ARTIKLER

Ledelses spørgsmålet i budo.

Hvis mine forhåbninger om at blive forstået af nogle få skribenter på BD, havde været mine eneste motiver, så havde jeg nok for længst lagt pennen fra mig og ladet 7 være lig 4.

Mine spinkle forhåbninger er dog at der er mage aktive læsere, som samlet et eller andet op ----

Da jeg havde øvet mig i aikido nogle år begyndte jeg at undre mig over at nogle af deltagerne gik så meget op i at kunne de rigtige japanske navne for alt muligt. Jeg forstod ikke rigt at det skulle betyde noget for udøvelsen af praksis.

Selv den katolske kirke havde for 100 af år siden opgivet latin som kirke sprog, hvorfor skulle man så bruge japansk for at udøve budo? Hele den japanske budo fraseologi giver ingen normale mennesker nogen mening i dag.

Men alle fagområder rummer jo et vist fagsprog – og sportens verden henter de fleste fraser fra engelsk. – så hvorfor ikke nogle få japanske gloser?

Men som vi allerede ser af de indledende drøftelser, så ender vi meget hurtigt i de skriftkloges faldgrube. Og særlig når det kommer til spørgsmålet om navnetitler. Hvad er det som giver problemet? Det er ærens falske rov! Her er budo virkelig belastet af den orientalske autoktratisme og dekadente feudalisme.

Men på den anden side er der visse budo begreber som afgrænser visse spørgsmål på en mere klar måde end de engelsk sports begrebet – så som” choats” og ”instruction” - Jeg har allerede give min mening om disse begreber som kun knytter sig til underholdning og leg som hele sportens verden er et udtryk for.

I de forudgående indlæg viser det sig jo klart hvor forskellig mennesker opfatter og bruger budo begreberne.

Uanset hvilke fraser man bruger, så er det for mig afgærende at de kun har nogen betydning når de bruges i forbindelse med arbejdet i dojo. Den hierarkiske grads inddeling i budo har jo lige så lidt betydning som frimurernes ordens grader eller andre kultiske organisationers navnetitler. De beskriver kun en funktion og en status inden for en given social ramme. Det sammen gælder hele dan systemet – det har kun nogen værdi som en reference inden for en meget snæver kreds af udøvere. Forkert brug af ordet ”sensei” kan jo næsten lede til blasfemi anklager.

Ordet sensei – bruges vel normalt en den hovedansvarlige for undervisningen i en forening hvor der udøves kampkunst. Så ansvarshavende underviser er måske en rimelig oversættelse. Men, da vi nu taler om dubo ville er ordet sensei – måske alligevel det mest passende for denne funktion.

For mig betyder det at en sensei er den der pædagogisk ansvarlig for hvad der sker i undervisningen. Hvad angår de politiske, administrative og økonomiske forhold har vi jo de normale bestyrelser som er demokratiske valgt.

Jeg tror derfor ikke at man kan forstå begrebet sensei – hvis man ser bort fra meningen jeg tidligere har henvist til - med mindre man forstår begrebet dojo.

Der er nu lige taget huld på en ny tråd hvor det drejer sig om organisatoriske magtkampe og personlige kriser. Men alt dette ville jo havde taget en helt anden vending, hvis man havde forstået begrebet dojo og ikke kastet sig ud i demokraturets ironiske kultur død.

Dojo er vel i sin oprindelige betydning den mest oprindelige gruppedannelse som kan tænkes, nemlig familien. Men her ikke i betydningen blodsbåndet – men åndsfællesskabet og hermed noget dybt individuelt – ja nærmest skæbnemæssigt i sine relationer.

Sådanne ansvarsfællesskaber beror ikke på statens godkendelse, men kun på aftaler og overenskomster mellem myndige mennesker. Som sådan er en dojo fuldstændig autonom.

Hvilken ryu en dojo følger beror derfor på de relationer som Dojo Cho eller Sensei – lederen af dojo orienterer sig imod.

I de gamle traditioner koryu, var begrebet ”blod segl” almindeligt. Det betød at eleverne aflagde en troskabs ed til en bestemt familie. Loyaliteten blev beseglet som var der tale om et blodsslægtskab.

Sådanne edsaflæggelser er imidlertid dekadent udtryk for et princip som for længst har mistet sin virkelighed kraft. Der er i realiteten tale om en krænkelse af den frie individualitet – af menneskets Jeg. Men ikke desto mindre skinner sådanne holdninger igennem i mange af de moderne ryu.

Forventninger om at eleven kun har én lærer og at han loyalt følger denne lærer hele livet igennem, præger megen budo. Træder eleven uden for den ene vej som han har påbegyndt opfattes det som regelen som illoyalitet.

Men mennesket udvikler sig individuelt og de fleste elever har i dag flere lærere, enten i budo eller i andre retninger. Ofte siger de det ikke for ikke at såres deres lærer, eller miste prestiges i deres dojo.

Bedst er det at være åbent om dette spørgsmål – for eleven må være fri af læreren og læreren fri af eleven. Det er i realiteten eleven der vælger sin sensei og ikke omvendt.

Hvad lederen af dojo angår er hans situation den samme. I traditionel ryu er begrebet hans valg består imidlertid i af finde en mester eller Shihan. I mange ryu er Shihan en vending der bruge når en sensei er nået 5 eller 6 dan.

I Aikikai udnævnes sådanne lærere af Hombu dojo. Som sådan er de udnævnte funktionærer i en hierarkisk organisation. Men i det omvendte hierarki er det den enkelte leder af dojo, som vælger de mestre undervisere eller Shihan, som han ønsker at dojo skal præges af.

Dette valg er fagørende hvilke kvaliteter og værdier der kommer til at præge den enkelte dojo – her kan altså ikek være tale om et ”blod segl” eller om en autokratisk udnævnelser af Shihan ud fra geoplitiske hensyn – valg af Shihan er det ansvar og den pligt, som den ansvarshavende underviser har. Det er det der gør ham til Dojo Cho og ikke formand for en forening til demokratiets fremme.

Demokratiske institutioner er meget nødvendige når det drejer sig om juridiske og økonomiske områder i det sociale, men det re ikke de kvaliteter der dyrkes i en dojo – her er det det individuelle og åndsfriheden der som i enhver kunstart er afgørende.

Det er denne sammenblanding af stat og åndsliv som har forplumret begrebet budo og dojo i den grad at spørgsmålet om sensei og shihan i dag ikke kan drøftes åbent uden at emotionerne kommer frem.

Problemet er at oreintens åndsliv stadig hænger i gamle autokratiske normer, medens vestens åndsliv ikke er stærkt nok til at omformulerer de gamle visdoms impulser fra østen.

Hvis vesten ikke erkender at delingen mellem det juridiske og det åndelige er en bydende nødvendighed, så vil de kommercielle kræfter overtage magten, således som vi nu overalt ser det i sportens verden.

Foreninger, forbund og unioner vil begynde at bekrige hinanden for at få den højeste placering på den sociale rangstige i en stadig mere forbitret kamp om at monopoliserer den gren eller ryo som man repræsenterer.

Da man i sin tid skabte det Internationale Aikido Forbund (IAF) var det for at skabe et åbent aikido forum for alle aikido forbund i verden.

Men i lighed med alle andre multinationale sports organisationer så som OL og FIFA har IAF pådraget sig de samme symptomer som alle andre idræts organisationer.

Et af problemerne er den uheldige kombination af pseudodemokratiske forestillinger og så en ledelse af Aikika som er monarkistisk –altså knyttet til blods båndet og der med de dekadente rester af koryu og ”blods seglet”.

Materielle forhold kan arves, men ikke inspiration, selv ikke paven har arveret til sin tredobbelte krone, men udpeges af ca. 170 kardinaler svarende til shihan.. Sådanne forhold kan endnu trive inden for stars livet og i åndslivet – men i erhvervslivet er en sådan organisatorisk konstruktion umulig. Hele Ford Imperiet var ved at kuldsejle, da Ford sønnerne forsøgte sig som erhvervs fyrster.

I kunstens verden er blot forestillingen om arvefølge absurd – havde Mozart haft en arving var det eneste han kunne arve var rettighederne til hans musik- men ikke evne til at viderefører eller skabe de kompositkationer som stamme fra hans blodlinie eller biologiske og sociale arv.

Det store spørgsmål er, hvorledes kan budo virke som en kulturfornyelse og samtidig opretholde de værdier der ligger i de gamle traditioner.

Tages vi ikke dette spørgsmål alvorlig vil budo udvikle kultursygdomme som vil føre til at budo som kultur uddør, ja symptomerne ses allerede i de tendenser som findes i ekstrem sporten og de ultimative initiativer. Men også i de klassiske budo linie ser man sociale kampe, hvis årsag er at finde det orientalske autokrati.

Vejen frem synes for mig at ligge i en forståelse af nødvendigheden af en ansvarsdeling mellem juridiske og så det kulturelle. Det er her at begreber som sensei, shihan – ryu og dojo kan være impulser som give plads til udviklingen af menneskets individualitet og frie sociale initiativer.

I realiteten er disse idealer knyttet til det kristne riddervæsen – og findes vil i alle kriger traditioner: at beskytte de svage og individets frihed.