tirsdag, februar 28, 2006
Den uendelige befrugtning
På et pædagogisk kursus lærte jeg til min undren at der var tre
ting som fik folk til at vælge en aktivitet. 1) om tidspunktet passer, 2) om de sociale relationer er gode, 3) det faglige indhold.
Når folk vælger at gå til aikido, så aner de intet om det faglige indhold i en given dojo eller om hvilke kvaliteter man søger.
Således gik der 7 år med at træne Nishio, sensei stil. Jeg
deltog i flere seminar rundt om i Europa og på den måde opdagede jeg at aikido ikke kun var aikido, selv om andre sagde at ”aikido er kun aikido”.
Jeg traf flere Shihans fra forskellige Aikido skoler, hvilket bevirkede at jeg kunne begynde at iagttage min egen skole i perspektiv og dermed se ting, som jeg hidtil ikke selv havde fået øje på.
Jeg så bl.a. at Aikikai var en sammenslutning af mange forskellige realisationer, som alle havde eet til fælles: anerkendelsen af Ueshiba familien som ”vejens overhoved” eller Doshu.
Men det var ikke organisatoriske overvejelser som var afgørende for at jeg søgte en aikido realisation, som levede op til mine behov – nemlig en større glæde og bevægelsesfrihed i krop og sind – kombineret med evnen til at skabe en vis respekt om min person uden at skulle bruge fysiske energi.
De aikido teknikker jeg hidtil havde kendt var meget interessante, men ofte på grænsen til det spekulative – jeg savnede at bevægelserne kom fra mit indre – og ikke som programmeringer af min krop.
Denne åbenhed bevirkede at jeg kom i kontakt med folk i København som dyrkede det man kaldte Ki-aikido
Jeg vidste intet om hvad denne stil repræsenterede – andet end at jeg fornemmede at man gik mere op i det helsemæssige og meditation. Det negative var en tendens til det "frelste", som en af mine aikikai venner kaldte det, men det interesserede mig ikke fordi sekterisme florerer overalt.
Jeg var på dette tidspunkt slet ikke klar over det politiske og idiologiske skisma der lå tilgrund for i ordet ”Ki-aikido”.
Selve ordet antyder at der er tale om en anden slags aikido og jeg fandt senere ud af at ordet ”ki-aikido” ikke var ment i denne betydning, men der imod ”Ki og Aikido”.
I realiteten var stilens oprindelige navn Shin shin toitsu aikido, som betyder ”aikido med krop og sind forenet”. Et begreb han havde lånt fra Takamura, sensei http://faculty.washington.edu/~kendo/tempu.html
Denne betegnelse havde Tohei, sensei valgt ud fra det man i Japan også kaldte for Shin shin toitsu do eller ”japansk yoga”. Begrebet Ki, blev således sat i forbindelse med Shin shin toitsu do, som i lighed med ordet yoga hentyder til ”en vej til enhed mellem krop og sind”
Under betegnelse Shin shin toitsu do – udvikklede Toheis, sensei et helt selvstændigt graduerings system, som gik forud for aikido gradueringerne, (eks. Shoden ligger før Shodan), men som også kunne tage helt uafhængig af aikido gradueringerne.
Disse gradueringer blev populært set kaldt for Ki-test. Formålet var her at give eleven mulighed for at undersøge sin egen kropskvalitet og sindets åndsnærværelse. Disse kvaliteter blev betragtet som en forudsætning for at aikido øvelserne blev meningsfyldte og levende eller gemmestrømmet af Ki.
Dette var i sig selv en enestående pædagogisk landvindig som Tohei, sensei hermed tilføjede sin aikido.
I traditionel Budo øver man visse teknikker, som man derefter forventer skal give et vist resultat.
I aikido forholder det sig omvendt. Her søger man først at opbygge en bevægelses form, som bygger på indre kraft – eller et kraftlegeme baseret på det man kaldte ”aiki”.
Den pædagogiske metode tager her sit udgangspunkt i imaginationer af kraftlegemet og ikke intelektuelle beskrivelser af teknikker. Imaginationerne består af kraft linier og felter i kroppen. Ud fra disse visualiseringer opstår teknikkerne da af sig selv og fungerer som en slags finjustering i bevægelses formen.
Tohei, sensei formulerede tre principper som tilsyneladende har bestået tidens test.
1) Fatshold et punkt
2) Vær naturlig afslappet
3) Hold ligevægtet på undersiden¨
4) Udsend Ki.
Disse fire principper er stort set en formel, som er grundlager for alt hvad der udføres i Shin shin toitsu aikido og do.
Dette er den radikale forvandling af enhver traditionel budo som aikido hermed henviser til. Formen opstår ikke som et resultat af anvendelsen af en ydre teknik eller waza. Form opstår som en konsekvens af et kraftlegeme (aiki) som skaber en bevægelse vi kalder teknik (waza).
Aiki har den samme kraft som et lyn. Gennem waza leder vi denne kraft ind i konstruktive baner.
Teknikkerne er således det sidste led i processen, som jeg benytter til at lede og finpudse, formkraften og bevægelsen ukontrollerbare styrke og dynamik.
Kampkunsten, selvforsvaret eller modangrebet i aikido, bliver således et biprodukt, et sekundært resultat af en indre åndskraft og ikke et mål i sig selv.
Jeg tror at det er i dette kvantespring at mange aikido udøvere taber tråden og aikido blevetr til en slags blød kampsport i lighed med karate, judo eller ju-jutsu.
Tohei, sensei indså imidlertid i lighed med M. Ueshiba at:
Sindet er en selv skabende kraft, som virker fuldstændig uafhængig af ydre forhold og omstændigheder og dermed er det sindet der leder kroppen og ikke omvendt.
Dette kan symbolsk beskrives således: Vi har en vogn. Det er hesten som trækker vognen. Hesten, seletøj og vogn tilses og passe af kusken. Men det er hverken hest eller kusken som bestemmer hvor vogn, hest og kusk skal bevæge sig hen. Det er vognen herre.
Ovenstående synspunkter kunne ikke findes indpas i den udvikling som Aikikai påbegyndte efter at O´sensei ikke var Doshu længere. Ja selv medens han levede var der ikke mange som kunne følge ham i hans mystiske religiøsitet. Han søgte ikke videnskabelige metoder til at forklare sig og beskrive hans aikido, men kun poetiske og mystiske hymner og forelæsninger.
Som ”General Chef Instruktør” og 10 dan, formåede Tohei, sensei endnu mindre at få sine noget mere jordnære synsvinkler virkeliggjort i Aikikai og som den endelige konsekvens blev han ud fra omstændighederne nødt til at forlade sin post som leder og skabe sin egen skole.
For at gøre tingene helt klart, valgte han at kalde denne organisation for Ki no kenkyukai eller
Ki-selskabet – en sammenslutning af mennesker som studerer livet.
Gennem en sådan omdefinering havde Tohei, sensei åbnet for en almen menneskelig tilgang. Han understregede denne tilgang ved udgivelsen af bogen ”Aikido i hverdagen” – altså ikke i dojo eller i kampsituationen, men i det daglige liv.
Siden grundlæggelsen af Ki-selskabet er der også sket en globalisering i Aikido. Udviklingen af mange ikke japanske Shihan og Senseis har bevirket at Japan ikke længere har den centrale placering i udviklingen.
Skønt Aikikai stadig søger at opretholde monopolet på titlen som Doshu i betydningen, ”vejens overhoved” og knytter denne til familien Ueshiba, så har den globale og regionale udvikling stillet Japan på lige fod med andre verdensdele og lande. Selve ordet Doshu i betydningen ”vejens overhoved” synes også at tabe i betydning og titlen Doshu, burde måske heller oversættes men ”den der beskytter vejen”.
Det er som om at de pyramidale organisationer nu afløses af et åbent globalt og regionalt netværk, i hvilket de nationale organisationer kommer til at spille en mindre betydningsfuld rolle end tidsligere.
Disse regionale netværk, vil være baseret på konkrete relationer mellem Shihans og Senseis. Opgaver og funktioner i en sådan fremtids impuls må gribes meget mere individuelt an end den måde hvorpå de traditionelle organisatoriske funktioner hidtil har virket.
En sådan udvikling ser vi også i Ki-selskabet. På globalt plan er der indtil videre formet to skoler som relaterer til Toheis, sensei.
En af Tohei, senseis nærmeste medarbejdere Koretoshi Maruyama, trak sig fra Ki no kenkyukai for at koncentrerer om Zen-meditation. Efter 10 år skabte han så Aikido Yuishinka http://www.aikidoyuishinkai.com/.
En anden af Toheis personlige elever, K. Yosigasaki formede efter at havde tjent Ki no kenkyukai siden 1977 i Europa, Syd Amerika og Afrikasin egen skole. Denne aktivitet kaldes Ki no kenkyukai association international.
Den helsemæssige side af arbejdet i KNKai, blev her kaldt Kenkodo – en vej til helse.
Fælles for begge disse impulser er at de søger at kombinerer aikido som kampkunst med det helse mæssige og meditative aspekt.
Det oprindelige Ki-selskab kan findes på denne link:
I dette selskab samlede Tohei, sensei sit helsemæssige prgram i det han kaldte Ki-klassen.
Her bliver der stadig arbejdet med Ki-meditation, Ki-åndedrætsøvelser, Ki-atsu og Ki-taiso.
Tilbage bliver der et spørgsmål: Bliver man et bedre menneske af at dyrke aikido? Når man ser på den historiske side af aikido, kunne man fristes til at sige – nej, for denne historie er lige så fyldt med menneskelig afmagt og kortsigtede ambitioner som alle andre menneskelige initiativer.
Alt er såre menneskeligt.
Det hele må gribes meget mere individuelt an. Aikido er stort set kun hvad man selv gør det til – for nogle er det en sjov form for motion, for andre en verden af grader og heroiske oplevelser og for andre en indre skolingsvej.
Ser jeg ud i verden møder jeg mig selv og ser jeg ind i mig selv møder jeg verden. Det hele er blot en mulighed. Kræfterne overfører ikke sig selv. Tingene er kun hvad vi selv gør dem til. Måske er det Takemusu – den uendelige forplantning i aiki
