ARTIKLER

Da Ki-selskabet blev oprette var der mange som oplevede det som en bevægelse bort fra aikido som en kampkunst.

Når man ser på de mange video som findes med Tohei, sensei lades man ikke i tvivl om at hans teknikker er kampkunst.

I sin rolle som Chefinstruktør for Aikikai, har mange af de nulevende Shihans praktiseret sammen Tohei i sin tid. De fleste aikido skoler er på en eller anden måde præget af hans bidrag til videre udvikling af aikido.

Hvad Tohei sensei primær pegede på var nødvendigheden af at ”være naturlig afspændt” når man praktiserede aikido.

I 1998 var jeg i Japan med G. Ruglioni, Shihan, Ki-dojo, Italien for at møde Mr. Tohei. Han fortalte mig da, at den første gang Mr. Tohei kom til Europa for at undervise i sin aikido, var der mange højt dan graduerede deltagere, som alle gik rundt og så meget seriøse ud. Han sagde til dem: ” Jeg kan ikke undervise Jer når I ikke kan smile” – efter nogen tid løste man op for stivheden i sindet og deltagerne begyndte at bevæge sig mere naturlig afslappet.

Den naturlige afspændthed er forudsætning for udøvelse af aikido, men det betød ikke at den aikido han underviste i ikke var kampkunst. Derfor kaldte han sit sin øvelsespraksis for ”aikido med krop og sind forenet” eller Shin shin toistu aikido – et begreb han hentede fra Tempu Nakamura, sensei Shin shin toitsu do eller ”japanske yoga.

En kritik af Mr. Toheis aikido gik ud på at han kun interesserede sig for ”enhed mellem krop og sind” og at kampkunsten kun var et biprodukt af noget helt andet.

En sådan kritik er forståelig, hvis man kun fokuserer på den yoga mæsige side af sagen – men ser man Mr. Toheis teknikker helt op til det tidspunkt hvor han fik sin hofte lidelse, vil man ikke være i tvivl om at der er tale om en aikido med et klart kraftfelt og anvendeglighed.

Men der opstod med tiden i Ki-selskabet en tendens som senere første til en to forgrening af hans arbejde – 1) de der ønskede at gøre aikido til en ikke-kampkunst med hoved vægt på det helsemæssige og de der ønske at fastholde aikido i det kampkunsts mæsige.

Det er min personlige opfattelse at begge disse retninger ikke forstod den impuls som Mr. Tohei søgte at fremme.

En af hans hoved elever K. Yosigasaki, sensei synes at søge en balance i dette spørgsmål.

I de 8 år jeg har været elev af ham og fulgte ham på adskillelige seminar, har han altid kaldt sit arbejde for ”martial art”. Jeg havde før da været elev af Nishio, sensei i 7 år.

Nogle mente om Yosigasakis aikido at den for ”dansende” . Hvortil han svarede: ”Hvis de synes det, så er jeg godt tilfreds”.

PÅ det tidspunkt jeg begyndte at studerer hans aikido, begyndt han imidlertid at lade sin egen aikido skinne igennem mere og mere og som 7 år senere slog igennem ved at han lavede KNK ia. Denne udvikling passede mig rigtig godt. Hans teknikker blev mere minimalistisk og mindre hoppende – et aspekt som blev kaldt ”Tohei hoppet” – men som jeg e synes var en karikatur og ydre efterligning af Toheis dynamiske bevægelse teknik, hans opfattelse af rum, flow og timing.

For mig var hans teknikker ikke baseret på lette øvelser hvor begge partnere samarbejder fuldstændig med hinanden, blottet for kampkunstens udtryk, holdninger og kraftfelt i deres træning.

Jeg siger dette fordi jeg har set en masse dojoer uafhængig af stilart, hvor man bare løber rundt og kaster rundt med hinanden og tror det er ki no nagari eller hvor kast og låse er erstattet med bløde judo kast og ju justu teknikker. Ingen tvivl om det: man har det sjovt og man bevæger sig som om aikido var tango eller judo/ju-jutsu.

Nu er min synsvinkel den, at hvad der sker i den enkelte dojo ikke vedkommer mig, så længe min dojo er fri for ovennævnte impulser.

En anden interessant impuls som udgår fra Yosogasaki, sensei er hans begreb Kenkodo som betyder en vej til sundhed eller helse.

Jeg opfattede dette initiativ som et forsøg på at lade de impulser som Tohei introducerede i sine Ki-klasser finde en ny form, for derved at lade aikido står mere klart som en kampkunst - ikke at forveksle helse-gymnastik, kampdans eller motions øvelser.

Der findes mange steder hvor man kan dyrke sådanne emner og der findes også mange steder hvor man kan dyrke kampsport.

Når det drejer sig om våbenøvelser i Aikido bliver selvmodsigelserne til tider helt indlysende. En elev som brugte sin bokken som et rigtig sværd, fik af en sensei at vide: Det er kun en pind. Måske kunne jeg følge denne tankegang hvis der var tale om en Jo, som jo er en stok. Og alligevel ser vi at Ueshiba, ofte arbejde end et stav som var spids i den ene ende.

Bokken øvelser er i sig selv en selvstændig disciplin i Aikido og var det også i samurai tiden før Kendo blev opfundet. Mister aiki-våben teknikkerne der oprindelige udgangspunkt hvad har vi så tilbage andet en tom symbolisme?

Ikke uden grund sagde en Ki-Aikido Shihan om arbejdet med bokken: ”Behandle den som var det den rigtige ting”

Hvad der ligger i Iaido i forhold til Aikido er en spørgsmål jeg ikke vil komme dybere ind på nu, men blot sige at jeg ikke kan følge Nishio, sensei i hans direkte overførsel af aikido teknikker til brugen af iaito.

Skal aikido have nogen berettigelse i det store supermarkeds tilbud som i dag findes på helse og spots markedet , er det vigtigt at vi fastholder aikido som en kampkunst.

I traditionerne har kunst, filosofi og meditation altid været en del af kampkunsten.

Den æstetiske og religiøse vej er en del kampkunstens væsen.

Aikido rummer derfor i en integreret form kampkunst, helse og meditation, at skabe enhed og harmoni mellem disse tre discipliner synes for mig at være kunsten.
Denne antagelse synes at bekraftes af grundlæggerens eget eksempel. Et stort åndsmenneske som forenede sin kampkunst med en helsebringende omsorg for alle levendevæsner.