lørdag, april 30, 2005

Dojo og Ryu


Ja nu er opfordringen jo fremsat og så kan vi jo kun vente på om der viser sig nogle resulterer og om nogle af veteranerne vil fortælle deres side af historien.

Nu var tema i denne tråd jo noget helt andet, men de hænger nok sammen, nemlig spørgsmålet om hvad er Ryu og hvad er Dojo.
Kikker jeg på de henvisninger som er kommet, forstår jeg det således at den oprindelige undervisning ofte fandt sted i en ret lille og privat gruppe af studerende. At de oprindelige sensies nødvendigvis ikke formede nogen dojo? At der var tale om en slags privat undervisning på et uformelt plan. Denne metode plejes endnu meget i Kina og særlig i Tai Chi kredse.
En talemåde fra Kina siger noget om denne uformelle og private undervisningsform: ”Mesteren går sin morgen tur i parken. En elev standser ham og stiller et spørgsmål. Mesteren besvarer dette og demonstrerer noget. Flere studerende kommer til. Efter en times tid i behageligt samvær forsætter Mesteren sin morgen tur”.
Denne form for uformel Dojo – har jeg kaldt ”et møde på vejen, hvor mennesker mødes og skille i frihed”.

Fra dette punkt kan en sensei forme en formel undervisnings situation og vi har da en Dojo eller ”et permanent punkt for øvelsespraksis”.

Men grundlæggeren har jo ikke hentet sin praksis ud den tomme luft. Han har sine ”RODMESTRE”. Det er klart at en sensei, ikke kan arbejde i et tomrum, han må have inspiration for selv at komme videre. Vi kan ikke løfte os selv op ved håret. Det er her at gruppen eller netværket kommer ind i billedet. Det er her at begrebet Ryu dukker op.

Jeg har bemærket et begrebet Ryu fortolkes på to måder ”stilart” og skole”. I disse to begreber ser jeg to forskellige tendenser og prioriteringer.
Et kreativt sind kan blive et eksempel for andre mennesker. En skabende impuls kan være ledsaget af en ændring af STIL, men det betyder ikke at der er tale om at den dybe tallerken bliver opfundet for anden gang. I musikkens verden kan det f.eks. være overgangen fra rock til punk eller i mallekunsten fra kubisme til syrealisme.
Der kan her være tale om stilskift eller stil brud. Det klassiske blev afløst af modernismen og denne af det postmodernistiske.

De der har idekraft nok til at ændre på en stil, former nødvendig vis ikke skoler eller grundlægger en ny Ryu.
De bliver måske skole eksempler til efterfølgelse. De er indstiftere af noget der måske ikke er nyt, men bare anderledes.
At grundlægge noget vil sige af forme en formel organisation. En skole, et akademi eller en dojo.

Kreative impulser opstår normalt i opposition til noget eksisterende. Enten som protest eller ud fra inspiration. Disse impulser kan opstå inden for rammerne af eksisterende akademier eller skoler, men ofte opstår de som fri initiativer uden for det etablerede systemer.
Gennem historien har man set med forskellige øjne på sådanne initiativer. Primitive, irrelevante, konkurrerende, fjendtlige eller kætterske – alt efter hvilket standpunkt beskueren antog.

Hvad end man vælger en formel eller uformel vej eller begge veje samtidig, så må individet have frihed til at søge sin indre skolingsvej på egne præmisser. I videnskab såvel som kunsten har mennesket aldrig kunnet lade sin kilde til fornyelse og inspiration afgrænse til eet universitet eller eet akademier. Det frie åndsliv forudsætter at mennesket selv finder de kilder og steder hvor fra han kan øse af Visdommens Kilde.
Den der hævder: ”Her findes alt”! Har bevæget sig ind på sekterismens golde systemtænknings område eller emotionelle fanatisme.
Vore behov ændres med tiden og således også vore behov for vejledning. Da jeg var 17 år var mine forestillinger og behov om kærlighed anderledes end de er i dag hver jeg er 61 år og om 20 år håber jeg de har ændre sig til noget bedre.
Den levende Ryu eller Skole, stiller individet frit – eleven må være fri af sin lærer – såvel som læreren må være fri af sine elever.
En af mine bedste elever, som var hos, spurgte om det var i orden at han samtidig dyrkede en anden aikido stil. Han dyrkede samtidig Kenjuitsu og Aiki-jutsu. Efter tre år kom han og sagde at han ikke kunne få fat i det jeg søgte at vise ham. Eg var ked af at skulle miste ham, og jeg tænkte en del over hvorfor han ikke nå ind til de kropskvaliteter jeg viste ham. Efter nogen tid forstod jeg at det handle om ”stil” – og jeg kunne se at han befandt sig bedst i en stil som var mere klassiks og hvor der blev lagt mere vægt på formaliteterne end jeg gjorde og jeg glæde mig på hans vegne.


Ud fra sådanne tanker er det at jeg betragter Århus Iaido Dojo, mere som en "Studiegruppe for japansk våbenkunst med særlig henblik på øvelse med iaito, jo og boken" - men formelt en dojo- uden at give det ud for at være en ryu.
Jeg har understreget dette ved at min undervisning er graduerings fri. Jeg henviser kun til min Shihan, Nishio, sensei, som en inspirationskilde, som jeg søger at oreinterer mig imod og påkalder mig ingen autorisation eller grad opverhovedet. Dette er min Dojo eller Ryu om man vil.
At jeg har valgt at kalde denne gruppe for "Iaido dojo" og ikke "batto dojo" skyldes måske kun at ingen ved hvad batto er.















<< Home

This page is powered by Blogger. Isn't yours?