ARTIKLER

Grundlæggeren M. Ueshiba, kaster Tada, ca. 1958.

Reflektioner over artikel fra Aiki Jouanal # 101

SD

I rækken af sensies som var elever M. Ueshiba må Hishohi Tada, 9 dan - siges at være en af hoved eleverne. Da han kom i kontakt med O´sensei var denne 67 år gammel og Tada, 21 år , en alders forskel på næsten 47 år.

På trods af denne aldersforskel var det meget vanskelig for Tada at tage ukemi fra Ueshiba. At tage
ukemi af Ueshiba var som at løbe ind i et elektrisk kraft felt.

Den store alders forskel gjorde det også vanskeligt for Tada at forstå hvad det var som Ueshiba talte om, men i realiteten var der ikke mange der forstod hvad Ueshiba talte om.

Ud over Tadas møde med Ueshiba mødte han også Tempu Nakamura. Det virker som om at Ueshiba indflydelse fra Omoto bevægelse kun kom til at præge hans egen aikido, medens den åndelige indflydelse fra Tempukai blev taget op af flere af Ueshibas hoved elever. Tohei, s esnei hentede således begrebet Shin shin toitus do fra Tempukai

Ifølge Tada, kendte Ueshiba og Tempu hinanden. Oprindeligt var Tempukai kendt som Toitsu Tetsuigakkai (Selskabet for studie af enhed mellem medicin og filosofi) og det fokuserede på enhed mellem krop og sind.

Tada praktiserede Tempukai, indtil 1964 da han tog til Europa. Tempu sensei døde i december 1968.

Men Tempu, sensei var ikke kun en medicinens og filosofiens mand, han dyrkede sværdkunsten Zuihen-ryu battojutsu.

Denne kombination af helse - og kampkunst synes at være normal blandt de højere udviklede senseis

Tada antog også øvelsen Misogi (lutrings øvelser) i en form som stammede fra Ichikukai ”1 og 9” eller ”19” Det var en kultisk handling hvor man ringede med en klokke mange gange ledsaget af Shinto bønner. Tohei, sensei antog også denne disciplin, men i en mindre kultisk form og med anvendelse af kiai. Sukushin no gyo.

I den japanske tradition er de en del af Kotodama. Arbejdet med det åndelige ord.

Disse teknikker stammer fra læren om Mantra – og synes at være inspireret fra den tibetanske buddhisme.

Forholdet til jo og ken skiftede meget under Ueshibas ledelse, i perioder blev der slet ikke trænet med jo og bokken og til andre tider blev arbejdet med våben også om natten ude i skoven.

Arbejdet med jo og bokken er en god form for styrketræning og kondition. Det er også en god måde at udvikle Ki på og Kokyuho styrkes også gennem våbentræningen.

Tada lagde vægt på at studerer sin læres trænings metoder, for ikke at drage forkerte konklusioner.

Det er bedre at forlade en lærer hvis man ikke følger hans metoder, end at blive og blot stå og kopierer ham eller køre sine egne øvelser i det skjulte.

Det hjælper heller ikke meget at komme en eller to gange i dojo om ugen, for derefter at gå hjem og glemme alt det man har lært, indtil man dukker op i dojo næste gang. Man må tage tingene med sig hjem og leve med aikido i hverdagen. Det handler om at udvikle klare og skarpe linier, vågenhed, omsorg og hjælpsomhed i hverdagen. Dojo eksperter holder ikke ret længe.

Et andet punkt i Tadas holdning var at udvise respekt for de mennesker man har lært noget af. Vor tid er præget af forbrug og smid væk mentalitet. Det udvikler ikke den rette respekt. Da Ueshiba begyndte at undervise i Aikido, var der mange elever som havde en ret høj social status. De kunne godt lide at lave Nage – men helst ikke ukemi. Han sagde da at Ukemi ikke handle om at kunne lave en god faldteknik, men at ukemi opøvede uydmyghed. Derfor er det godt at tage ukemi, så længe man fysisk set kan det.

At gå ind i aikido vil med tiden stille krav til eleven om at gøre sig sine mål meget tydelige. Man hører i dag at de fleste aikidoka jo blot træner teknikker og det der virker på samme måde som andre budo grene gør det og over lader spørgsmål om helse og meditation til nogle få fundamentalister.

Debatten om bedre eller dårligere teknikker ender ofte i meningsløse debatter – der er altid svagheder og huller i alle teknikker. Der findes ikke objektive teknikker. De virker eller virker ikke alt efter omstændighederne.

Det er interessant at bemærke at det Italienske Aikikai kaldes for ” Traditional Japanese Culture Association” og er godkendt af det Italienske Kultur Ministerium. Som det antyder udøves aikido som en form for traditionel japansk kultur. Tada siger selv:

” It is very clear that what they are doing is different from any kind of sport. I think it may be difficult for Japanese living in Japan to understand this situation. To put it another way, they practice aikido as a method of "'moving meditation." In places like Italy, Switzerland, and Germany, the phrase "ki no renma" (cultivation of ki) is being used as is, in the original Japanese.”

Ikke alle har denne holdning i dojo, men tænker mere på aikido som selvforsvar og styrke. Unge aikidoka som ønsker at undervise må have alle disse mål for sig.

Aikido inddrage ofte under fælles betegnelse Budo, men i realiteten er der tale om en meget ældre japansk pædagogik tilbage til Meiji perioden.

Den vestlige indflydelse på østen, var gennem lang tid dominerende, men nu er østens indflydelse på vesten voksende. Gennem Aikido kommer en impuls som er vanskelig for vesten at forstå også for det moderne orientalske menneske. Den moderne japaner forstår lige så lidt om begrebet Ki som det vestlige menneske. Det samme kan sige om orientens syn på helse og meditation.

Den japanske indflydelse på malekunsten og arkitektur har præget den vestlige minimalisme meget.

Spørgsmålet om livsstil er meget oppe i vor tid, - helse og fitness breder sig overalt – man skal spise og drikke de rigtige ting. Men vor kultur er gennemstrømmet af nikotin, alkohol og narkotika.

At finde frem til en livsstil der opfylder hele menneskets behov er ikke let. Aikido kan være en vej for nogle. Måske fordi aikido bygger mere på praktiske øvelse frem for intellektuelle redegørelser.

Det der kun kommer fra hoveder når ikke længere end til øret – det der virker er det der udspringer af personlige oplevelser og erfaringer.

Ud over forfinelsen af det tekniske lagede Tada, sensei også megen vægt på at opretholde den rette atmosfære i dojo – det kaldte han den ”imaginære træning” - Træning af store muskler og høj konditions tal leder til en klar opfattelse af vore fysiske begrænsninger, men når vi bevæger os ind i sindets verden møder vi det ubegrænsede.

Hvis vore fysiske bevægelse og teknikker ikke er ledsaget af kreative imagenationer, forbliver det
tekniske kun mekaniske funktioner.

Det er et forfinet område hvor rationel træning og traditionel undervisning som kultivering af Ki må afbalanceres.

Tada, shihan er nu 73 år og stadig aktiv og har senest udtalt følgende:

"Når jeg dør, vil det jeg har undervist også dø bort, og det er helt i orden"