spørgsmål – siden hvornår.

Jeg må også erkende at selv om Ueshiba på alle områder fremtræder som et orientalsk menneske, så er der noget der siger mig, at hele hans arbejde ikke var muligt uden at det også var hente fra den universelle og usekteriske Kristus impuls.

For skønt han udtrykker sig gennem Japanske begreber, så ligger der i hele hans lærer noget transkulturelt.

Hans menneskekærlighed og kærlighed til naturen er som sagt at finde i sin rendyrkede form både i buddhismen og i shintoismen.

Men de ydre konfessioner og formsproget viser hen til en indre essens, som har bevirket af hans Aikido, er nået ud globalt og virker ind i udviklingen, hinsides folkesjælen og folkeåndens fællesskaber.

Det er hvad jeg mener med den universelle og usekteriske Kristus impuls.