ARTIKLER

Ichikukai-top

Søren Dalsgaard

Aikido er mere og andet end selvforsvar. Aikido er først og fremmest en indre udviklings vej eller øvelses praksis, som har til formål at vise mennesket en proces eller vej (do) hvorved mennesket kan bringe sig i harmoni med livet (aiki).

Begrebet Misogi blev i Edo perioden (1683-1868) sat i forbindelse med en åndedræts metode, som stammer fra en gammel Shintoistisk tradition.. Den blev i perioder forbudt, fordi magthaverne mente at den styrkede viljes kraften hos dem som dyrkede denne metode og dermed mindre kontrollable for de magtbesiddende væsner. Metoden var derfor hemmelig i perioder.

Metoden blev meget kendt gennem den berømte sværd kunstner og digter Tesshu Yamaoka.

Senere i 1937 antog Tohei, sensei denne metode under vejledning fra Tetsju Ogura, som var elev af en interessant skole ved navnet Ichikuka, som betyder ”skolen 1 og 9” eller ”19”. En interesant navngivning for en esoterisk skole, som mindre om alfa og omega – begyndelse og afslutningen – fordi 1 et det laveste tal og 9 det højeste – alt andet er derefter kun kombinationer af disse to tal 1 og 9. problemet med de gamle metoder var at de var særdeles strenge og forudsatte lange perioder med retread fra det sociale liv.

Tohei, sensei modificerede metoden og kaldte den Sokushin no gyo. Meningen hermed var at rette opmærksomheden i metoden mod sindet og ikke så meget de ekstreme hårde fysiske krav.

Han knyttede også brugen af Kododama eller det åndelige ord til metoden, gennem mantrisk messen af ordet to ho kami emi tame. Ordene to ho skulle henviser til noget skarpt og spidst eller sværd. Sindets evne til at skelne lys fra mørke og at vælge. Ka mi er sindets evne til at gengive tingene et uforvrænget og sandt genkendeliglighed. E mi er oprigtigheden som udgår fra meditationen. Ta me eller diamanten viser tingene i tusinde facetter og nuancer og henviser derfor til sindets naturlige og oprindelige natur – tomheden.

M. Ueshiba gjorde også megen brug af Kotodama i sit arbejde og et af de vigtigste åndelige ord i aikido er a e i o u.

Dette ord er også af afgørende betydning i R. Steiners eurytmiske bevægelses kunst.

I den tibetansk buddhistiske tradition en brugen af mantra eller kotodama også en afgørende metode og ordet om mane patme hum er meget kendt. Det henviser til ”diamanten i lotus blomsten.

Aikido er som sagt primær en misogi – en metode hvorved sind og krop renses. Derfor blev begrebet Shin shin toitus aikido introduceret af Tohei, sensei.

Enhed mellem krop og sind er ikke noget der skal udvikles. Enhed mellem krop og sind er noget som allerede er tilstede. Det er som diamanten den findes og skal ikke konstrueres, men bare opdages. Den skal befries for alle de urenheder som omgiver den. Den skal renses og derefter slibes og poleres. Det er arbejdet og det er træningens formål.

Diamanten er i sin oprindelige natur gennemsigtig og tillader lyset stråler at gennemstråle den, når den er renset og slebet.

Menneskets sind er fyldt med urenheder, egoisme og antisocial adfærd, men i sin oprindelige natur er dets individualitet og socialitet – uselvisk og medfølende.

Alt hvad vi opfatter er ikke adskilt fra den opfattende vågenhed og sammen med sindets gennemsigtighed kan vi opfatte harmonien mellem krop og sind, som eet og ikke to uforsonlige enheder.

Spaltningen eller dualiteten er et resultat af vore tanker og følelsers illusioner. Når vore tanker og følelser indgår i en lutringsproces vil vi opdage at adskillelsen kun er et resultat af at noget eller nogen er placeret på det forkerte sted i tid og rum.

Egoismen og det antisociale er resultatet af misforståede intentioner og motiver. Af forhold som er faldet ud af tid og rum. Det dekadente og degenererede er udtryk for det som på et givent tidspunkt i tid og rum, havde nået højde punktet for sin egen udvikling, men griber udviklingen på en måde som forhindre det levende og det kommende i ar komme til udtryk.

Når sindet oprindelige natur er genkendt, forestår der et stort stykke arbejde med at rense og slibe sindet. Kvaliteten i dette arbejde viser hvor meget lys eller hvor meget sindet kan opfatte.

Hvad der eksisterer og hvad der er kommer til syne. Urenhederne er midlertidige medens sindet er uforanderligt. Slammet vaskes bort, medens diamanten består.

Vi kan også sige at solen sender sine stråler spontant ud i alle retninger af kosmos. En lille del af disse rammer jorden. Men somme tider kan vi ikke se solen på grund af skyer, men det bevirker ikke at solens virkninger er aktive. Når skyerne spredes ser vi igen solen og den klare blå himmel.

Solens spontane lys rammer alle anset hvor man er på jorden og hvem man er. Solens lys diskriminerer ikke. Rummet lægger ikke hindringer i vejen for at lade solens stråler nå jorden, men skyerne beskytter livet på jorden mod det enorme kræfter der udgår fra solen.

Solen er som sindet og jorden er som kroppen – begge eksisterer de et det uendelige og ”tomme rum”.

Arbejdet og træningen kan også sammenlignes med at rense og forbedre jorden, så den er egnet til at lade planter og dyr vokse og gro. Jorden atmosfære er et resultat af de biologiske processer

og er grundlaget for hele biosfæren som gennem strømmer hele jorden. Det biologiske liv er afhængig af at atmosfæren indeholder vand og skyerne led i dette økosystem. Mange planeter i vort kosmos indeholder de nødvendige forudsætninger for liv, men det de mangler er den livgivende atmosfære.

Her er det at sindets guddommelige natur kommer ind i billedet. Vi siger at det er sindet der leder kroppen. At det er kusken der bestemmer hvor vognen skal kører hen og ikke hesten. Det er træningen af kroppen der her skaber forudsætningerne for at biosfæren på jorden ikke brændes af eller forsvinder ud i det tomme rum. Ledes sindet ikke af guddommelige eller økologiske impulser, vil kroppen eller jorden tørre ud og dø.

Det er en forkert opfattelse at tro, at naturkræfterne styre alt, en sådan fatalisme svarer til at man tror at det guddommelige er noget der befinder sig oppe i himmelen eller at gud er en gammel mand med langt hvidt skæg der sidder på en trone af guld.

Erkendelsen vokser og vi erkender at mennesket selv er medansvarlig for globale klimaændringer.

Det er mennesket der slev skaber vejret og ikke ukendte vejr guder eller naturkræfter.

En sådan erkendelse er vanskelig at nå frem til, fordi det forudsætter at sindet begynder at erkende den gamle lov som siger ”Som for oven så forneden” eller ”Som i det indre så i det ydre”.

Det forudsætter at sindet kan visualiserer sig selv som en del af den guddommelige proces i kosmos og på vor planet.

Her kræves visdom og ikke intellektuel logik. Sindet skal ikke opfinde nogen ny teori eller hypotese. Sindet skal blot erkende sin oprindelige og spontane natur. Gennem en sådan perception vil oplevelsen komme af sig selv. Kan vi visualiserer de guddommelige processeer i naturen og i vor krop, er vi påbegyndt en udviklings fase som vil lede dybere ind i den renselses proces som er en forudsætning for at sindet vågner op til en højere opfattelsesevne som vi kunne kalde total perception.

Enheden mellem krop og sind og erkendelsen af harmonien, bevirker at vi nu kan begynde at bære vore byrder i hverdagen og tåle livs kampens konflikter på en sådan måde at de begynder at antage karakter af noget midlertidigt. Problemet er at vi betragter både sindet og kroppens tilstande som permanente – men de er relative og forbigående.

Når sindet vågner og ser mere klart – skyldes det at vi er begyndt at trække vore projektioner og identifikationer tilbage.

Sindet kan nu iagttage udefra – evner at iagttage ting og omstændigheder med en evne til neutralt at iagttage tingenes tilstand.

Jeg føler smerte og ensomhed, men i stedet for at identificere mig med de negative forestillinger eller tvangs forestillinger – så kan jeg nå til at opfatte alt dette som et fænomen. Jeg opfatter da mere det der opfatter end selve opfattelsen selv. Sukker er sødt – men sødmen er er sindet og sukkeret er kroppen.

En kraftig Kotodama er her: ”Iagttageren som iagttager iagttageren”.

Gennem ophævelsen af dualiteten opstår harmonien eller enheden. Dette kan ikke nås gennem meditation eller øvelser. Det nytter ikke noget at kunne 100 teknikker, hvis man mangler én.

Nemlig erkendelsen af sindets oprindelige natur. Har vi ikke opfatte det hjælper det ikke noget om man kan klare 100 forskellige emner. Vi vil da altid ende i de tre lavere verdner – men dårlig karma og genfødsel. Så længe vi ikke opfatter sindets natur, hvilken vej (do) skal vi da gå for ar opnå harmoni i livet (aiki)?

En formel til oplysning er de tre principper fra Garab Dorjes, Dozogchen mester:

1) At introduceres direkte til sin egen natur – eller: Genkend din egen natur

2) At beslutte sig definitivt for denne umiddelbare tilstand – eller Forstå én ting.

3) At forsætte umiddelbart i tillid til befrielsen – eller Blive sikker i frigørelsen.

I Kotodama er rummer det åndelige ord AEIOU formelen på menneskets sande væsen. Det er enheden mellem det himmelske og det jordiske – yin og yang – det maskuline og det feminine.

Det er alt hvad der er at forstå for at opnå oplysning. Med udgangspunkt i denne oplysning – handler det blot om ufravigeligt at fastholde dette ene punkt i sindet. Jeg er Jeg – eller Væren er Væren. Der er ikke længere nogen forskel på sansernes verden (samsara) og den åndelige verden (nirvana). Med udgangspunkt i denne oplysning må vi hver eneste dag - den sidste del vi har tilbage at leve i have tillid til at friheden er os givet.

Det enkle at forstå er, at uanset hvor megen magt, hvor stor en kriger man bliver, så har det ingen værdi, den dag man dør – og efterlader kroppen som føde for ormene. Sindet vil være absolut magtesløs og hjælpe løs som en baby på en slagmark, hvis det ikke var blevet oplyst her i livet af åndelige vejledere eller sensei som har en åndelig synsvinkel. Hvis en lærer ikke har en åndelig synsvinkel og søger renselse og oplysning, så kan han ikke hjælpe dig – du vil bare spilde din tid, med at lærer en masse teknikker, som når du bliver gammel vil vise sig værdiløse. Din styrke, smidighed, kraft og hurtighed, alt dette forsvinder med alderen og når du dør er det ikke det du har brug for, for at kunne orienterer dig i den verden som vi alle træder ind i når de fysiske legeme går i opløsning og begynder at stinke.

De teknikker og metoder vi har brug for her er at finde i læren om Misogi, Meditation og Kotodama, som er den indre lærer som O’sensei hele sit liv søgte og praktiserede og som førte ham til opdagelsen af Aiki-do.

Den åndelige vej som Ueshiba valgte, Omoto skolen, blev ikke antaget af hans hoved elever. Det skyldes at Omoto skolen var for nationalistisk i sin form. Derfor har de enkelte senseis og shihans selv måtte udvikle de åndelige impulser som de fandt passende ud fra de særlige kulturelle omstændigheder de befandt sig i – eller de droppede helt denne side af undervisningen og antog kun den tekniske side af aikido og man burde måske da i stedet for tale om aikijutsu.

At følge en indre skolingsvej - at gøre aiki til sin do – er en ensom men oplysende proces.

Vi lever i en stridens tid og jeg tror ikke det er muligt at udvikle et fælles åndeligt koncept i den kommende tidsalder. Frakmenteringer, det anti-sociale, det store supermarkeds tilbud umuliggør en sådan udvikling. Et fællestræk for det levende og det kommende må være at det er trangskulturelt, at de ydre fremtrædelsesformer ikke dominerer de indre processer. At ord og formaliteter ikke undertrykker essensen.

En sådan udvikling ser jeg i vor tidsalder kun mulig i den enkelte dojo – og blandt de dojos som relaterer til hinanden gennem intuitive handlinger som knytter visse praktikanter sammen i et ansvarsfællesskab. Hvor en sådan inspiration ikke er tilstede, vil der kun være tale om organisatorisk og teknisk sameksistens, fordi der mangle en fælles imagenation af Kotodama - det åndelige ord:

AI-KI-DO

TO HO KAMI EMI TAME